(NYYUSU – news): Japanske vælgere under fyrre år stemmer sjældent ved valgene. Det kommer ikke dem ved, siger de. Men gør de det alligevel, så har det konservative japanske regeringsparti LDP (Det Liberal-Demokratiske Parti) i årevis kunnet hævde, at de stemmer konservativt, altså på LDP.
Det markante budskab ved søndagens overhusvalg, hvor LDP’s regeringskoalition mistede flertallet i overhuset, ligesom den sidste år mistede flertallet i underhuset, er, at unge vælgere nu har fundet andre partier at stemme på.
LDP er blevet et gammelmandsparti, ligesom det største oppositionsparti, Det Forfatningstro Demokratiske Parti, er et gammelmandsparti, målt på vælgertilslutning. Det samme gælder to etablerede partier i det japanske politiske billede som kommunistpartiet og det buddhistiske Komeito-parti, LDP’s regeringspartner.
De to store vindere ved valget var det konservativt lænende oppositionsparti DPP, Folkets Demokratiske Parti, og det superkonservative, såkaldt ”populistiske” nye parti Sanseito, ”Gør-det-selv-partiet”, som gik frem med henholdsvis 13 og 14 sæder i overhuset. Blandt yngre vælgere op til fyrre blev de to partier suverænt nummer et og to i afgivne stemmer.
Begge partier lægger stor vægt på at føre kampagne på internettet og har på det punkt et enormt forspring i forhold til samtlige andre partier i erfaring og gennemslagskraft. Især det Trump-inspirerede Sanseito har formået at samle en masse stemmer sammen fra yngre vælgere, som ellers aldrig har drømt om at møde op i et valglokale.
Flere af Sanseitos kandidater har i valgkampen argumenteret for, at Japan bør anskaffe sig egne atomvåben. En af disse atomvåben-venlige kandidater, den populære jazz-sangerinde og sangskriver Saya, blev en klar nummer et ved personvalget om storbyen Tokyos kredsmandater. Et andet udtryk for, at partiet entydigt appellerer til yngre vælgere. 80 år efter atombomberne over Hiroshima og Nagasaki er atomvåben stadig et absolut tabuemne blandt ældre vælgergrupper til højre og venstre.
Sanseito kalder med krigstidsretorik sine politiske modstandere for ”anti-japanske japanere”, og partilederen, Souhei Kamiya, har udtalt sig positivt om en lov fra 1920’erne, hvor den slags skulle kunne fængsles. Samtidig har Saya argumenteret for, at almindelig værnepligt genindføres. Det sidste gør partiet nu ikke noget stort nummer ud af, idet det næppe scorer mange stemmer blandt de unge. Det er et meget nyt parti, stiftet på baggrund af corona-modstand i 2020, og en gang imellem har man indtryk af, at dele af partiet har gjort noget til partiets politik, uden andre i partiet lige har været helt opmærksomme på, hvad der sker.
LDP’s partileder, premierminister Shigeru Ishiba, erklærede på valgnatten, at han trods to katastrofale valgnederlag inden for et år har til hensigt at blive på sin post og fortsætte arbejdet som en svag mindretalsregering, nu med et mindretal bag sig i begge parlamentets kamre, hvilket ikke vil gøre hans arbejde nemmere. Men ”jeg kender mit ansvar”, siger han.
Den tidligere premierminister Taro Aso, en frontfigur på LDP’s konservative og nationalistiske fløj, kom allerede på valgnatten med en garanteret for længst forberedt opfordring til den relativt liberale premierminister om at ”tage ansvar” og træde tilbage – i håb om at det vil åbne døren for et comeback for en mere gennemkonservativ premierminister i stil med Shinzo Abe, der sad på posten fra 2012 til 2020.
Aso’s og hans fællers åbenlyse problem er, at mange af den konservative fløjs fremmeste og mest kendte kandidater har lidt nederlag ved både underhus- og overhusvalg og er røget ud af parlamentet. Søndag skete det for eksempel for den omstridte kvindelige politiker Mio Sugita.
Den tidligere Abe-fløj i partiet vil derfor have svært ved at tvinge Ishiba bort ved egen kraft. Men den fik straks på valgnatten hjælp fra en anden kant, idet det største oppositionsparti, Det Forfatningstro Demokratiske Parti CDP, erklærede, at det – hvis Ishiba prøver at klynge sig til posten – vil fremsætte et forslag om et mistillidsvotum, så snart parlamentet mødes igen. Et mistillidsvotum, som meget vel vil kunne vedtages.
CDP havde imidlertid selv langt fra noget godt valg. Ganske vist erobrede partiet med andre oppositionspartiers hjælp nogle valgkredse rundt om i Japan, som ellers i mange år har været urørlige LDP-bastioner, men andre steder led dets kandidater pinlige og overrumplende nederlag, og ved det forholdstalsvalg, der ved et overhusvalg kører parallelt med kredsvalgene, fik partiet skuffende stemmetal. Så CDP endte med hverken at gå frem eller tilbage, og dets status som lige så meget et gammelmandsparti som LDP blev stadfæstet.
Også på den hensygnende venstrefløj i japansk politik har der efterhånden i mange år været et åbenlyst generationsskifte i gang. Kommunistpartiet gik ved søndagens valg fire mandater tilbage, og partiet Reiwa Shinsengumi, der er løsere organiseret og mere populistisk end det gamle kommunistparti, gik et mandat frem. Ser man på et skema over, hvilke aldersgrupper der stemte på hvilke partier, får kommunistpartiet langt de fleste af sine stemmer fra vælgere over 50 år, mens Reiwa Shinsengumi står stærkest i aldersgruppen 30-50. Ingen af dem har fat i de helt unge, men Reiwa-partiet er interessant nok også blandt de få partier, der har en betydelig aktiv tilstedeværelse online.
På det skema over forskellige aldersgruppers stemmeafgivning, som illustrerer denne klumme, har de nævnte partier følgende farver: LDP grøn, CDP mørkeblå, Komeito lys-pink, DPP gul, kommunistpartiet mørkerød, Reiwa mørk-pink, og Sanseito orange. Kilder: Exitpolls fra tv-selskaberne NNN og NHK samt avisen Yomiuri.
Mine NYUUSU-klummer om Japan og Østasien udkommer på hjemmeside og facebook en eller to gange om ugen - undtagen når jeg arbejder som rejseleder i Japan. Så vil der være længere mellem dem. En eller to gange om måneden vil jeg udsende et NYUUSU-nyhedsbrev. Danske mediers professionelle dækning af den del af verden er desværre svækket i de senere år. Jeg håber, at jeg med min lange erfaring kan bidrage en smule til at udfylde dette hul.
Prisen for at modtage nyhedsbrevet er et engangsbeløb på 300 kroner. Så modtager I det i årevis, indtil jeg segner. Skriv til mig på arc@asgerrojle.com – og sæt beløbet ind på mobilePay 26360251, mærket NYUUSU og jeres email-adresse. I er velkomne til at gå højere op i pris, alt efter pengepung. Beløbet vil indgå i mit firmas regnskab, og jeg får tid og ressourcer til at holde mit lille nyhedsmedie i live. I givet fald tusind tak. Alle vil uanset betaling kunne følge med i NYUUSU-indlæggene og deltage aktivt med råd, ideer og kritik ved at melde sig ind i facebook-gruppen af samme navn.

