(Denne artikel er skrevet til og offentliggjort af Kristeligt Dagblad)
Det er ikke nogen hemmelighed, at de overlevende ofre for atombomben for 70 år siden i Hiroshima i mange årtier var udsat for diskrimination i det japanske samfund. De havde sværere ved at få job og sværere ved at blive gift end deres jævnaldrende landsmænd.
”Jeg frygter, at det samme vil ske for Fukushimas børn i dag”, siger Keiko Ogura, der som otte-årig oplevede atombomben i sin hjemby Hiroshima – og ”ved et lykketræf” overlevede uden ar og lange sygdomsforløb.
Hun fortæller, at hendes datter i sin tid havde svært ved at blive gift, fordi hendes mor var ”hibakusha”, et overlevende atombombeoffer.
”Der var alle mulige historier om, at hibakusha og deres efterkommere ikke ville kunne få børn, at der blev født vanskabte børn i disse familier, og at de ville blive svagelige og dø tidligt. Man skulle bestemt ikke snakke højt om, at man var hibakusha. Folk ville tro, at man havde dårlige arveanlæg”, erindrer Keiko Ogura.
”Jeg mærkede det stærkt, da jeg blev 18-19 år. Da blev jeg altid spurgt, om jeg opholdt mig tæt ved atombombens hypocenter ved dens sprængning, så snart folk hørte, at jeg kom fra Hiroshima”, fortsætter hun.
Det er omstridt, om den alvorlige atom-ulykke i 2011 ved atomkraftværket i Fukushima, hvor tre reaktorer nedsmeltede efter en gigantisk tsunami, overhovedet har haft helbredsmæssige konsekvenser for befolkningen i området, som kan sammenlignes med situationen i Hiroshima i 1945.
Men ikke desto mindre er folk i Fukushima bange. Ikke mindst er mange unge mødre dybt bekymrede for, om deres børn i de første uger efter ulykken har lidt skade. Dengang var radioaktiviteten i området relativt høj, og børn er ekstra udsat for at blive syge af radioaktivitet.
Der er faktisk mange rapporter fra de senere år om diskrimination af evakuerede familier fra Fukushima rundt omkring i Japan. Om at børnene har svært ved at finde legekammerater, og om at unge mennesker holder mund med, hvor de kommer fra, af frygt for at få sværere ved at finde kærester og ægtefæller.
”Jeg blødte ud af næsen hele tiden i tiden efter atombomben i Hiroshima. Det samme sker for børnene i Fukushima, har jeg hørt”, siger Keiko Ogura, der ”som hibakusha” erklærer sig som ”stærk modstander af atomkraft”.
I Hiroshima vokser tredje generation af hibakusha-familierne nu op, og selv om der er gået 70 år, er frygten for diskrimination ikke væk.
16-årige Misaki Katayama gør en aktiv indsats med at sprede sine bedsteforældres beretninger om atombombens konsekvenser til hele verden. Hun blev sidste år valgt som ”fredsambassadør” for Hiroshima og rejste til Geneve for at aflevere titusinder af underskrifter mod atomvåben ved en FN-nedrustningskonference.
I forbindelse med, at hun blev udvalgt, blev hun interviewet af en lokal tv-kanal, og der stod på skærmen, at hun var ”tredje generations hibakusha”.
”Jeg tænkte ikke over det, men min far blev straks dybt bekymret for, at jeg nu vil få sværere ved at blive gift”, fortæller Misaki Katayama.