(NYUUSU – news): Der bliver færre og færre gangstere i Japan. De såkaldte yakuza-grupper har færre og færre medlemmer, og gennemsnitsalderen stiger og stiger. En dramatisk tendens, som har kunnet ses siden 1990’erne, og som bekræftes af de nyeste tal fra det japanske rigspoliti.
Antallet af medlemmer og kandidatmedlemmer af kendte og registrerede yakuza-grupper var på landsplan 17.600 ved udgangen af 2025, et fald på 1200 fra året før. Antallet af fuldgyldige medlemmer var 9400, det laveste antal i efterkrigstiden. For kun tyve år siden var der stadig flere end 80.000 medlemmer.
Fra og med 1990’erne lykkedes det regeringen at få gennemført lovgivning, som for alvor gjorde det strafbart for lovlige firmaer at benytte sig af yakuza-gruppers assistance til afpresning o.lign. På den måde gjorde man det nærmest umuligt for grupperne at tjene penge og dermed tillokke nye, unge medlemmer.
Yakuza-grupperne var stærke og talrige i årtierne efter verdenskrigen, hvor de organiserede den tids sorte markeder og senere mere eller mindre kontrollerede de kvarterer, hvor prostitution, gambling og narkohandel foregik. De samlede mange af den tids tabere i samfundet op og gav dem en chance for at begynde forfra i et andet Japan, der var lige så stramt og hierarkisk som samfundet udenom. De levede af kriminalitet, og de levede godt, indtil nedturen for alvor begyndte i 1990’erne.
Men det, at yakuza er hensygnende, har ikke entydigt gjort det japanske politis arbejde med at bekæmpe landets relativt lave kriminalitet meget lettere. Et nyt fænomen har set dagens lys blandt yngre kriminelle. Det kriminelle landskab har ifølge rigspolitiet set en fremgang af løst organiserede såkaldte tokuryu-grupper, skjulte og midlertidigt organiserede kriminelle grupper, fortrinsvis blandt unge mennesker.
Disse grupper opererer typisk online, via sociale medier og internettets jobsider. Her opsøger de deres ofre, og her rekrutterer de nye medlemmer på mere eller mindre fast basis. Disse grupper trækker ifølge rigspolitiet ofte på en blanding af nuværende og tidligere bandemedlemmer, tidligere motorcykelbande-medlemmer og i en vis udstrækning udenlandske statsborgere, der samarbejder om at udføre bedrageri, røveri og narkotikalovovertrædelser.
I en vis grad er der tale om, at de gamle yakuza-organisationer i ly af internettet ”outsourcer” det hårde arbejde til disse grupper. Men der er i høj grad også tale om grupper og ligefrem om enkeltpersoner, der opererer selvstændigt.
En separat optælling fra rigspolitiet, der tidligere er offentliggjort, viser, at antallet af personer, der blev anholdt i forbindelse med tokuryu-aktiviteter, i 2025 nåede op på 12.178, en stigning på 2073 i forhold til året før. Omkring 40 procent af de anholdte havde søgt ulovlige “mørke deltidsjob”, annonceret online.
LÆS: Japan Times’ artikel om rigspolitiets nye statistik
Foto ovenfor: Arnaud Vergne/Wikimedia Commons
Mine NYUUSU-klummer om Japan og Østasien udkommer på hjemmeside og facebook en eller to gange om ugen - undtagen når jeg arbejder som rejseleder i Japan. Så vil der være længere mellem dem. En eller to gange om måneden vil jeg udsende et NYUUSU-nyhedsbrev. Danske mediers professionelle dækning af den del af verden er desværre svækket i de senere år. Jeg håber, at jeg med min lange erfaring kan bidrage en smule til at udfylde dette hul.
Prisen for at modtage nyhedsbrevet er et engangsbeløb på 300 kroner. Så modtager I det i årevis, indtil jeg segner. Skriv til mig på arc@asgerrojle.com – og sæt beløbet ind på mobilePay 26360251, mærket NYUUSU og jeres email-adresse. I er velkomne til at gå højere op i pris, alt efter pengepung. Beløbet vil indgå i mit firmas regnskab, og jeg får tid og ressourcer til at holde mit lille nyhedsmedie i live. I givet fald tusind tak. Alle vil uanset betaling kunne følge med i NYUUSU-indlæggene og deltage aktivt med råd, ideer og kritik ved at melde sig ind i facebook-gruppen af samme navn.


