(Dette portræt er skrevet til og offentliggjort af Kristeligt Dagblad)
Yuriko Koike, Tokyos populære borgmester, fremstår efter søndagens valgsejr ved Tokyos lokalvalg som den stærkeste udfordrer i japansk politik over for regeringen.
Hun taler flydende engelsk og arabisk og kender verden uden for Tokyo. Hun bruger ”alt for meget makeup” i sine mandlige kollegers og modkandidaters øjne. Og hun har bevidst bygget et image op om sig selv som en handlekraftig rappenskralde.
Der er ikke megen japansk ydmyghed over Yuriko Koike, Tokyos 64-årige borgmester, som efter en kæmpesejr ved søndagens valg til storbyens bystyre nu fremstår som langt den stærkeste udfordrer i japansk politik til premierminister Shinzo Abe.
Yuriko Koikes nydannede parti, Tokyo-borgere Først, fik 49 ud af sine 50 kandidater valgt, og sammen med sine allierede fik hun et klart flertal i det nye bystyre. Shinzo Abes liberal-demokratiske regeringsparti, LDP, som inden valget var det største parti i Tokyo med 57 mandater, mistede over halvdelen af dem og fik kun 23 sæder i det nye bystyre, det laveste antal nogensinde.
Yuriko Koike er tidligere studievært ved et populært business-program i tv, hun er tidligere forsvars- og miljøminister og var selv medlem af LDP indtil for få måneder siden. Hun er i skærende kontrast til ældre mandlige LDP-politikere uhyggeligt bevidst om det iscenesatte ”Koike-teater”, hun optræder i, når hun optræder i offentligheden. Mange iagttagere har kaldt hendes politiske succes i Tokyo for det helt store gennembrud for populismen i japansk politik, lidt forsinket i forhold til mange andre steder i verden.
Hun bygger sin popularitet på at have skåret effektivt igennem over for budgetter for de olympiske lege i Tokyo i 2020, som var ved at løbe helt løbsk, på at have udskudt flytningen af Tokyos berømte fiskemarked på grund af bekymringer for, at det nye marked var bygget på forurenet jord, og på, at hun med et pennestrøg har halveret sin egen løn – og derved tvunget resten af bystyrets politikere til også at acceptere væsentligt forringede vederlag.
Jo, hun er populist, vurderer professor Yu Uchiyama fra Tokyo Universitet, der er ekspert i japansk politik.
”Jeg tror ikke, hun har nogen særlig politisk overbevisning. Hendes mentalitet kan nemt ændres, hvis miljøet omkring hende forandrer sig. Det er typisk populisme”, siger han.
Koike er selv altid åben over for pressen og har gjort det til en hjertesag at skabe mere åbenhed omkring bystyrets arbejde. Det er en kendt sag fra mange interview, at hun dybest set er en dybt konservativ kvinde med stærkt nationalistiske meninger. Man skal ”gennemføre forandringer for at bevare Japan, som det er”, som hun har sagt i den bedste tradition fra Meiji-reformerne i slutningen af 1800-tallet, som lagde grundstenen til det moderne Japan.
Men denne konservative side af sig selv har hun nedspillet i de senere år, hvor det har handlet om lokalpolitik i Tokyo. Nu fremstår hun som miljø- og klimaforkæmper, som bevidst forbruger, som en rollemodel for kvindebevægelsen og som stærk tilhænger af en forstærket indsats for at forbedre byens velfærdstilbud og ganske særligt antallet af institutionspladser for byens unge familier.
På den måde har hun appelleret til nye vælgergrupper. Stemmeprocenten gik op fra 43 til 51 procent. Og hun har støvsuget vælgerskaren for traditionelle oppositionsstemmer. Kommunistpartiet klarede sig fint, men resten af de gamle centrum-venstre-oppositionspartier led forsmædelige nederlag.