(AIZU – dagligdag i Japan): Oppe over den gamle del af byen Aizu-Wakamatsu hæver Tsuruga-borgen, Aizu-klanens historiske hovedsæde, sig i dag lige så flot som i sine velmagtsdage i den feudale periode frem til 1867.

Det år blev Tsuruga-borgen nedbrændt og ødelagt ved det afgørende slag i den såkaldte Boshin-krig om magten i det nye Japan. Først i 1965 blev hovedbygningen genopbygget, ikke i træ som den oprindelige borg, men i beton. Det skulle gå hurtigt med genopbygningen. Den tids Aizu-Wakamatsu havde brug for et stolt vartegn, ligesom andre byer rundt om i Japan genopbyggede deres borge i de år, netop som vartegn. Så gjorde det ikke så meget, at hovedbygningerne var knap så flotte i det nye materiale, når man kom tættere på.

Ikke desto mindre er borgen siden dengang blevet et af de helt centrale turistmål i den isolerede by ved foden af det vestlige Fukushimas bjerge. Der er en smuk park udenom med kirsebærblomster om foråret og smukke efterårsfarver om efteråret (der i år er sent på den – ligesom andre steder i Japan). Og der er et historisk og meget populært traditionelt tehus, Rinkaku, som en gammel samurai-familie ved navn Morikawa efter nedbrændingen flyttede til deres private ejendom, beholdt det der i 120 år og derpå skænkede det til parkanlægget, da borgen blev genopbygget for 60 år siden.

Anlægget er nu 60 år gammelt. Flere af de oprindelige dele, blandt andet den tilmudrede voldgrav og de omliggende fæstningsværker i sten, trænger alvorligt til renovering, og det samme gør selve borgen på de steder, hvor den har fået store sprækker, og rødder og grene stikker ud gennem murresterne.

Og den slags renoveringer koster penge – mange penge. I lokalsamfundet er man stolt over, hvordan man i de senere år har formået at samarbejde om at finde penge i både offentlige og private pengekasser.

I 2011 blev borgens ikoniske røde tegltag renoveret, og i den forløbne sommer har en lokal NGO, der har til formål at vedligeholde byens borg, gennemført en ambitiøs oprensning med tunge maskiner af 7400 kvadratmeter urter og væltede træer fra de dele af voldgraven, der er mest synlige for borgens besøgende ved korte besøg. Det svarer imidlertid kun til en femtedel af de ophobede sedimenter i voldgraven, som i årevis har fået vandet til at løbe langsomt og undergravet bygningsværkerne.

73-årige Yahei Yumita, der står i spidsen for den aktive NGO, argumenterer over for lokale politikere og virksomheder for, at arbejdet bør fortsættes, og at der bør investeres i projektet. Selv har han bidraget med et personligt bidrag på 100 millioner yen (over fire millioner kroner).

”Tsuruga-borgen er ikke kun for turister. Den er lige så meget til for lokale borgere. Vi må øge vores indsats for at bevare den”, udtaler han til det lokale dagblad Fukushima Minpo.

NGO’en forsøger at skabe opbakning for sagen ved at holde historiske symposier og som nævnt gennemføre begrænsede oprydningsaktioner.

En del private bidrag er kommet ind, og Aizu-Wakamatsu By bidrager ved at betale for den daglige drift af området. Rådhuset har nedsat en initiativgruppe på tværs af afdelinger med det formål at studere erfaringer fra andre borge rundt om i Japan og identificere, hvor Aizu-borgernes skattepenge mest effektivt kan bidrage til oprensningen af voldgraven.

Forrige år vedtog bystyret en langsigtet vedligeholdelsesplan for borgen med et beløb, der svarer til 63 millioner kroner, foreløbig sat af til formålet over 50 år.

Borgmester Shohei Muroi understreger imidlertid over for Fukushima Minpo, at det er nødvendigt at holde liv i en fælles bevidsthed i byen om, at det er vigtigt at bevare borgen som både et attraktivt offentligt parkanlæg og et symbol på Aizu. Ellers ville man aldrig kunne finde opbakning til at betale det beløb, det vil koste at bevare den. Der er nogle, der synes, det hele bliver for dyrt.

En måde at finde en del af finansieringen, som man alvorligt overvejer, er at hæve entreen til det historiske samurai-museum i selve borgen, der i øjeblikket er på 410 yen, blot 17,30 kroner (510 yen, hvis man også vælger at besøge Rinkaku-tehuset). Det samme gør man i flere andre gamle samurai-byer i Japan, hvor man også står over for en kostbar renovering og oprensning.

Akio Ishida, der er viceleder af NGO’en og samtidig står i spidsen for an lokal organisation af turistguider, appellerer om fortsat offentlig støtte til bevaringsarbejdet.

”Tsuruga-borgen er Aizus skat. Vi har et ansvar over for fremtidige generationer for at bevare den i sin mest ideelle form”.