september 12

En uhåndgribelig kulturarv: Keramik som for 300 år siden

0  comments

Asger Røjle Christensen

(Denne artikel er skrevet til og offentliggjort af Kristeligt Dagblad)

Ingen elektricitet, ingen gas, kun hånd- og foddrevent værktøj. Der er meget strenge traditioner for, hvordan familierne i landsbyen Onta i det sydlige Japan skaber krukker og potter

Langt oppe i Oita-amtets skovklædte bjerge i det sydlige Japan, efter det ene hasarderede hårnålesving på vejen efter det andet, dukker den lille by Onta op.

Spredt hen langs bjergsiden bor 14 familier i traditionelle huse af træ og papir. Ind imellem deres hjem ligger en række værksteder og ovne, for det er gammel tradition, at familierne i Onta ernærer sig ved keramik.

Teknikken bag keramik fra Onta, ”ontayaki”, er ligefrem gjort til en ”uhåndgribelig kulturarv” af kulturministeriet.

Det ganske særlige ved ”ontayaki” er hverken krukkernes og potternes design eller deres benyttelse, selvom dets design altid er karakteriseret ved at være enkelt og uden store tegninger.

Det særlige er, at landsbyens familiers mandlige medlemmer gennem generationer har produceret keramik, præcis som deres forfædre gjorde det for 300 år siden. Uden maskiner, uden så meget som brug af gas og elektricitet.

Uanset hvor heftig rapmusik 26-årige Sou Sakamoto med det lange hår lytter til på sin iPhone, mens han arbejder i det gamle familieværksted, så holder han lige så meget fast i de gamle traditioner, som hans far og farfar har gjort før ham.

”Så snart du indfører en maskine, ændrer du hele processen. Det kan der også komme fin keramik ud af. Nu er det bare blevet vores særpræg at gøre det på den gammeldags måde,” siger han.

Dette særpræg lokker årligt 30.000-40.000 turister op i bjergene for at se ontayaki-museet og købe keramik direkte fra keramikernes værksteder i Onta. Det holder 10 keramikere, fordelt på tre slægter, som gennem flere generationer har ernæret sig ved ontayaki, i live.

Ontayaki laves af ler, indsamlet tæt ved landsbyen. Gennem to uger knuses det af en særligt konstrueret kværn, der som en vand- mølle drives af flodens løb.

På værkstederne produceres hvert stykke keramik på arbejdspladser, hvor keramikhjulet holdes i gang ved fodkraft. Alt værktøj er af træ – og lavet af keramikerne selv.

De fælles ovne midt i byen opvarmes ved at afbrænde brænde og kviste fra de omliggende skove, og keramikken kontrolleres under brændingen kun af keramikernes trænede øjne, ikke noget termometer. Og der arbejdes som i gamle dage udelukkende ved dagens lys.

Næste generation er parat. Det er altid en søn, der overtager den gamle mesters værksted. Ingen lærlinge tages ind.

47-årige Koji Sakamoto deler værksted med sin 21-årige søn, Takuma, der allerede har vundet flere priser for sin keramik.

”Jeg er den ældste søn,” fortæller Takuma. ”Jeg har aldrig forestillet mig andet. Det er stemmer udefra, som har fortalt mig, at jeg skal være keramiker. Men det er okay. Jeg er hjernevasket, men ikke på nogen negativ måde,” siger han med et smil.

Selv om traditionen foreskriver en vis enkelthed som fællespræg, så er der stor forskel på faderens og sønnens krukker. Takumas værker er langt mere farverige end hans fars.

”Det afspejler hans personlighed,” siger faderen med et smil. Men når kunden ser krukken i de små butikker i landsbyen, fremgår det ikke af selve krukken, hvilken enkeltperson der har lavet den.

Ontayaki er nemlig et kollektivt produkt for alle i byen, sådan som det altid har været. Med såkaldt ”genoplivningsstøtte” fra såvel nationale som lokale myndigheder kan det løbe rundt og skabe tro på, at også næste generation igen vil kunne leve af ontayaki. Men rige bliver de næppe i den lille landsby.

”Jeg tjener mindre end mine jævnaldrende nede i byen,” fortæller Sou Sakamoto.

”Men jeg er okay. Jeg har ikke råd til at købe øl, men jeg kan købe happoshu” (en øl-lignende drik uden malt, som er billigere end rigtig øl, red.).

De værste trussel mod hverdagens rutiner kommer fra den vanddrevne kværn ved vandløbet midt i byen, som alle er fælles om. Det er en gammel kinesisk teknik, og det er den eneste kværn af den type i hele det sydlige Japan.

”Den lokale tømrer, der ved, hvordan man bygger sådan en, er 76 år, og han har ikke fundet nogen arvtager,” fortæller Koji Sakamoto med bekymring i stemmen.


Tags

keramik, landdistrikter, ontayaki, traditioner, turisme


Dette kunne måske også interessere dig?

Nyt foredrag: Hokkaido

Nyt foredrag: Hokkaido
Kommentarer er meget velkomne

Your email address will not be published. Required fields are marked

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}