(NYUUSU – news): I Danmark eksisterer posthuse næsten ikke mere, og det nationale postvæsen er historie. I det meste af den vestlige verden er der også blevet langt mellem posthusene. Men i Japan ligger det fortsat posthuse, selv i de mindste flækker.
Og sådan skal det blive ved med at være, mener regeringen. I sidste uge vedtog Japans parlament endeligt et lovforslag om at revidere den lov fra 2005, som i sin tid privatiserede postvæsenet, sådan at der igen kan gives klækkelig statslig støtte til bevarelse af det landsdækkende netværk af postkontorer.
Dengang i 2005 var privatisering af postvæsenet et bittert debatemne i japansk politik. Daværende premierminister Junichiro Koizumi var stor tilhænger af privatisering, og han udskrev ligefrem i et opgør med konservative kræfter i sit eget parti et underhusvalg i september måned det år for at få befolkningens støtte. Den opbakning fik han, loven blev vedtaget, men siden hen fik de fleste af Koizumis konservative modstandere comeback i partiet og parlamentet, og loven blev gradvist udhulet i de følgende år.
I dag er postvæsenet splittet op i fire virksomheder, en bank, et forsikringsselskab og to selskaber, der tilsammen udgør det gammeldags postvæsen. Det private holdingselskab, der fra starten ejede alle aktierne, og som er stramt styret af lovgivning, har med succes solgt en væsentlig andel af aktierne i bank og forsikringsselskab, men har hidtil ikke forsøgt at sælge aktier i selve postvæsenet. Det ville næppe kunne tiltrække særligt mange investorer i vore dage.
Den nye lovs vedtagne subsidieprogram for de små posthuse sætter 65 milliarder yen (to en halv milliard kroner) om året af til at understøtte, at små og knap så benyttede lokale posthuse kan overleve. Pengene skal blandt andet komme fra udbytte af statsejede aktier i holdingselskabet Japan Post.
Derfor forpligter den nye lov også Japan Post til i en overskuelig fremtid at beholde mindst en tredjedel af de lukrative aktier i banken og forsikringsselskabet, så de kan indtjene de penge, der er nødvendige for at sikre posthusenes overlevelse. Inden lovændringen var holdingselskabet forpligtet til i privatiseringens navn at afhænde sine aktieposter i de to finansielle enheder så hurtigt som muligt.
Den nye lov sætter samtidig en forstærket digitalisering som mål, så postkontorerne kan gennemføre besparelser i driften og ikke fremover vil være helt så tung en belastning for holdingselskabet, som de hidtil har været.
Japanske posthuse spiller traditionelt en vigtig rolle i de små lokalsamfund og udfører forvaltningsopgaver, der i mange andre lande ville høre hjemme på rådhusene. De lokale postmestre har tit været kendte og indflydelsesrige figurer, og sammenslutningen af postmestre har altid haft tæt tilknytning til det liberal-demokratiske regeringsparti, LDP, og havde i sin tid en finger med i spillet i modstanden mod Koizumis reformer.
LÆS: Nyhedsbureauet Jijis nyhed om den vedtagne lovændring
Foto: Bruno Plas/WikimediaCommons
Mine NYUUSU-klummer om Japan og Østasien udkommer på hjemmeside og facebook en eller to gange om ugen - undtagen når jeg arbejder som rejseleder i Japan. Så vil der være længere mellem dem. En eller to gange om måneden vil jeg udsende et NYUUSU-nyhedsbrev. Danske mediers professionelle dækning af den del af verden er desværre svækket i de senere år. Jeg håber, at jeg med min lange erfaring kan bidrage en smule til at udfylde dette hul.
Prisen for at modtage nyhedsbrevet er et engangsbeløb på 300 kroner. Så modtager I det i årevis, indtil jeg segner. Skriv til mig på arc@asgerrojle.com – og sæt beløbet ind på mobilePay 26360251, mærket NYUUSU og jeres email-adresse. I er velkomne til at gå højere op i pris, alt efter pengepung. Beløbet vil indgå i mit firmas regnskab, og jeg får tid og ressourcer til at holde mit lille nyhedsmedie i live. I givet fald tusind tak. Alle vil uanset betaling kunne følge med i NYUUSU-indlæggene og deltage aktivt med råd, ideer og kritik ved at melde sig ind i facebook-gruppen af samme navn.

