februar 9, 2026

Af

(NYUUSU – news): I begyndelsen af valgkampen så det ud til, at det godt kunne live et tæt opløb. Premierminister Sanae Takaichi havde udskrevet valget med det formål at omsætte sin personlige popularitet til mandater i underhuset, men den traditionelle opposition stod mere samlet end normalt efter en sammenslutning af to af de største oppositionspartier.

Men da resultaterne indløb søndag aften japansk tid, blev det mere og mere klart, at Takaichi’s gambling i den grad var lykkedes. Ikke alene vandt hun med sit liberal-demokratiske parti, LDP, to tredjedeles flertal, som sætter hende i stand til at ændre på forfatningen og tilsidesætte overhuset (hvor hun ikke har flertal). Da de sidste mandater var fordelt, stod LDP sammen med sin koalitionspartner med tre fjerdedele af underhuset. 352 ud af 465 sæder, ikke engang under Takaichi’s forbillede, Shinzo Abes stabile regeringstid fra 2012 ti 2020 var den daværende regeringskoalition oppe på det antal.

Overraskende for alle, også Takaichi og LDP. De havde slet ikke opstillet nok kandidater ved det forholdstalsvalg, der afgør en tredjedel af mandaterne ved et underhusvalg i Japan.

Man må nok konstatere, at når oppositionen  til højre og venstre ved de seneste valg til underhus og overhus i henholdsvis 2024 og 2025 tilsammen har fået hæderlige valg, således at LDP dengang mistede sit flertal i begge kamre, har det udelukkende været fravalg af det skandaleramte LDP, der var blevet afsløret i det ene brud på reglerne for penge i politik efter det andet. Det var aldrig udtryk for nogen synderlig støtte til de etablerede oppositionspartier. Der var med andre ord for de fleste vælgere intet at begejstres over.

Det var der denne gang, og det satte det politiske jordskred i skred. Det image, som Takaichi sammen med sine valgstrateger tegnede af sig selv, primært på sociale medier, var en frisk, mangesidet personlighed med humøret og optimismen i behold, Japans første kvindelige regeringschef, en gammelkonservativ forsvarer af familieværdier, men med stor forkærlighed for heavy metal. En kvinde med sans for smarte tasker, men ikke med den aura af overklasseløg, som de allerfleste af hendes mandlige forgængere har haft. Hun knoklede sig selv og sine medarbejder fordærvet med kun tre-fire timers søvn for at udføre sit nye job. Og så havde hun mod til at tale Kina midt imod, når hun droppede talepapirerne og sagde sin mening – det var der mange, der godt kunne lide.

Ingen havde rigtigt lagt mærke til det tidligere, hvor hun mest havde et image af at være en forbenet og stædig konservativ nationalist, men pludselig fremstod en fascinerende figur på den politiske scene. Der var noget at fascineres og begejstres over. Det var vælgerne ikke vant til, og det gav mange nye stemmer til både hende selv og hendes parti, uanset at mange af de vælgere, der stemte på dem, egentlig var uenige i det ene eller andet af hendes og partiets konservative holdninger. En del kendte slet ikke disse holdninger. Det var ikke dem, der afgjorde deres stemmer.

LÆS: Valganalyse i The Japan Times

NIYUUSU NEWS

Mine NYUUSU-klummer om Japan og Østasien udkommer på hjemmeside og  facebook en eller to gange om ugen - undtagen når jeg arbejder som rejseleder i Japan. Så vil der være længere mellem dem. En eller to gange om måneden vil jeg udsende et NYUUSU-nyhedsbrev. Danske mediers professionelle dækning af den del af verden er desværre svækket i de senere år. Jeg håber, at jeg med min lange erfaring kan bidrage en smule til at udfylde dette hul.

Prisen for at modtage nyhedsbrevet er et engangsbeløb på 300 kroner. Så modtager I det i årevis, indtil jeg segner. Skriv til mig på arc@asgerrojle.com – og sæt beløbet ind på mobilePay 26360251, mærket NYUUSU og jeres email-adresse. I er velkomne til at gå højere op i pris, alt efter pengepung. Beløbet vil indgå i mit firmas regnskab, og jeg får tid og ressourcer til at holde mit lille nyhedsmedie i live. I givet fald tusind tak. Alle vil uanset betaling kunne følge med i NYUUSU-indlæggene og deltage aktivt med råd, ideer og kritik ved at melde sig ind i facebook-gruppen af samme navn.