(Dette portræt er skrevet til og offentliggjort af Kristeligt Dagblad)
Den japanske forfatter Shusaku Endo var katolik i et ikke-katolsk land. Han udforskede i forfatterskabet de dilemmaer i sit eget liv, som det skabte. Nu gør en Hollywood-film, der bygger på hans hovedværk, ham aktuel igen.
Livet er fuldt af moralske valg – uanset hvilken kultur, vi kommer fra, og uanset hvilken religion, vi er opdraget i. Det er disse moralske valg, som skaber vores personlighed.
Det er den samlende tanke i den japanske forfatter Shusaku Endos forfatterskab. Han døde i 1996, men forfatterskabet er blevet aktuelt igen i anledning af storfilmen ”Silence”, som er lavet af den amerikanske instruktør Martin Scorsese, og som får dansk premiere 26.januar.
Shusaku Endo boede i det meste af sin barndom i det nordøstlige Kina, som dengang var besat af det kejserlige Japan. Da hans forældre blev skilt, flyttede moderen midt i 1930’erne tilbage til Japan med ham og hans bror, og de flyttede ind hos en tante i havnebyen Kobe. Tanten overtalte den dengang 11-årige Endo til at lade sig døbe i en katolsk kirke.
Dåben og den katolske tro var ligesom et tvangsægteskab – ”dette vestlige sæt tøj passer mig ikke. Mine klæder og min krop er ikke skabt til hinanden,” skrev han senere – men det kom til at definere den unge mands liv.
I en tid, hvor alle i Japan ellers af datidens militærdiktatur blev indoktrineret til et føle sig som overmennesker, der var bestemt til at skulle regere verden under kejserens ledelse, tog han – eller også gjorde hans familie for ham – den modige og vanskelige beslutning at stå helt udenfor. Han tilsluttede sig fjendens forhadte religion.
Også som ung mand kom han til at stå helt udenfor. Han studerede i tre år i Frankrig i begyndelsen af halvtredserne. Her var han omkranset af katolikker i forskellig grad, men her havde man nyligt været i krig med Japan, og den unge japaner følte sig udsat for fordomme og havde svært ved at finde fodfæste.
Da han samtidig i sit kolde studerekammer i Lyon fik en lungesygdom, der kom til at plage ham hele livet og kostede årelange sygehusophold, oplevede han en livskrise og var lige ved at beskylde troen for at have gjort ham syg.
Han vendte hjem midt i 1950’erne til et massivt gennembrud som forfatter. Hans bøger handler alle på den ene eller anden måde om mødet mellem på den ene side, hvad han opfatter som et kristent åndfuldt Vesten, og på den anden side hans eget uimodtagelige og prosaiske hjemland. Kun mellem en og to procent af japanerne er kristne. Men ikke desto mindre tog den litterære elite hans forfatterskab til sig og gav ham fine priser og æresprofessorrater.
I sine tidlige bøger tog han – godt ti år efter krigens afslutning – frygtløst fat på de moralske dilemmaer i krigstidens handlinger, som ellers konsekvent og tabubelagt havde været fortiet i samfundet omkring ham. ”Havet og giften” fra 1957 handler således om et sygehus, hvor de ansatte bliver sat til at dissekere levende krigsfanger, som bagefter bliver slået helt ihjel. Hovedpersonen ender med at nægte, men to andre personer gør det. Og de opfattes af Endo som mindst lige så interessante figurer som hovedpersonen. Hvorfor gør de det?
Men ellers kredser hans bøger mest om, hvordan det er at være katolik i et yderst ikke-katolsk land. Der er i Japan ”liden følsomhed over for noget, som er absolut, noget, som rækker ud over det menneskelige plan, mod eksistensen af noget uden for naturens rige,” skrev han.
Men han var og blev japaner på samme tid. Ligesom mange af sine landsmænd fandt han mange af de bibelske fortællinger fjerne fra sin hverdag. Han så en udfordring i at skabe historier, som bragte det store moralske dilemma, han følte, tættere på en japansk læserkreds.
Derfor handler flere af hans bøger om udefra kommende figurer, mere eller mindre åbenlyse kristus-figurer, som kommer til Japan og bliver hånet, forkastet og misforstået.
Det gælder for eksempel ikke kun de to jesuitiske præster i hovedværket ”Chinmoku” (”Tavshed”) fra 1966, der er aktuel på grund af den aktuelle Hollywood-film. Det gælder også en helt anderledes figur som ”den meget ærede tåbe” fra 1959, som i 1970’erne udkom på dansk, og som handler om en hjertensgod og enfoldig franskmand, som kommer til Japan og havner i selskab med nogle gangstere og ender med at frelse to af dem fra hinanden ved selv at drukne – eller måske er det, der sker i slutningen af bogen, en veritabel himmelfart.
Martin Scorseses film, ”Silence”, der snart får dansk premiere, handler om de ”skjulte kristne”, som gennem århundreder bevarede troen på trods af forbud og undertrykkelse i 1600- og 1700-tallets Japan, og filmen er meget trofast over for fortællingen i Endos ”Chinmoku”.
Hovedpersonen, Fader Rodrigues, ender med at fraskrive sig troen ved at træde på en ”fumie”, et udskårent billede af Kristus, som alle, der er mistænkt for at være kristne, skal træde på for at undgå at blive tortureret og henrettet.
Det er bare en ”formalitet”, får han at vide. Inden i dig selv kan du tro lige så meget, du vil. Det eneste, der betyder noget, siger det Japan, præsten møder, det er det ydre, det materielle, det naturlige, det, man kan se.
”Præsten løftede sin fod. Og han følte en sløv, tung smerte. Dette var ikke bare en formalitet. Han havde trampet på, hvad han opfattede som det bedste i sit liv, det reneste i sit liv, det, der havde fyldt hans idealer og drømme. Hvor gjorde hans fod ondt.”
Igen er Endo mere interesseret i de frafaldne og deres dilemma, end han er i selve martyrerne. Hvilket han også er blevet kritiseret i vestlige kirkelige kredse for.
Shusaku Endo fik aldrig Nobel-prisen, selv om nogle af hans vestlige forlæggere havde lobbyet kraftigt for ham. Ifølge rygter var han kraftigt inde i billedet i 1994, hvor prisen gik til hans landsmand Kenzaburo Oe. Endo døde to år senere af komplikationer ved en lungebetændelse, 73 år gammel.