januar 9

De olympiske lege i Tokyo er lige om lidt

0  comments

Asger Røjle Christensen

(Foto: Det kæmpestore nye olympiske stadion, designet af Kengo Kuma og delvist bygget i træ, hæver sig over gadebilledet i det centrale Tokyo. Foto: Asger Røjle Christensen)

De olympiske sommerlege i Tokyo i 2020 kommer tættere og tættere på, og for danske nyhedsmedier er det ikke et øjeblik for tidligt at sætte gang i forberedelserne af den store begivenhed.

”Jeg er overbevist om, at vi er på rette vej til at præsentere verden for nogle succesfulde lege. Et nyt stadion er bygget færdigt, og byggeriet af de andre er godt undervejs”, siger Koji Murofushi til hjemmesiden World Olympians.

Koji Murofushi vandt guld for Japan i hammerkast ved legene i Athen i 2004, og i alt har han deltaget i de olympiske lege fire gange. Han er i dag sportsdirektør for organisationskomiteen for Tokyo-legene og fungerer som de aktive sportsfolks stemme i forberedelserne.

Den veltalende og underholdende hammerkaster, som er lidt af en gavflab og en populær figur ved studieprogrammer i tv, er blot en af de relevante personer, som vi håber på at komme til at møde på det forberedelseskursus forud for legene, som udbydes til danske journalister gennem mediekursus.dk, og som jeg er kursusleder og arrangør af.

”Efterhånden som forberedelserne skrider frem, øges offentlighedens interesse gradvist, og jeg kan nu se for mig, hvordan legene vil komme til at se ud. Det er ved at gå op for mig, at åbningsdagen er kommet meget nærmere, og det er vildt spændende”, siger Koji Murofushi.

Foto: TOKYO 2020 – Shugo Takemi

“Alle ingredienserne til en succes er til stede”, udtaler John Coates, formanden for Den Internationale Olympiske Komite IOC’s koordinationsudvalg. ”Anlæggene er færdige til tiden, alle involverede parter gør en indsats, og man kan overalt mærke tilstedeværelsen af sportens magt over sjælene”.

Optimismen har ikke været lige stor gennem alle de seks år, der er gået, siden Tokyo i 2013 blev valgt som værtsby for legene i 2020. Opturene og nedturene undervejs i processen vil naturligvis blive dækket ved efteruddannelseskurset.

Først var byen og dens repræsentanter ikke til at skyde igennem af stolthed. Man så for sig et nyt comeback for Japan i verden efter naturkatastrofer og økonomisk kriser i stil med det comeback, som Tokyo-legene i 1964 i sin tid var for landet, kun 19 år efter dets ydmygende og ødelæggende nederlag i Anden Verdenskrig.

Men den første fase af forberedelser efter 2013 var i avisernes overskrifter domineret af den ene skandale og fiasko efter den anden – hvilket ikke kunne undgå at dæmpe begejstringen i befolkningen.

Det oprindelige, futuristiske design af et nyt olympisk stadion overskred alle budgetter og blev efter indgriben fra regeringen droppet og erstattet med et andet, som i sandhed også er mere japansk og passer bedre ind i bybilledet.

Det oprindeligt valgte logo blev kritiseret for at være et plagiat og måtte trækkes tilbage.

Frem for alt viste budgetterne sig generelt at have været urealistiske, og man har måttet skære dybt i planlagte projekter for at få udgifterne ned.

”Der var et tidspunkt, hvor Tokyos budget steg til himmels som en ballon. Så vi måtte se på det atter engang – og atter engang. I dag er det drastisk beskåret i forhold til det oprindelige budget”, som Tokyos borgmester, Yuriko Koike, fortæller. Hun insisterede efter sit valg i 2016 på besparelserne. Men nedskæringerne var lige så vigtige for IOC, som gerne vil vise verden, at det kan lade sig gøre at arrangere olympiske lege uden at ruinere værtsbyerne.

Meningen var, at de olympiske lege atter skulle være kompakte, dvs. at de skulle være en hyggelig affære, hvor sportsfolkene boede tæt sammen i en koncentreret olympisk landsby midt i storbyen, og hvor konkurrencerne alle sammen foregik lige i nærheden. Besparelserne har betydet, at legene nu bliver knap så kompakte, som de var beskrevet i det oprindelige oplæg, men immervæk langt mere kompakte end ved de seneste olympiske lege.

Hele denne forhistorie bliver en del af programmet for vores efteruddannelseskursus, men først og fremmest vil vi koncentrere os om at få indblik i de konkrete forberedelser, hvor man nu har indhentet det forsømte, og hvor det ene nye anlæg efter det andet snart står færdigt.

Vi skal høre om, hvilke tanker arrangørerne på Tokyos rådhus og Japans Sportsråd gør sig med hensyn til mediefaciliteter, mediecenter og generel medielogistik.

Vi skal møde japanske kolleger og høre, hvordan de forbereder sig, og vi skal med egne øjne se nogle af de anlæg, som hele verdens tv-kameraer vil rette sig imod om relativt få måneder.

Og vi skal naturligvis også høre om det officielle Danmarks og danske idrætsorganisationers forberedelser. De har været i fuld gang i årevis.

I dag kan man ikke gå rundt om mange gadehjørner i Tokyo uden at blive mindet om, at legene er tæt på – og det handler ikke om sport det hele.

Kulturelle og arkitektoniske seværdigheder bliver omhyggeligt renoveret i forventning om et stort indryk af turister fra hele verden. Et indryk, som også har sat gang i en offensiv for at undervise kommunalarbejdere og frivillige i engelsk, så de bedre kan vise de mange tilrejsende – herunder journalister på arbejde – rundt i byen og hjælpe dem til rette.

Reglerne for rygeforbud bliver skærpet overalt i byen i folkesundhedens navn (selv om man ikke kunne komme igennem med et totalt rygeforbud på offentlige steder. Vi får på kurset en forklaring på, hvordan det kan være – og dermed et indblik i japansk politik).

Tokyo tager allerede synlige tilløb til at vise alle sine gæster, hvilket avanceret niveau dele af den japanske industri er kommet til inden for kunstig intelligens og robotteknologi.

Og almindelige japanere får lavet deres kalender for ferieåret 2020 om, så de får en længere sommerferie. En masse feriedage flyttes fra andre tider på året, således at den centrale by ikke bliver så proppet med lokale i OL-perioden i juli og august, som den ellers normalt er.

Endelig bliver der naturligvis også på studieturen fokus på de sportslige forberedelser. Purunge japanske atleter dukker op på stjernehimlen inden for bordtennis, badminton, gymnastik, judo og andre sportsgrene og giver håb om et flot OL for værtslandet. Vi skal høre om idrættens rolle i efterkrigstidens japanske samfund, og hvordan japanerne – unge og gamle – dyrker sport.

Senest har der været et dramatisk – og uhyre relevant – fokus i medierne på, hvordan arrangørerne vil tackle den fugtige varme i Tokyo, som sidste sommer gav anledning til en alvorlig hedebølge i lige præcis de uger, hvor legene skal foregå.

Flere konkurrencer er i det planlagte program blevet flyttet til tidligere om morgenen. Men problemet handler jo ikke kun om de aktive (som ved, hvordan man forbereder sig), men også om tilskuere, og der er velbegrundet frygt for, at folk får hedeslag på byens fortove under marathon-løbet og andre af de udendørs konkurrencer. Vi forsøger på efteruddannelseskurset at få et indblik i, hvorvidt byen på dette felt synes at være lige så godt forberedt, som den er på andre felter.

Foto: Flemming Leth Larsen

 

LINK: Her er opslaget om selve kurset fra mediekursus.dk


Tags

efteruddannelse, mediekursus.dk, OL2020, olympisk, studietur, tokyo


Dette kunne måske også interessere dig?

Nyt foredrag: Hokkaido

Nyt foredrag: Hokkaido
Kommentarer er meget velkomne

Your email address will not be published. Required fields are marked

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}