(NYUUSU – news): Da jeg første gang kom til J-Village i 2014, var det mildest taltet kaotisk, møgbeskidt og dødsensalvorligt sted.

Det, som i 1997 var bygget som et mondænt nationalt træningscenter for forkælede japanske fodboldlandshold på alle niveauer, lå lige præcis tyve kilometer syd for det atomkraftværk ved Fukushima-amtets kyst, der efter et stort jordskælv og en ødelæggende tsunami i 2011 blev scene for de senere års alvorligste atomulykker i verden. Tre reaktorer nedsmeltede, og den dag i dag har man stadig et kvart århundredes arbejde foran sig med at pille det nedsmeltede atombrændstof ud og få det placeret på et sikkert sted.

I de første uger og måneder efter ulykken i marts 2011 var alle beboere inden for tyve kilometer fra det ødelagte værk blevet evakueret af frygt for radioaktivitet, og hele området omkring atomkraftværket var en afskærmet zone. J-Village blev på grund af sin beliggenhed hovedkvarter for den indsats, som tusinder af mænd i de følgende måneder og år gjorde for at inddæmme radioaktiviteten og skabe en stabil situation på selve værket, mens man gradvist rensede områderne udenom.

Her mødte folk om morgenen, fik beskyttelsesdragter og masker (og såkaldte dosimetre til at måle, hvor meget radioaktivitet de blev udsat for). Herfra begav de sig ind for at udføre deres farlige arbejde inde i de lukkede zoner. Først flere år senere blev evakueringerne gradvist ophævet – og kun de færreste flyttede nogensinde hjem igen, især når det handler om de små byer tættest ved værket.

J-Village blev samtidig med at være skurvogn for alle arbejderne et slags center for møder med eksperter, politikere, embedsfolk (og journalister) udefra, der kom for at deltage i konferencer og ture inde i det ellers lukkede område. Det var i den forbindelse, jeg oplevede J-Village det første par gange.

Der var ikke menneskeligt overskud til at prioritere den ellers berømmede japanske renlighed. Der var jord på gulvet fra folks støvler. De ellers fine møbler var slidt og nussede af trætte arbejdere, der havde smidt sig for at få en pause i den hårde opslidende indsats. Der var overalt en råben og kommanderen, når udstyr blev fordelt, og grupper blev sammenkaldt. Der var en sammenbidt og alvorlig stemning. Ude i samfundet var der i de år en heftig debat om atomkraft og ansvaret for alle ulykkerne, men her på gulvplan handlede det udelukkende om at få konkret styr på tingene, så der ikke skulle kunne ske endnu en alvorlig ulykke, inden der igen kom et alvorligt jordskælv eller tsunami.

Det krævede en kæmpe arbejdsindsats, der var brug for mange hænder, og mange desperate sjæle fra hele Japan kom rejsende for at få arbejde – og nogle snød med deres dosimetre og udsatte sig bevidst for mere radioaktivitet end tilladt for at tjene så meget som muligt, mens man var der. Der blev bygget den ene midlertidige barak efter den anden til alle de tilrejsende daglejere.

Ingen tænkte trods omgivelserne ret meget på fodbold dengang. Men forleden dag var jeg tilbage i J-Village i forbindelse med et nyt besøg på det ødelagte værk og i det omliggende område. Vi overnattede i J-Village, og i dag handler det hele igen om fodbold, og det er unægtelig svært at forestille sig de scener, der fandt sted dengang. I dag er det ført tilbage til en skinnende stand, et attraktivt sted for unge fodboldspillere at få chancen for at komme på træningslejr. Fine værelser, fornem restaurant, ro og plads omkring en, butikker med alle former for fodbold-memorabilia.

Det var et prestige-projekt for Japan op til de seneste olympiske lege i Tokyo, der skulle have fundet sted i 2020, at føre J-Village tilbage til sin tidligere stand og sit tidligere formål, og da legene i 2021 efter et års corona-forsinkelse omsider fandt sted, spillede J-Village en central rolle som startpunkt for den olympiske flammes rute gennem Japan på vej til det olympiske stadion i Tokyo.

Foto fra 2011: Tepco

Foto fra forleden dag: Asger Røjle Christensen

NIYUUSU NEWS

Mine NYUUSU-klummer om Japan og Østasien udkommer på hjemmeside og  facebook en eller to gange om ugen - undtagen når jeg arbejder som rejseleder i Japan. Så vil der være længere mellem dem. En eller to gange om måneden vil jeg udsende et NYUUSU-nyhedsbrev. Danske mediers professionelle dækning af den del af verden er desværre svækket i de senere år. Jeg håber, at jeg med min lange erfaring kan bidrage en smule til at udfylde dette hul.

Prisen for at modtage nyhedsbrevet er et engangsbeløb på 300 kroner. Så modtager I det i årevis, indtil jeg segner. Skriv til mig på arc@asgerrojle.com – og sæt beløbet ind på mobilePay 26360251, mærket NYUUSU og jeres email-adresse. I er velkomne til at gå højere op i pris, alt efter pengepung. Beløbet vil indgå i mit firmas regnskab, og jeg får tid og ressourcer til at holde mit lille nyhedsmedie i live. I givet fald tusind tak. Alle vil uanset betaling kunne følge med i NYUUSU-indlæggene og deltage aktivt med råd, ideer og kritik ved at melde sig ind i facebook-gruppen af samme navn.