(NYUUSU – news): Jeg har valgt at markere 15-års-dagen for den tredobbelte katastrofe langs Japans nordøstlige kyst 11. marts 2011 (jordskælv, tsunami og atomulykke) ved at genbruge min dr.dk-reportage fra et af de værst ramte områder godt en måned senere:
Stemningen på rådhuset i Higashi-Matsushima på Japans østkyst er hektisk.
Soldater fra selvforsvarsstyrkerne med hjelm, kommunalarbejdere i arbejdstøj, frivillige i snavsede orange veste – alle sammen løber de rundt mellem hinanden og borgmesterens stab.
Med mellemrum mødes de til en effektiv rådslagning ved bordet i midten af lokalet. Lynhurtigt bliver de enige om, hvad der skal ske.
Rådhuset i Higashi-Matsushima er hovedkvarteret for den lokale indsats mod ødelæggelserne efter sidste måneds jordskælv og tsunami. Hele tiden kimer telefonerne, og de ansatte på rådhuset svarer på spørgsmål fra borgere, som på den ene eller anden måde er ramt af katastroferne.
En gang på 1000 år
”Sådan en katastrofe sker kun én gang på 1000 år. Vi bør bygge en helt ny by, som kan blive en model for hele Japan. Vi byder ideer fra udlandet velkommen”, siger byens borgmester, Hideo Abe.
”Men det kræver, at loven laves om”, tilføjer han.
Som det er nu, giver regeringen kun genopbygningsstøtte, hvis den samme familie bygger et nyt hus til erstatning for det gamle på samme sted, hvor det gamle hus lå. Den genopbyggede by bliver på den måde en kopi af den gamle by, og det vil efter borgmesterens mening være en forspildt mulighed.
”Vi har anmodet regeringen om at ændre loven”, siger Hideo Abe. Og det er han ikke den eneste borgmester i det berørte områder, som har foreslået.
Skillelinje gennem byen
Ikke langt fra det travle rådhus ligger skillelinjen mellem, hvor tsunamien ramte, og hvor den ikke ramte. En klar skillelinje gennem byen.
Hvor tsunamien ramte, er der huse, der er skyllet væk eller væltet omkuld, og hvor kun fundamentet er tilbage. Der er biler, der er hvirvlet rundt, og en ødelagt skole står som en tom og skrøbelig skal.
I den næste gade er der måske lidt mudret og snavset, og allerede rundt om det næste gadehjørne er der gang i butikshandelen og tilsyneladende slet ingen skader sket. Selv de ældste og mest vakkelvorne huse er bevaret.
Skillelinjen mellem dem, der har mistet alt, og dem, der har fået en kæmpe opgave med at hjælpe deres medborgere, er uhyggeligt tydelig i bybilledet.
Værdifulde minder
Der er for længst banet vej gennem ruinerne, så de gamle veje er farbare igen, og imponerende mange af de smadrede biler er blevet kørt ud på enorme bilkirkegårde uden for byen.
Men oprydningsarbejdet i affaldet på selve folks ejendomme går meget langsommere. Det er en meget følsom affære.
Når en kommunalarbejder eller en frivillig står med nogle af de tidligere beboeres ting, er det meget svært at afgøre, hvad der er værd at bevare. Hvis beboeren lever, hvad vil vedkommende så gerne beholde som minde? Hvis beboeren er død, hvad vil have værdi for de efterladte? Ofte ved oprydningsmandskabet ikke med sikkerhed, om beboeren er i live eller ej.
I princippet må men ikke rydde en ejendom uden ejerens samtykke, men regeringen har bestemt, at lokale regeringer godt må afgøre, hvornår det er rimeligt at sende bulldozerne ind og rydde et område, som er finkæmmet for familiealbum og familiealtre. Men det er noget, som man er forståeligt tilbageholdende med at gøre.
Skoleåret begynder
Derfor har man prioriteret kræfterne på andre ting.
”Det vigtigste for os har været at få skolerne i gang igen”, siger borgmesteren.
I morgen torsdag begynder skoleåret, der skulle være begyndt 1. april, for alle områdets børn. Man samler børnene på de skoler, der ligger på den rigtige side af skillelinjen.
Mange af de borgere, som har mistet deres hjem, er flyttet til slægtninge og venner. Men der er også mange, der på sjette uge bor i trøstesløse evakuerings-centre i skolernes gymnastiksale.
Hver familie har sin lille afgrænsede firkant i evakuerings-centrene. Nogle har totalt resigneret og har deres få ejendele liggende i en kaotisk stabel, så firkanten ligner en hule. Andre familier formår at holde pinlig orden på deres firkant.
Mangel på plads
Overalt i det nordøstlige Japan bygges der i et hektisk tempo mere eller mindre midlertidige barakbyer, hvor familierne kan bo i små lejligheder, indtil man finder en mere varig løsning.
Men problemet er at finde plads til disse barakbyer i sikkerhed for nye tsunamier. Digerne er jo slet ikke genopbygget endnu.
Ligesom det er svært at finde plads til de enorme lossepladser, der er nødvendige for, at man kan komme af med de mange ton affald, som hver eneste lille kystby rummer. Mange af områdets forbrændingsanlæg er ødelagt af tsunamien og skal først repareres.
Opgaven for borgmester Hideo Abe og hans flittige stab af ansatte og frivillige hjælpere på rådhuset i Higashi-Matsushima er enorm, og den bliver ikke meget mindre i de næste mange uger og måneder.
(først publiceret den 20. april 2011 på dr.dk)
Mine NYUUSU-klummer om Japan og Østasien udkommer på hjemmeside og facebook en eller to gange om ugen - undtagen når jeg arbejder som rejseleder i Japan. Så vil der være længere mellem dem. En eller to gange om måneden vil jeg udsende et NYUUSU-nyhedsbrev. Danske mediers professionelle dækning af den del af verden er desværre svækket i de senere år. Jeg håber, at jeg med min lange erfaring kan bidrage en smule til at udfylde dette hul.
Prisen for at modtage nyhedsbrevet er et engangsbeløb på 300 kroner. Så modtager I det i årevis, indtil jeg segner. Skriv til mig på arc@asgerrojle.com – og sæt beløbet ind på mobilePay 26360251, mærket NYUUSU og jeres email-adresse. I er velkomne til at gå højere op i pris, alt efter pengepung. Beløbet vil indgå i mit firmas regnskab, og jeg får tid og ressourcer til at holde mit lille nyhedsmedie i live. I givet fald tusind tak. Alle vil uanset betaling kunne følge med i NYUUSU-indlæggene og deltage aktivt med råd, ideer og kritik ved at melde sig ind i facebook-gruppen af samme navn.