(Denne artikel er skrevet til og offentliggjort af Kristeligt Dagblad)
Der er gået fire et halvt år, siden en gigantisk tsunami fik tre reaktorer på atomkraftværket i Fukushima i det nordøstlige Japan til at ned-smelte. Næsten 80.000 beboere i området er stadig evakueret fra deres hjem.
Derfor er det en markant mærkedag, at borgerne i en hel kommune, 2704 husholdninger med i alt 7401 medlemmer, fra og med i dag har fået evakueringen ophævet. Beboerne i Naraha, der strækker sig fra kysten og ind mod land mellem 13 og 20 kilometer syd for det ødelagte værk, kan nu frit flytte hjem i deres gamle huse, som i mere eller mindre uskadt stand har stået og ventet på dem.
Men et flertal af dem har tænkt sig at blive, hvor de er. En rundspørge fra november sidste år viste, at der på det tidspunkt kun var 45,7 procent af kommunens oprindelige beboere, som overhovedet havde tænkt sig at vende tilbage, uanset om det var ”øjeblikkeligt”, eller ”når forholdene er til det”.
Livet som evakueret er ellers ikke festligt. De fleste har gennem hele perioden boet i små lejligheder i trøstesløse midlertidige barakbyer, som hurtigt blev flikket sammen i området uden for evakueringsgrænsen på 20 kilometer, og som i virkeligheden slet ikke er bygget til at blive opvarmet om vinteren.
Familier er splittet op. Mange børnefamilier har for længst besluttet sig for, at deres børns fremtid ligger et andet sted. De er flyttet bort og har efterladt bedsteforældrene i barakkerne, der på den måde har udviklet sig til at være udstrakte alderdomshjem.
Arbejdsløsheden har været stor. Mange ældre landmænd og fiskere har mistet deres indtægtskilde og reelt opgivet nogensinde at vende tilbage til deres erhverv.
Kedsomhed, depressioner og i værste fald selvmord har skabt en følelse af håbløshed, selvom ildsjæle blandt beboerne hele tiden har gjort deres bedste for at skabe fælles aktiviteter.
”Der er især mange af de unge, der siger, at de slet ikke vil hjem,” fortalte en af de ældre evakuerede, Toshihiko Yokota, sidste år.
”De ældre vil egentlig gerne hjem, men de føler sig magtesløse og aner ikke, hvordan det skal kunne lade sig gøre.”
De evakuerede familier har fået et fast månedligt beløb på 5500 kroner i ”psykologisk kompensation” fra Tokyos elektricitetsselskab, Tepco, som driver Fukushima-værket. Et beløb, som selskabet har forpligtet sig til at blive ved med at betale frem til 2018. Men ”et liv som evakueret gennem lang tid er alligevel ikke noget at stræbe efter”, som borgmester Yukiei Matsumoto har udtalt.
Men flytte hjem, det er folk fra Naraha alligevel skeptiske ved.
Nogle er usikre på, om det nu er sandt, når myndighederne siger, at der ikke længere er grund til at bekymre sig om radioaktivitet i området. Allerede i marts sidste år blev oprensningen af Naraha-området erklæret for færdig. Mure og tage på folks huse var bogstaveligt talt blevet skrubbet og skuret, og tusinder af kubikmeter radioaktiv jord var gravet op, lagt i sække og deponeret på lossepladser endnu tættere ved værket.
Resultatet var, at den radioaktive forurening var reduceret med 60 procent i forhold til niveauet i 2011 efter ulykken og nu var nede på 0,3 mikrosievert i timen, langt under alle faregrænser. Men mistilliden til myndighedernes tal og målinger i området er dyb.
Andre er skeptiske ved at flytte hjem, så længe der ikke er lægehjælp, butikker og sportsfaciliteter i området. En enkelt døgnbutik ved den nord-sydgående hovedvej gennem området er genåbnet, og kommunen har eta-bleret en gratis busordning til sygehuse og lægehuse uden for byen. Men det er i manges øjne slet ikke tilstrækkeligt.
Og endnu andre føler, at det er håbløst at få genopbygget deres hjem, som det var. De huse, der lå tæt ved havet, er mere eller mindre ødelagt af selve tsunamien, og det vil kræve et større overskud – både menneskeligt og økonomisk – end folk har, hvis de skal gøres beboelige igen.
Andre huse skete der ikke noget med under selve ka-tastrofen, men de færreste huse kan holde til at stå ubenyttet hen i fire år, især fordi der har været en udbredt rotteplage i store dele af det oprindelige Naraha.
”Vores hus blev delvist ødelagt af tsunamien, og nu ser det endnu værre ud. Der er rotter og slanger, fordi vi ikke har været der, og det hele lugter så frygteligt,” som en anden af de evakuerede, Emiko Usami, har fortalt.
Både på centralt og lokalt hold har det hele tiden været myndighedernes mål at få så mange som muligt til at flytte hjem. I lang tid har det været tilladt at opholde sig i området om dagen, og mange har gået og gjort deres huse i stand til den store hjemkomst. Det er ikke nogen hemmelighed, at der også er folk, som i lang tid har overnattet ulovligt i deres gamle huse.
Borgmester Yukiei Matsumoto og tre af hans højeste embedsmænd på rådhuset har ligefrem i over et halvt år med særlig tilladelse boet i den gamle by for at vise deres bysbørn, at det sagtens kan lade sig gøre.
Satoru Yamauchi, som i over 20 år havde drevet en soba-restaurant med boghvedenudler i Naraha, da katastrofen skete, er lige som mange andre usikker på, om han vil følge borgmesterens opfordring.
Han er 60 år, og han ”ønsker sig at få sit gamle liv tilbage”, som han siger til nyhedsbureauet AFP.
”Men jeg tror ikke, at det er muligt her,” siger han og kigger ud over restaurantens kaotiske køkken, hvor tsunamiens hærgen for fire et halvt år siden stadig er synlig.
FAKTA: Fukushima-ulykken
Den 11. marts 2011 blev det nordøstlige Japan ramt af det fjerdestørste jordskælv, der nogensinde er registreret. En enorm tsunami skyllede ind over kysterne, og tre reaktorer på atomkraftværket i Fukushima nedsmeltede.
Det ventes at tage mindst 40 år, inden de nedsmeltede reaktorer er sikret for eftertiden.
Ingeniører og teknikere kæmper en hård kamp for at kontrollere de store mængder radioaktivt vand, der bruges til at nedkøle de nedsmeltede reaktorer.
Næsten 80.000 beboere i området er stadig evakueret på grund af frygten for radioaktivitet. I dag kan godt 7401 af dem vende hjem, hvis de vil.