(NYUUSU – news): For et halvt århundrede siden legede Satoshi Tajiri, en frisk dreng, med sine legekammerater i skoven ved Machida, en forstad i det vestlige Tokyo, som dengang lå halvvejs ude på landet. I firserne og halvfemserne boede jeg selv, da mine børn var små, i Machida med min familie, mens rismarker og svinefarme omkring bebyggelsen efterhånden blev helt opslugt af storbyen.
Ti-femten år tidligere fangede Satoshi Tajiri og hans kammerater biller i skovbunden med fingrene og holdt dem i akvarier derhjemme. De lod de store biller slås mod de små og arrangerede turneringer, hvor de kunne bytte biller og erobre hinandens biller efter sindrige regler. Der gik timer og dage med det tidsfordriv. Drengene fik røde kinder og blev trætte på den sunde måde af at være udendørs hele tiden.
Da Satoshi Tajiri voksede op, blev han dygtig til matematik og computere. Han blev lidt af en nørd, og i en ung alder blev han kendt og respekteret i den opvoksende computerspil-branche som en dygtig spildesigner. Han huskede de gode stunder om sommeren med billerne i skovbunden, og hans store drøm var at udvikle et computerspil, der kunne overføre det drama og fællesskab, som han havde følt med sine legekammerater, til den digitale verden.
Man skulle kunne spille året rundt, og man skulle kunne have mange flere biller i spil. I hans fantasifulde spil-verden opstod de ”lommeuhyrer”, pocket monsters, Pokémon-figurer, som i dag er kendt af generationer af børn verden over.
Der eksisterede dengang et hav af computerspil på markedet, hvor børn og unge sad foran hver sin skærm og spillede hver for sig. Bekymrede eksperter skrev – og skriver stadig – bekymrede rapporter om faren for individualisering og isolation.
Satoshi Tajiris oprindelige ide var, at hans nye spil skulle være anderledes. Det sociale aspekt skulle i centrum. Han fik gjort spilgiganten Nintendo interesseret i projektet. Den tids håndholdte spillemaskine, Gameboy, havde belejligt nogle stik, så man kunne forbinde den ene maskine med den anden gennem små kabler. Det gjorde det muligt at kæmpe mod hinanden. Det gjorde det muligt at bytte pokemon-figurer, som man havde fanget. Det gjorde det muligt at samarbejde om at nå frem til spillets øverste niveauer. Det, der adskilte Pokémon fra de fleste andre spil i genren, og det, der skabte fascinationen helt fra begyndelsen af, var det sociale element, som spillet havde.
Pokémon-spillet blev lanceret i Japan i 1996, og det blev straks en gigantisk succes. Salget af små kassetter med pokemon-spil i forskellige versioner, salget af gameboy-spillemaskiner og salget af små kabler eksploderede. Snart fulgte en tv-serie og en række biograf-tegnefilm.
Hovedpersonen i tv-serien og biograffilmene, den dreng, som kæmpede sig vej gennem pokémon-verdenen sammen med sit elskelige, men ikke særligt stærke yndlingsuhyre, den store gule mus Pikachu, hed i den japanske version Satoshi og skulle forestille at være designeren himself. Drengen fra skovbunden.
Gennem de næste tyve år blev spillet udbredt til hele verden. Jeg kan huske, at jeg skrev en ”guide for forældre” i Pokemon-universet i min daværende avis, Aktuelt, og mine små sønner blev interviewet til P3 i skolegården i Hillerød om de sære uhyrer på deres gameboy-maskiner.
Lommeuhyrerne fik nye navne, der passede til lokale sprog. Nye generationer af spilletossede børn tog dem til sig, og der blev i nye versioner af spillet opfundet flere og flere forskellige uhyrer.
Det er råmaterialet til det såkaldte PokémonGo-spil, der for ti år siden blev designet og lanceret fjernt fra Japan i USA af et spilfirma inden for Google-koncernen. Det kombinerede det oprindelige Pokémon-spil med kameraet i folks smartphones og vor tids GPS-systemer, så man nu ville kunne fange sine pokémon-uhyrer ude i virkeligheden, hvor de var strategisk anbragt ved knudepunkter, seværdigheder, kirkegårde, parker og i de MacDonalds-butikker og cafeer, som gav penge til markedsføringen.
Pokemon Go er i det sidste årti dukket op som en dille med mellemrum, også i Danmark, og det har fans i alle aldre. Det har mistet noget af den oprindelige kollektive ide i de oprindelige pokemon-spil – man kan sagtens gå ud i en park og jage pokemoner helt alene – men ikke desto mindre er der mange, der synes, det er sjovt at gøre det sammen. Der holdes store festivaler rundt om i verden, hvor PokemonGo-fans kommer rejsende langvejs fra.
I denne weekend går det løs i Fælledparken i København.
(Fotos er fra en anden PokemonGo-festival i Sapporo i Japan i 2022)
Mine NYUUSU-klummer om Japan og Østasien udkommer på hjemmeside og facebook en eller to gange om ugen - undtagen når jeg arbejder som rejseleder i Japan. Så vil der være længere mellem dem. En eller to gange om måneden vil jeg udsende et NYUUSU-nyhedsbrev. Danske mediers professionelle dækning af den del af verden er desværre svækket i de senere år. Jeg håber, at jeg med min lange erfaring kan bidrage en smule til at udfylde dette hul.
Prisen for at modtage nyhedsbrevet er et engangsbeløb på 300 kroner. Så modtager I det i årevis, indtil jeg segner. Skriv til mig på arc@asgerrojle.com – og sæt beløbet ind på mobilePay 26360251, mærket NYUUSU og jeres email-adresse. I er velkomne til at gå højere op i pris, alt efter pengepung. Beløbet vil indgå i mit firmas regnskab, og jeg får tid og ressourcer til at holde mit lille nyhedsmedie i live. I givet fald tusind tak. Alle vil uanset betaling kunne følge med i NYUUSU-indlæggene og deltage aktivt med råd, ideer og kritik ved at melde sig ind i facebook-gruppen af samme navn.