Honjitsu

Atomvåben: Censur om Hiroshima og Nagasaki lever videre

HONJITSU – Nyt fra Japan: I år er det 75 år siden, at verdens to første atombomber i krigstid blev udløst over Hiroshima og Nagasaki, og der har i de seneste uger i forbindelse med årsdagene været mange artikler i dansk og international presse om de to atombomber.

Man bliver selvfølgelig altid ked af det, når man hører om de smertefulde lidelser, som hundredtusinder uskyldige civile blev udsat for. Sådan må det være. Men denne gang er jeg blevet ganske særligt ked af det ved at opdage, hvor indgroet den censurerede fortælling, som blev udbredt i den umiddelbare efterkrigstid, stadig er.

Man hører den fra historikere, lederskribenter og kommentatorer i anerkendte aviser. Man hører den også overalt i gode folks kommentarer på de sociale medier. Fortællingen om, at man både kan sige noget for og imod atomvåben. Det var godt nok skrækkeligt, hvad der skete i Hiroshima og Nagasaki, men det kom også noget godt ud af det, hedder det. Det er stadig i stor udstrækning en del af børnelærdommen, at det var atombomberne, der ”afsluttede krigen”, og at de ”reddede liv”, fordi man undgik en blodig invasion af de japanske hovedøer.

Dette er ikke alene tvivlsomt – det er forkert. Det ved vi i dag. Jeg har i mange år beskæftiget mig med Japans bearbejdning af sin krigshistorie, og det er der i to omgange i 2008 og 2017 kommet forskellige versioner af bogen ”Undskyld på japansk” ud af. Jeg har også oversat den amerikanske forfatter Susan Southards fine og vel-researchede bog om ”Nagasaki”. I forbindelse med sidstnævnte projekt skrev jeg en artikel til mit fagblad Journalisten om, hvor meget efterkrigscensuren stadig definerer såvel vores nyhedsdækning som vores historiebøger den dag i dag. Ikke kun i USA og Japan, men også i Danmark.

Der er to ting i debatten, som klart bør adskilles, og som sjældent bliver det. Det ene er den egentlige årsag i samtiden til, at atombomberne blev kastet. Det andet er den censurerede fortælling i den umiddelbare efterkrigssituation, hvor Japan i de første syv år efter krigen var besat af USA.

Vedrørende den egentlige årsag i samtiden, så ved vi i dag, at Japan i månederne inden Yalta-konferencen i februar 1945 kontaktet Sovjetunionen ad diplomatiske kanaler for at få Stalin til at påtage sig en rolle som mægler i forbindelse med en japansk overgivelse. Vi ved også, at amerikanerne havde klare efterretninger om, at sådan forholdt det sig.

Vi ved med andre ord, at det var Sovjetunionens indtræden i krigen, først ved de løfter om indgriben, som Josef Stalin gav præsident Roosevelt ved Yalta-konferencen, og dernæst ved faktisk at leve op til disse løfter og rykke ind i Manchuriet den 8. august, dagen før Nagasaki-bomben, som fik den japanske kejser og et flertal af hans ministre til at erkende, at en overgivelse var uundgåelig. Fra det øjeblik længe før begge atombomber, hvor man vidste, at Sovjetunionen var på vej til at træde ind i krigen, kunne selv de mest stålsatte kejserlige ministre omsider se, at krigen var tabt, og at der ikke var andet at gøre end at acceptere de allieredes Postdam-ultimatum til Japan fra 26. juli.

Det forhindrede ikke, at der i de afgørende dage i august var ophidsede og desperate diskussioner i et beskyttelsesrum under kejserpaladset i Tokyo. Men man diskuterede ikke, om man skulle overgive sig, men hvordan man skulle overgive sig, og især om hvordan man sikrede kejserens overlevelse og position. Den uenighed fik det til at trække ud nat efter nat, før den endelige overgivelse kom med kejserens officielle radiotale den 15. august for 75 år siden.

To gange undervejs i disse krisemøder kom der rapporter om, at der var kastet ”bomber af ny type”, først i Hiroshima, dernæst i Nagasaki. Men det påvirkede kun kortvarigt dagsordenen for møderne. Nyheder om, hvor forfærdelige konsekvenserne var for de to byer, tog flere dage om at komme fra det vestlige Japan til Tokyo.

Først hvis vi ser på den censurerede fortælling i efterkrigstiden, dukker den forklaring op, at det var bomberne, der standsede krigen, og at man derved ville kunne redde så og så mange amerikanske marinesoldaters liv, fordi man ville kunne undgå en landkrig. Det blev hovedindholdet i den version, som den amerikanske censur definerede for USA’s presse, for Japans presse og dermed for hele verdens presse i de umiddelbare efterkrigsår.

I dag er vi som nævnt meget klogere. Vi ved, at USA’s ledere på tidspunktet for beslutningen om at kaste de to atombomber godt vidste, at Japan jævnfør kejserens beslutning var i gang med at overgive sig, at krigen ville slutte i løbet af få dage eller uger under alle omstændigheder, og at det derfor ikke handlede om at ”redde liv”. Man behøvede ikke frygte, at japanerne ville ”kæmpe til sidste mand” mere, end de allerede havde gjort.

Alligevel er det den dag i dag den censurerede historie, ikke den egentlige historie, som er hovedindholdet i den fortælling om atombomberne over Hiroshima og Nagasaki, som vi vokser op med i øst og vest, og som også går igen i danske skolebøger.

Det blev jeg mindet om af hele debatten i de forløbne uger, og det gør mig sandt at sige ked af det. Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke som journalist har noget ønske om at fordømme nogen eller hvidvaske nogen andre. Jo, atombomberne var efter vor tids definitioner ufattelige krigsforbrydelser. Det er dybt deprimerende, at beretninger om, hvor forfærdelige konsekvenserne var for ofrene, også på lang sigt, stadig har så svært ved at trænge igennem i debatten i især USA. Men man skal se på den slags beslutninger i deres samtid. Og i løbet af den krig havde alle parter begået desperate og umenneskelige handlinger.

Når USA's netop tiltrådte præsent Truman ikke desto mindre flere uger før Potsdam-kravene og rapporterne om en kommende japansk overgivelse fulgte sine rådgivere og gav accept af de to atombomber, er vi nødt til at se på, hvad der kom bagefter. Vi snakker i dag om den kolde krig, men på dette tidspunkt vidste man jo ikke, at den kolde krig ville forblive kold, i hvert fald i vores del af verden. Man vidste vel heller ikke helt, hvad man havde mellem hænderne. Det hele var et stort kynisk eksperiment, et første skridt til etablering af det, man i de følgende årtier kom til at kende under betegnelsen terrorbalancen. Det nytter ikke noget i dag at fordømme, hvad der skete dengang. Det havde sine årsager, selv om det ikke er de årsager, vi oftest hører.

I vores samtid er det imidlertid overmåde relevant at kritisere, at en 75 år gammel censureret forklaring, som dengang var den politisk mest bekvemme at give den vestlige offentlighed, stadig er den dominerende opfattelse, som folk vokser op med i øst og vest.

Når der i den virkelige historie rent faktisk er kastet to atombomber, og når atomvåben stadig er et afgørende led i denne verdens sikkerhedspolitiske balancer, så bør vi bruge det materiale, der er til vores rådighed, så vi kommer til at kende de menneskelige konsekvenserne af den slags våben. Vi må uden at pakke det ind kunne åbne vores øjne for Hiroshimas og Nagasakis vidnesbyrd om, hvor uhørt forfærdelige konsekvenserne på civile ofre af den slags krigsførelse er.

(Foto er taget fra Enola Gay, bombeflyet, der netop havde kastet atombomben over Hiroshima)

Related Posts

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *