september 4

Onsdag: Danmark kan også lære om ældrepleje i Japan

0  comments

Asger Røjle Christensen

Honjitsu no News – Et lille udpluk af dagens nyheder – 4. september 2013

Danmark kan også lære om ældrepleje i Japan

Hver eneste måned har danske plejehjem og plejecentre besøg af japanske delegationer, som vil lære om ældrepleje i velfærdssamfundets vugge i Skandinavien.

Og de får bestemt også en masse nyttig inspiration med hjem. Færre og færre japanere i den arbejdsdygtige alder skal forsørge flere og flere pensionister. De har brug for al den inspiration, de kan få.

Men netop i den situation udvikles der også i Japan en masse ny teknologi inden for robotter og avancerede lifte, som ikke kun den hjemlige ældresektor kan have god gavn af.

Derfor har Japan i denne uge besøg af det danske folketings socialudvalg. Formålet er at studere japansk velfærdsteknologi, som kan lette hverdagen for ældre og handicappede. Her er en pressemeddelelse fra udenrigsministeriet.

Netop i dag har TV2Fyn fokus på et konkret samarbejde på robotområdet mellem den japanske industrigigant Honda og Syddansk Universitet i Odense og universitetshospitalet i samme by.

[divider ]

Kritisk dokumentarfilm om sænket krigsskib må vises i Sydkorea

En domstol i Sydkorea afgjorde i dag, at en omstridt dokumentarfilm om sænkningen af det sydkoreanske krigsskib Vheonan i 2010 godt må vises offentligt i landet.

Filmen stiller spørgsmålstegn ved den officielle forklaring om, at Nordkorea stod bag sænkningen. En forklaring, som en international kommission kom frem til efter sænkningen.

Tre officerer i søværnet har sammen med familiemedlemmer til de dræbte soldater på Cheonan krævet et forbud mod filmen, men det blev altså afvist af domstolen. Her er AFP’s version af nyheden.

Der er debat i Sydkorea om sandheden om Cheonan-episoden, men det er på trods af dagens afgørelse stadig svært at trænge igennem med andre forklaringer end den officielle.

[divider ]

Ingen kinesiske skattepenge til månekager

Den kinesiske regering har følt sig nødsaget til at indskærpe, at ingen må bruge offentlige penge til at købe såkaldte “månekager” ved de kommende efterårsfestivaler rundt omkring i landet.

Regeringen slår i øjeblikket hårdt ned på alle former for korruption og misbrug af skattepenge, og månekager har tidligere været en stor post på regnskaberne hos lokale myndigheder. Nu er det decideret strafbart. Embedsfolkene kan købe lige så mange månekager, de vil – det skal bare være for deres egne penge.

South China Morning Post har trykt Reuters’ nyhed om historien, og avisen viser også et billede af, hvordan sådan en sød månekage ser ud.


Tags

ældrepleje, cheonan, danmark, japan, kina, korruption, månekager, nordkorea, sydkorea


Dette kunne måske også interessere dig?

Nyt foredrag: Hokkaido

Nyt foredrag: Hokkaido
Kommentarer er meget velkomne

Your email address will not be published. Required fields are marked

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}