(NYUUSU – news): Sydkoreas nuværende præsident, Lee Jae-myung, er ud af en politisk tradition, hvor man søger en dialog med Nordkorea for at mindske spændingerne på den koreanske halvø, hvor vanskelig den end måtte være. Men siden Nordkorea under hans forgængere officielt opgav enhver drøm om genforening af de to Korea’er og definerede Sydkorea som et ”fjendtligtsindet land”, har han i snart et år ved magten gang på gang blot kunnet se Nordkorea ignorere sin udstrakte hånd.
Derfor gav det en vis genlyd, da den nordkoreanske leder Kim Jong-uns søster, Kim Yo-jong, tidligere på ugen citerede sin bror for, at en nylig undskyldning til Nordkorea fra Lee’s side for fire episoder, hvor sydkoreanere har fløjet droner ind over nordkoreansk territorium, var ”en klog handling” af en ”ærlig og fordomsfri mand”.
Siden har man fra nordlig side skyndt sig at understrege, at de positive ord ikke er en ouverture til en ny dialog, men skal opfattes som en advarsel mod yderligere drone-aktioner, og man har fra sydlig side understreget, at man sør’me heller ikke er i færd med at overfortolke, hvad der er sket. Nordkorea affyrede i øvrigt også lige et par missiler i havet ud for Sydkorea for at vise, hvor meget på fjendtlig fod man stadig er.
Der er ingen tvivl om, at præsident Lee ønsker en genoptagelse af dialog og vil fortsætte med at sende det signal. Hos den række af liberale og dialog-orienterede præsidenter, hvis tradition han bærer videre på, fra Kim Dae-jung til Moon Jae-in, har man i årevis troet på, at Sydkoreas befolkning lever i størst mulig sikkerhed, når der trods alt er en vis dialog og kontakt mellem syd og nord.
Men i den øjeblikkelige atmosfære har det været en vanskelig balanceakt for Lee. Han har for nylig i modsætning til Moon Jae-in for ikke så mange år siden valgt at være medforfatter til årets FN-resolution om de forfærdelige forhold for menneskerettigheder i Nordkorea, hvilket man i nord er rygende fornærmede over. Men han har altså til gengæld valgt at give Nordkorea en klar undskyldning for de omstridte drone-aktioner hen over grænsen fra sydlige aktivisters side.
“Jeg udtrykker min beklagelse over for Nordkorea for unødvendige militære spændinger, fremprovokeret af nogle få individers forhastede og uansvarlige handlinger. Handlinger, bør jeg bemærke, der strider mod vores regerings intentioner”, sagde Lee i mandags.
Tre drone-aktivister, herunder en officer i hæren og en ansat i Sydkoreas efterretningstjeneste, vil blive retsforfulgt i syd.
Nordkorea har altså i det mindste med Kim Yo-jongs udtalelse givet en slags accept af, at Lee med sin undskyldning har løbet en risiko for at skabe yderligere strid på sin side af grænsen, men Nordkorea har – understreges det – ikke dermed forladt den hårde linje over for syd, man nu har ført i flere år.
“De efterfølgende affyringer (af missiler, red.) og de seneste udtalelser understreger Nordkoreas beslutsomhed om at ignorere Sydkoreas forsøg på at forbedre de inter-koreanske bånd”, udtaler lektor Lim Eul-chul, der er ekspert i Nordkorea ved Kyungnam-Universitetet i Sydkorea, til den singaporeanske avis The Straits Times.
LÆS: Det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhaps gennemgang af droneaffæren
Foto: Republic of Korea
Mine NYUUSU-klummer om Japan og Østasien udkommer på hjemmeside og facebook en eller to gange om ugen - undtagen når jeg arbejder som rejseleder i Japan. Så vil der være længere mellem dem. En eller to gange om måneden vil jeg udsende et NYUUSU-nyhedsbrev. Danske mediers professionelle dækning af den del af verden er desværre svækket i de senere år. Jeg håber, at jeg med min lange erfaring kan bidrage en smule til at udfylde dette hul.
Prisen for at modtage nyhedsbrevet er et engangsbeløb på 300 kroner. Så modtager I det i årevis, indtil jeg segner. Skriv til mig på arc@asgerrojle.com – og sæt beløbet ind på mobilePay 26360251, mærket NYUUSU og jeres email-adresse. I er velkomne til at gå højere op i pris, alt efter pengepung. Beløbet vil indgå i mit firmas regnskab, og jeg får tid og ressourcer til at holde mit lille nyhedsmedie i live. I givet fald tusind tak. Alle vil uanset betaling kunne følge med i NYUUSU-indlæggene og deltage aktivt med råd, ideer og kritik ved at melde sig ind i facebook-gruppen af samme navn.

