(NYUUSU – news): Fjorten år er der gået, siden atomulykken på Fukushima-værket fik Japan til at lukke samtlige sine atomkraftværker – og kun meget gradvist har man kunnet overvinde den stærke modstand i lokalsamfund rundt om i Japan mod deres genåbning.
Men i den forløbne uge er der sket ikke et, men to gennembrud. Først blev forberedelsesarbejdet til en genåbning af Reaktor Nr. 6 på Karima-Kashiwazaki-værket i Niigata-amtet, der før 2011 var verdens største atomkraftværk, sat i gang. Den vil efter planen være i drift inden for det nuværende finansår, der slutter 31. marts. Og dernæst skete det samme for Reaktor Nr. 3 på Tomari-værket på den nordlige ø, Hokkaido.
Især det mangeårige politiske tovtrækkeri om Karima-Kashiwazaki har været set som en afgørende styrkeprøve om atomkraftens fremtid i Japan. En styrkeprøve, som nu ser ud til at være afsluttet. Den ene amtsguvernør efter den anden er ellers blevet valgt og genvalgt i Niigata på løfter om at blokere for en genåbning. Og værkets ejer, Tokyos elektricitetsselskab, har undervejs brugt milliarder i danske kroner på at sikre de reaktorer yderligere, som er nye nok til at kunne komme i betragtning til genåbning. To af syv reaktorer er nu godkendt af myndighederne, og en af dem kommer altså i drift inden for få måneder.
Da nedsmeltningerne skete i tre reaktorer i Fukushima-værket den 11. marts 2011, havde Japan 54 reaktorer i drift, fordelt på 17 atomkraftværker. I dag er 14 reaktorer genåbnet, og yderligere fire er godkendt til genåbning, herunder de to reaktorer i Niigata. Atomkraft leverede før ulykken 30 procent af Japans elektricitet, i dag er andelen igen oppe på 10 procent, og regeringens mål er, at den skal være oppe på 20 procent inden år 2040. Da en betydelig del af de øvrige reaktorer er for gamle til at kunne godkendes til igen at komme i drift, og da næsten tyve af dem er ved at blive definitivt afviklet, vil dette mål kun kunne opnås, hvis man begynder at bygge nye anlæg – hvilket også er regeringens mål.
I den seneste energiplan har regeringen ændret de foregående års formuleringer om at ”reducere afhængigheden af atomkraft så meget som muligt” til, at man nu ”vil gøre maksimal brug af både vedvarende energi og atomkraft”.
Foreløbig er man ved at undersøge mulighederne for at projektere en ny reaktor på en grund ved det eksisterende Mihama-anlæg i Fukui-amtet, hvor en gammel reaktor er på vej gennem den langvarige og kostbare proces at blive afviklet. Men vi har endnu ikke set eksempler på, at det er lykkedes for regering og energiselskaber at overtale lokale politiske ledere i lokalområder, som hidtil ikke har haft atomkraftværker, til at tillade nybyggede anlæg hos dem.
Når det tager så lang tid at forberede en genåbning, har det ikke kun tekniske årsager. Det skyldes lige så meget mangel på mandskab. De fleste af de medarbejdere, der havde de mest ansvarsfulde poster på de hidtidige anlæg frem til 2011, er nu på pension, og mandskab fra Tepco (Karima-Kashiwazaki) og Hokkaidos elektricitetsselskab (Tomari) har i månedsvis været lånt ud til anlæg med allerede genåbnede reaktorer, så de kender procedurerne og kan være med til forsvarligt at sætte deres egne anlæg i drift inden længe.
Genåbning af Japans atomkraftværker har været en lang kamp for dem, der har kæmpet den. Til tider har det set håbløst ud. Modstanden var for stor. Men nu ser det omsider ud til at lykkes et langt stykke ad vejen. En udvikling, der bringer følelserne i kog hos en anonym ledende embedsmand i Ministeriet for Økonomi, Handel og Industri, der udtaler sig til avisen Yomiuri Shimbun.
”Japan kan umuligt opnå vækst og økonomisk sikkerhed uden atomkraft”, siger han.
Mine NYUUSU-klummer om Japan og Østasien udkommer på hjemmeside og facebook en eller to gange om ugen - undtagen når jeg arbejder som rejseleder i Japan. Så vil der være længere mellem dem. En eller to gange om måneden vil jeg udsende et NYUUSU-nyhedsbrev. Danske mediers professionelle dækning af den del af verden er desværre svækket i de senere år. Jeg håber, at jeg med min lange erfaring kan bidrage en smule til at udfylde dette hul.
Prisen for at modtage nyhedsbrevet er et engangsbeløb på 300 kroner. Så modtager I det i årevis, indtil jeg segner. Skriv til mig på arc@asgerrojle.com – og sæt beløbet ind på mobilePay 26360251, mærket NYUUSU og jeres email-adresse. I er velkomne til at gå højere op i pris, alt efter pengepung. Beløbet vil indgå i mit firmas regnskab, og jeg får tid og ressourcer til at holde mit lille nyhedsmedie i live. I givet fald tusind tak. Alle vil uanset betaling kunne følge med i NYUUSU-indlæggene og deltage aktivt med råd, ideer og kritik ved at melde sig ind i facebook-gruppen af samme navn.


