juni 28, 2026

Af

(NYUUSU – news): I disse dage er det lige præcis 60 år siden, at The Beatles skabte store opstandelse i Tokyo ved at spille en række koncerter i Budokan-hallen midt i byen. Fem koncerter på tre dage. Begejstringen hos nogle var lige så stor som forargelsen hos andre.

Min japanske kones dengang 14-årige storesøster var fan. Billetterne blev udbudt ved et lotteri, men storesøsteren skaffede sig en billet ved at deltage i lotteriet tyve gange med tyve forskellige familiemedlemmers navne. Hendes jævnaldrende veninde kom vist også ind, erindrer min kone, som selv var for lille til den slags.

Ved koncerterne spillede først nogle populære lokale navne, og The Beatles spillede faktisk kun et hektisk sæt på en halv time. Først ved den anden af de fem koncerter fik man nogenlunde styr på teknikken.

Nedenstående er et uddrag af ”Nyboe og hans Japan”, min biografi fra 2021 om Svend Nyboe Andersen, dansk nyhedspresses første fastboende korrespondent i Tokyo i efterkrigstiden:

”Nyboe havde bestemt også et åbent øje for de barokke sammenstød mellem Japans gamle kultur og importerede kulturfænomener, som skete i netop de år.

I 1966 fortæller han i B.T. om en polemik, som gik forud for de klassiske koncerter, som The Beatles på toppen af gruppens popularitet gav i Tokyo i juni det år. De unge englændere spillede fem koncerter på tre dage, hver gang med 10.000 hysterisk begejstrede tilhørere. Ved de få optagelser fra koncerterne, der findes, kan man dårligt høre musikken for lutter pigehvin.

Det kontroversielle var imidlertid med den tids perspektiv, at koncerterne fandt sted i den flotte Budokan-hal, som var bygget to år tidligere til de olympiske lege som hjemsted for traditionel japansk kampsport. Judo-konkurrencerne ved de olympiske lege fandt sted her. Hallen er bygget i den nordligste ende af kejserpaladsets store grund midt i Tokyo, og nogle mente, at der var tale om en nærmest hellig japansk scene, som aldrig burde benyttes til den slags indført popmusik. ”Beatles Go Home”, stod der på opslåede plakater i hele byen.

”En gruppe studenter har meddelt, at Ringo, John, Paul og George skal af med parykken. Studenterne vil klippe dem”, fortalte B.T. ”Studenterne mener ikke, at de fire britiske drenge er værdige til at spille i kejserens nærhed”.

Politiet udkommanderede flere tusinde mand, og det hele forløb fredeligt. ”Der er håb om, at The Beatles vender hjem til fædrelandet med parykker og popularitet i behold”, konstaterede Nyboe skælmsk.”

LÆS: En grundig artikel om de historiske Beatles-koncerter i Budokan på websiden nippon.com

NIYUUSU NEWS

Mine NYUUSU-klummer om Japan og Østasien udkommer på hjemmeside og  facebook en eller to gange om ugen - undtagen når jeg arbejder som rejseleder i Japan. Så vil der være længere mellem dem. En eller to gange om måneden vil jeg udsende et NYUUSU-nyhedsbrev. Danske mediers professionelle dækning af den del af verden er desværre svækket i de senere år. Jeg håber, at jeg med min lange erfaring kan bidrage en smule til at udfylde dette hul.

Prisen for at modtage nyhedsbrevet er et engangsbeløb på 300 kroner. Så modtager I det i årevis, indtil jeg segner. Skriv til mig på arc@asgerrojle.com – og sæt beløbet ind på mobilePay 26360251, mærket NYUUSU og jeres email-adresse. I er velkomne til at gå højere op i pris, alt efter pengepung. Beløbet vil indgå i mit firmas regnskab, og jeg får tid og ressourcer til at holde mit lille nyhedsmedie i live. I givet fald tusind tak. Alle vil uanset betaling kunne følge med i NYUUSU-indlæggene og deltage aktivt med råd, ideer og kritik ved at melde sig ind i facebook-gruppen af samme navn.