News

Tirsdag: Japanske vælgere hader moms

Honjitsu no News – Et lille udpluk af dagens nyheder – 1. oktober 2013

Japanske vælgere hader moms

Når Japans premierminister, Shinzo Abe, senere i dag – som Ritzau fortæller – bekendtgør, at den japanske moms vil blive hævet til otte procent næste år, sætter han sine fornemme meningsmålinger på spil.

Hans økonomiske rådgivere har fortalt ham, at der ikke er nogen vej udenom. Men Abe ved, at det tidligere har kostet japanske regeringer livet at hæve momsen. Så han har opført en komedie, der skulle forestille, at han til sidste øjeblik har overvejet, om stigningen ikke alligevel har kunnet undgås.

Da momsen i sin tid blev indført i slutningen af firserne, vandt det daværende socialistparti i sommeren 1989 en stor sejr ved overhusvalget på at føre kampagne mod momsen, der dengang var tre procent. Overalt så man valgplakater, der blot viste en af de forhadte en-yen-mønter. Tidligere havde alle priser været smukt afrundede, så japanerne kunne nøjes med at have sedler og store mønter i deres punge, men nu betød de tre procent, at man hele tiden måtte have en-yen-mønter i spil.

Siden dengang har japanske politikere trådt varsomt, så snart det handlede om moms…

[divider ]

 Partiledernes koner er Nordkoreas lånehajer

I Nordkorea er der i stor udstrækning magtfulde partileders koner, som står bag den udbredte ågervirksomhed og handel med stjålne statslige varer, som finder sted. Det fortæller Nordkorea-sitet New Focus International.

Og de gør det, fordi de er nødt til det. De skal jo tjene nogle penge, og alle andre handler åbenlyst på det sorte marked på gade og vej. Det vil ikke se godt ud, hvis ledernes koner også begyndte på det.

[divider ]

 Kinas bedstemødre vil nyde alderdommen

Kina er ved at løbe tør for opofrende bedsteforældre, som gerne bruger deres alderdom på at passe deres kære børnebørn døgnet rundt og stimulere dem til at klare sig godt i skolen.

I dag vil bedstefar og bedstemor have tid til sig selv og nyde alderdommen mere end tidligere, skriver The Atlantic i en fascinerende reportage.

Den nye tendens afspejler, at vore dages kinesere er blevet for “amerikaniserede”, lyder kritikken i artiklen.

Related Posts

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *