(Denne baggrundsartikel er skrevet til og offentliggjort af Kristeligt Dagblad)
Japans kronprins, Naruhito, der i denne uge besøger Danmark, er en ud af kun fem nulevende mandlige medlemmer af landets kejserfamilie. Det er et stort problem i et land, der stadig insisterer på mandlig arvefølge
Japans kejserfamilie nedstammer i ubrudt linje fra solgudinden, fortæller myterne, og hvis man ikke helt tror på det, har dens forfædre og forfædres forfædre i det mindste siddet på kejsertronen siden før middelalderen.
Kejser Akihito er med andre ord det af klodens kronede hoveder med det længste stamtræ af ligeledes kronede hoveder. Men nu risikerer den ærværdige familie, hvis den skal overholde de regler og bestemmelser, der har eksisteret siden Anden Verdenskrig, at uddø i løbet af en generation eller to.
Godt nok har man en tronarving parat til næste generation. Kronprins Naruhitos nevø på 10 år, Hisahito, er nummer tre i tronrækkefølgen efter kronprinsen og sin far, Akishino. Men Hisahito har udelukkende søstre og kusiner.
Hvis Japan fortsætter med alene at anerkende afkom fra mandlige slægtsled som berettigede arvtagere til kejserværdigheden, sådan som reglerne har set ud i de seneste århundreder, er fremtiden skrøbelig. Kejserdømmet har ingen fremtid, hvis Hisahito af en eller anden årsag aldrig bliver gift og får børn, eller hvis de børn, han måtte få, alle er piger.
I gamle dage sikrede man sig mod den slags dilemmaer ved udstrakt brug af konkubiner, og i desperate stunder hører man faktisk den dag i dag konservative røster i Japan foreslå, at man vender tilbage til den tradition. Den blev ellers afskaffet af den nuværende kejsers far. Det ville han ikke vide af.
Til gengæld kunne det japanske parlament med et juridisk pennestrøg udvide kejserfamilien markant, hvis det tillod kvindelige medlemmer af familien at forblive royale, selv hvis de gifter sig med en borgerlig, sådan som Hisahitos 25-årige storesøster, Mako, netop har bekendtgjort, at hun har tænkt sig at gøre med en ung jurist, som hun har mødt på universitetet. Når de gifter sig, vil hun skulle forlade kejserfamilien. Til gengæld får hun stemmeret og skal betale skat.
Hendes forlovelse har skabt debat i Japan om at lade hende forblive et medlem af kejserfamilien og måske ligefrem lade mandlige efterkommere af hende være berettigede til at indgå i arvefølgen.
Regeringens talsmand har antydet, at den idé måske burde overvejes, og premierminister Shinzo Abe har udtalt, at ”en stabil arvefølge på den kejserlige trone er en sag af overordentlig stor betydning. Regeringen vil tage initiativ til en debat om en løsning på problemet.”
Men konservative debattører og politikere – efter sigende også Abe selv – vender sig dybest set mod at gå det mindste på kompromis med den mandlige arvefølge. Det er vigtigt for dem at bevare den ”ubrudte arvefølge” tilbage til solgudinden, siger de. For dem er det stadig det, der adskiller Japan fra alle andre samfund.
Denne arvefølge er nu i virkelighedens historie ikke mere ubrudt, end at man tidligere har accepteret arvtagere fra kvindelige familiemedlemmers grene af familien. Otte gange i historiens løb har man faktisk haft kvindelige kejsere, senest Gosakuramachi i otte år i 1700-tallet.
Gennem historien er det meget op og ned, hvor stor en politisk rolle skiftende kejsere har spillet. Det meste af historien har de haft en rolle som en slags ypperstepræster for de spredte animistiske naturreligioner rundt omkring i landet, som sent i historien er blevet samlet i det, vi i dag kalder shinto-religionen.
I 1860’erne blev kejseren hevet frem i forreste række som en samlende figur for den modernisering og militarisering af samfundet, som fandt sted under de såkaldte Meiji-reformer. Disse reformer skabte det Japan, vi kender i dag, men de var også indledningen til en katastrofal udvikling i retning af en ødelæggende krig i 1930’erne og 1940’erne, hvor tre millioner japanere døde for deres kejser, den nuværende kejser Akihitos far.
Det er Akihitos store fortjeneste, at han gennem tre år-tier på tronen har gjort sig stor umage for at føre kejserdømmet ud af denne krigstidens skygge og ind i en moderne tidsalder.
Kejserfamilien lever stadig isoleret i ophøjethed, men den fungerer langt mere end før som et europæisk monarki. Den proces har kronprinsen givet klar udtryk for, at han vil fortsætte, når han overtager tronen engang næste år.
(Foto: Prachatai/CreativeCommons)