Mokugeki

Godt nytår fra kejseren

MOKUGEKI –  Vidne til livet i Japan: Med 34 års mellemrum har journalist Asger Røjle Christensen stået foran kejserpaladset i Tokyo og modtaget kejserens nytårshilsen. Kejseren var ikke den samme – og det var atmosfæren heller ikke.

Det var det allerførste nytår, som jeg fejrede i Japan. 1984 var netop blevet til 1985. Sammen med min tilkommende japanske svigerfamilie var jeg på årets anden dag mødt op på pladsen foran kejserpaladset midt i Tokyo. Kejseren viste sig, bortset fra få gennem-koreograferede besøg ude i landet, kun for sit folk to gange om året, på sin fødselsdag og Anden Nytårsdag.

Det var i den gamle kejsers tid, Showa-kejseren, Hirohito. Ham, i hvis navn tre millioner japanere havde mistet livet i en krig, som yderligere havde kostet op imod tyve millioner asiater, amerikanere og europæere livet.

Folk blev kommanderet ind i kolonner af politiet, og jeg, gamle Byggeren-kæmper fra Nørrebro, følte mig ikke ret godt tilpas med det. Men min svigermor fortalte, at i Japan er politimænd altid flinke. Til gengæld var hun ikke ret glad for de unge, firskårne karseklippede fyre, som gik rundt og delte små Japan-flag ud til de ventende i kolonnerne.

Japan har det samme nationale flag, Hinomaru, som landet havde under krigen. Det betyder, at flaget ligesom nationalsangen og monarkiet aldrig bliver så upolitiske som i andre lande.

Når ens kolonne endelig var lukket ind over broen over voldgraven og gennem porten ind på pladsen foran selve den glasbygning, selve paladset, hvor kejseren har sit hjem og arbejdsplads, var det såmænd okay at have et Japan-flag i hånden og vifte royalt med det, efter kejseren med fem-syv sætninger havde ønsket forsamlingen godt nytår.

Men det var i min pacifistiske svigermors øjne bestemt ikke okay at gøre det med et papirflag, udleveret af medlemmer af de nationalistiske grupper, som dengang hver søndag kørte (og i begrænset omfang stadig kører) rundt i boligområderne med buldrende højtalervogne, hvor de spiller militærmusik fra krigens tid, kræver kejseren tilbage til magten og appellerer til befolkningen om atter at vise den kampånd og standhaftighed, som man havde vist under krigen. 1980’ernes Japan var i deres øjne blevet alt for blødsødent og materialistisk.

Anspændt og forkrampet
Stemningen omkring kejserens nytårshilsen var dengang hele tiden anspændt og forkrampet, og selv en nyligt ankommen fra Vesten fornemmede tydeligt, at her skulle man ikke komme med fjollede vittigheder.

I alle årene efter krigens afslutning havde Showa-kejseren fremstået som en både fysisk og politisk skrøbelig skikkelse i offentligheden. Nu var han for alvor blevet gammel, og han så endnu ældre og bestemt ikke særligt krigerisk ud. Men hans liv og virke var ikke desto mindre for evigt forbundet med krig. Det kunne ikke være anderledes.

Anden nytårsdag var den dag, hvor ældre mænd blot ved synet af kejseren blev mindet om, at de havde deltaget i en krig, hvor de med større eller mindre virkning var blevet indoktrineret til at være villige til at ofre deres liv for denne mand og forsvaret for hans magt. Mange af deres kammerater var aldrig kommet hjem.

Ældre kvinder blev mindet om det miserable og ynkværdige liv med sult og savn hjemme på de japanske øer, som de havde levet i 1930’er og 40’ern, mens krigen i kejserens navn havde raset, og hvor de som mødre og døtre havde kæmpet hårdt for at holde sammen på deres splittede og frustrerede familier.

Når man kiggede sig omkring, var det mest ældre mennesker, der var mødt frem. Mange med krogede rygge efter at have knoklet et langt liv, først med krigstidens trængsler, derpå med at opbygge det japanske økonomiske mirakel.

Showa betyder ”Oplyst Fred”, og det er blevet betegnelsen for hele den meget lange og meget omskiftelige æra fra midt i 1920’erne til slutningen af 80’erne, hvor Showa-kejseren sad på tronen. Jeg lærte den formiddag i det centrale Tokyo, at Showa-kejseren aldrig ville kunne slippe væk fra som figur at være selve indbegrebet af den ulyksalige, forfærdelige krig, som det på det tidspunkt kun var fire årtier siden, at han havde sat punktum for med sin erklæring om, at Japan måtte ”bære det ubærlige” og acceptere Potsdam-kravene for japansk overgivelse. En krig, som mange af de tilstedeværende på pladsen foran kejserpaladset aldrig havde fået mulighed for at sætte hver deres personlige og private punktum for – blandt andet fordi kejseren stadig stod deroppe på podiet bag det skudsikre glas. Det var stadig den samme kejser som dengang.

Hans nytårshilsen var fåmælt og lavmælt og ikke til at skelne fra hans lige så formalistiske hilsen de foregående år og årtier. Showa-kejseren var ikke nogen veltalende mand, han var aldrig blevet uddannet til så meget som at holde gang i en normal samtale.

34 år senere
Den 2. januar 2019 stod jeg der igen – 34 år efter at have stået der første gang.

Jeg stod pænt i kolonne i timevis foran kejserpaladset i Tokyo for at komme ind og modtage kejserens nytårshilsen. Det var samme kølige solskinsvejr, som da jeg var der sidst i 1985. I Tokyo kan man føle den subtropiske sols vitaminer arbejde sig ind i ens kinder, selv midt om vinteren – det er en af de skønne ting ved at bo og arbejde i byen.

I dagens løb kom 155.000 mennesker forbi, det største antal nogensinde. De ville gerne være med til at fejre, at kejser Akihito for sidste gang som kejser skulle give nytårshilsenen.

Godt nok var der en hurtig sikkerhedskontrol af ens poser og tasker, og godt nok var der mange politimænd til at afvikle de lange kolonner af ventende japanere. Men de pludrede og hyggesnakkede med folk i kolonnerne. Det var en festdag, en afslappet søndagsudflugt. Der var slet, slet ikke den samme anspændte atmosfære som sidst.

Man kunne nemt snyde sig over i en tidligere kolonne, hvis man ville, men ingen gjorde det, så vidt jeg kunne se. Vi er jo i Japan, der på det område er et velopdragenhedens Mekka. Man holder sin plads i køen.

Til sidst bliver det jo ens tur. Kolonnerne blev ført over den berømte Nijubashi-bro over voldgraven og ind på den plads foran selve kejserpaladset, hvor man kunne se op til podiet bag skudsikkert glas, hvor familien lidt senere ville vise sig. Denne gang var der storskærm i hver ende af pladsen. Det var der ikke i 1985.

Der var i markant grad folk af alle aldre mødt op. Jeg var overrasket over, hvor mange unge familier med ufatteligt tålmodige børn, og hvor mange grupper af unge veninder eller venner, der var på pladsen. Den overvægt af ældre, som jeg havde følt 34 år tidligere, var væk – og det skyldes ikke kun, at jeg selv var blevet ældre i mellemtiden.

Folk var mødt op i helt almindeligt tøj. Det at skulle opleve kejserfamilien var ikke længere en anledning til at være fin. Og mellem alle japanerne på pladsen var der ikke så få forvirrede turister i endnu mere tilfældigt antræk.

Det er ”sugoi”, fantastisk, tænk at komme så tæt på kejserinden og den øvrige kejserfamilie, udbrød nogle unge piger inde på selve pladsen til hinanden.

Flink mand
Selvfølgelig blev der proppet på pladsen inden hver fremkaldelse. Det var svært at se for dem foran, og en kæmpe som jeg på 1,94 meter måtte – som jeg altid gør – hellere stille mig så meget som muligt ude i kanten, så jeg var i vejen for færrest muligt. Det er surt ingenting at kunne se, når man har stået i kø i halvanden time eller endnu længere. Flere steder hørte jeg folk råbe til andre deltagere med medbragte iPad, at ”din mobiltelefon er for stor. Vi kan ikke se for den”.

Det var en af de største forskelle i forhold til 1985. Denne gang var der lige så mange mobiltelefoner i folks hænder, som der var japanske flag. Måske var der endnu flere.

Langt de fleste af folks mobilbilleder af kejserfamilien blev trods vor tids gode mobilkameraer ret elendige. Familien var immervæk langt væk for de allerfleste, og der var en glasrude med genskin imellem. Mine egne foto var bestemt heller ikke noget at prale af. Men ligesom alle andre fik jeg dokumenteret – bagefter på sociale medier – at jeg havde været der.

Hvis han var i tvivl på forhånd, fik kejser Akihito en tydelig hilsen fra sit folk om, at den forvandling og modernisering af kejserdømmet, som han havde arbejdet på i tredive år, var lykkedes. Kejserdømmet er noget helt andet i dag end i hans fars og farfars tid, og det er bestemt ikke på vej ud i glemsel.

”Jeg er glad for at se så mange mennesker”, sagde han, og han viste, at han mente det ved at udvide forestillingen med to ekstra fremkaldelser oven i de oprindeligt planlagte, så alle fremmødte kunne nå at få en kejserlig hilsen med hjem. I alt blev der vist tale om syv fremkaldelser af den kejserlige familie i lidt forskellig opstilling om formiddagen og om eftermiddagen, hvilket også var rekord.

En understregning af, at kejserens primære image i dag er, at han er en flink og venlig mand. Han er ikke magtfuld og karismatisk og handlekraftig, og han er slet, slet ikke guddommelig – men han er flink.

Jo da, de karseklippede unge nationalister fra 1985 viste sig at være til stede på pladsen, da kejserfamilien kom frem på podiet. Et sted bagest i forsamlingen var der en, der med ru stemme råbte ”Banzai for kejseren”, hurra for kejseren. Nogle spredte grupper istemte koret, men ikke ret mange. De fleste ignorerede dem – det var ikke anderledes end 34 år tidligere.

Det var sidste gang, at Akihito var hovedpersonen. Når april bliver til maj i foråret 2019, kommer der en ny mand til at stå i centrum, en ny mand til at føre ordet. Solens søn har fået lov til at gå på pension, og kronprins Naruhito bliver solens nye søn.

Men kejserdømmet er stadig politisk – uanset om kejseren vil det eller ej. Der er ikke nogen japansk familie, hvor man ikke for få årtier siden har mistet fædre og sønner i en ulyksalig krig, der blev kæmpet i den daværende kejsers navn.

Udefra kan vi synes, at nu må det være nok med at hænge sig i historien. Nu skal den smukke tradition med det japanske kejserdømme passes ind i vore dages Japan uden så megen politisk polemik, eller også må den uddø.

Men den luksus findes ikke ude i de japanske familier. Se blot hen på familiealtret i stuen med alle billederne af afdøde bedsteforældre og oldeforældre. Så mindes man om den tætte forbindelse mellem kejser og krig. Uanset hvilket imponerende stort arbejde den nuværende kejser har gjort for at føre kejserdømmet ind i nutiden.

Virkeligheden er samtidig, at den ærværdige Akihito og hans nærmeste familie trods alle hans gode intentioner, trods hans forvandling til en fredens kejser, og trods alle forandringerne i kejserfamiliens image i befolkningen stadig lever et liv, hvor de er uhyggeligt fjerne i forhold til almindelige japaneres liv.

Kejseren og hans familie spiller ikke den samme rolle i ugeblade, tv og almindelige menneskers daglige sladder, som den danske kongefamilie gør. Pressen er generelt langt mere forsigtig end i andre lande med royale familier, og medierne er rædselsslagne for at komme til at skrive noget forkert eller kritisabelt om kejseren. Så hellere udsætte historierne i uger eller måneder – eller måske ligefrem ende med slet ikke at skrive dem.

En redaktør ved et stort japansk tv-selskab fortalte mig engang, at Japan bestemt har pressefrihed, ”undtagen i forhold til kejserdømmet. Vi vil aldrig kunne sende noget kritisk om kejserfamilien og kejserdømmet”.

Asger Røjle Christensen udgiver i april måned på forlaget Turbine bogen ”Tenno – Japans kejserdømme i nutiden”. Ovenstående klumme er baseret på udvalgte afsnit fra bogen.

”Mokugeki – vidne til livet i Japan” er overskriften på en ny serie klummer hos POV International med iagttagelser, betragtninger og oplevelser fra fire årtiers dækning af Japan og Østasien.

Foto: Asger Røjle Christensen

Related Posts

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *