Honjitsu

Japan: Onlinestudier under corona-krisen belaster unges mobilregninger

HONJITSU – Nyt fra Japan: De fleste af Japans universiteter begyndte et nyt studieår 1. april, men i langt de fleste tilfælde uden at nogen mødte frem på selve campus. De studerende opfordres overalt i landet på baggrund af risikoen for at sprede covid-19-smitte til at blive hjemme og følge undervisningen online.

Men da de fleste unge japanere er på internettet på deres smartphones, har det skabt et nyt problem for mange unge. Det truer med at blive alt for dyrt i mobilregning, hvis de skal sidde og følge lange online-forelæsninger hver dag.

De fleste japanske mobil-abonnementer er nemlig indrettet sådan, at hvis man modtager data over en vis mængde, sættes hastigheden på mobilforbindelsen dramatisk ned. Medmindre man som en del af abonnementet betaler et særligt gebyr.

Japans tre største mobiludbydere, NTT docomo, au og Softbank, har derfor i enighed – efter at være blevet bedt om det af indenrigs- og kommunikationsministeriet - besluttet, at dette gebyr i disse corona-tider skal være nul yen for alle under 25 år. I hvert fald i april, og formentlig nogle måneder frem i tiden.

Det præsenteres i udbydernes materiale og i medierne som et altruistisk udtryk for samfundssind i en vanskelig tid – og det er det givetvis også. Man er nødt til at hjælpe hinanden og finde pragmatiske løsninger på de mange nye og uforudsete problemer, der opstår, når samfundet med kort varsel skal indrettes på en helt anden måde. Det sker alle vegne, og det er dette tilbud fra de tre store mobiludbydere blot et lille eksempel på.

Men mon ikke det også på længere sigt rent købmandsmæssigt er den bedste reklame for udbyderne over for kunder, som man gerne vil fastholde i mange år fremover?

Related Posts

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *