(Denne artikel er skrevet til og offentliggjort af Kristeligt Dagblad)
Hun står på et gadehjørne og krammer sin bamse. Måske er hun lidt ældre, men hun ligner en lillepige på otte-ni år. Hun gemmer ansigtet bag bamsen, men titter ud på de forbipasserende med et betuttet og forskræmt udtryk – indtil hun kommer i tanke om, at hendes opgave jo er at lokke kunder i butikken, og ansigtet lyser op i et anstrengt smil.
De andre piger ned langs smøgen i Tokyos kulørte Akihabara-bydel er ikke meget ældre. De står tavse i deres skoleuniformer, eller de pludrer med hinanden i cosplay-outfits med strutskørt og farvet hår.
Japan er i en amerikansk regeringsrapport kaldt ”et internationalt knudepunkt for produktion og handel med børnepornografi”. 80 procent af den børneporno, der handles på internettet, handles på japanske websider, og forrige år efterforskede det japanske politi 264 misbrugte børn, hvoraf kun halvdelen blev identificeret.
Produktion og distribution af børneporno er ulovligt i Japan, men har kun været det siden 1999. Siden sidste år er det også ulovligt at besidde pornografisk materiale, hvor optrædende børn er yngre end 13 år. Den nye lov blev til efter internationalt pres og store principdebatter i Japan.
Det er en kæmpe forskel i forhold til bestemmelser i flere vestlige landes lovgivning, at tegneserier, tegnefilm og computergrafik med vilje er undtaget. Det ville ramme den kunstneriske frihed, hævder ikke alene producenterne, men også Japans advokatsammenslutning.
Mange af de film, hæfter og computerspil, som pigerne i Akihabaras smøger skal lokke forbipasserende mænd til at se eller købe, viser lige netop tegnede eller elektronisk skabte figurer – ikke rigtige levende børn.
”Så længe det ikke er videnskabeligt bevist, at det direkte gør vold på drenge eller piger, vil det være at gå alt for langt at straffe folk for at se det”, udtalte Mineyuki Fukuda, et parlamentsmedlem fra det konservative regeringsparti, ved den seneste lovændring.
”Alt for længe er vores børn vokset op i et samfund, der ikke bekymrer sig om, at de placeres i udfordrende stillinger. Det må stoppes”, skrev lektor Sawa Omori fra ICU, International Christian University, i Tokyo i samme anledning på AlJazeeras website. Efter hendes opfattelse burde børneporno i tegneserieform også være gjort ulovligt.
Det er i megen japansk porno et tydeligt element af underkastelse, som er mere dominerende og synligt end i vesten. I voksen-porno skal den kvindelige part ikke sjældent ned i støvet, hun skal klynke og jamre sig og se ud, som om hun har det forfærdeligt. Det forklarer sexologer med, at japanske firmamænd i strenge hierarkier har behov for at drømme sig ind i en magtfuld position over for deres kvinder.
I den japanske underholdningsverden – også den pænere del af den – er der en åbenlys fascination med ”junior-idoler”. Meget unge piger helt ned i 13-års-alderen, som klædes ud i frækt undertøj og synger frække sange, men samtidig skal forestille at være totalt ærbare og uopnåelige. Den populære sanggruppe AKB48, som har til huse i sit eget teater lige netop ved Akihabara Station, er et eksempel på dette fænomen.
Det japanske marked for den slags produkter er kæmpestort, det skaber mulighed for, at sære behov kan tilfredsstilles, og at sære tilbud bliver synlige. Når ti procent af alle japanske mænd i meningsmålinger erkender, at de har set børneporno, skyldes det næppe, at de er anderledes skruet sammen i hovedet og har et større behov for den slags end mænd i andre lande. Men det er til rådighed, det er synligt og opfattes som relativt mindre skamfuldt end hos os.
En væsentlig forklaring på, at lovgivningen i årevis har været så lempelig, og at markedet for børneporno – ikke mindst for tegneserie-børneporno – har været så stort, er, at industrien, der producerer disse varer, har været så stor og indflydelsesrig, som den er. Der er erhvervsinteresser og job på spil.
Derfor har skiftende japanske regeringer i årevis valgt at leve med omverdenens kritik og ladet produktion og besiddelse af børneporno være mindre ulovlig, end den er i andre lande.
