Boguddrag: At bære maske er god opdragelse

I næste uge udkommer min bog, ”Aizu – dagligliv i Japan uden for storbyen”. Dette er et udvalgt kapitel fra bogen, tænkt som en smagsprøve. Det handler om mundbind, som stadig er en helt dagligdags ting i Japan, især når man kommer væk fra de store byer.

(AIZU – dagligliv i Japan):  Når man som dansk rejsende kommer til Aizu – eller et hvilket som helst andet sted i den japanske provins – så kan man godt føle, at corona-pandemien kommer tilbage til en.

Ved offentlige knudepunkter som for eksempel togstationen midt i Aizu-Wakamatsu By er det langt over halvdelen af trafikanterne, der bærer mundbind. Det samme syn møder en overalt i Japan, men i de store byer er der betydeligt færre.

Det er især et almindeligt syn på togstationer og andre steder, hvor mange mennesker er samlet. Det sidste sted, hvor myndighederne efter corona-pandemien stadig anbefalede japanerne at bære maske, var i proppede myldretidstog. Og det bagvedliggende budskab om, at man altid vil være mere sikker på ikke at smitte nogen, hvis man har maske på, når man kommer tæt på sine medborgere, har man ikke glemt i Aizu.

Man møder også tit halve ansigter bag en maske, når man skal ekspederes af nogen bag en skranke eller en disk. Hvis man har et job, hvor man er ansigt til ansigt med forskellige mennesker hele dagen, giver man sædvanligvis hinanden det gode råd at bære maske.

Chefen siger typisk, at det må man selv bestemme, i hvert fald på kommunale og statslige kontorer og ved kommunale og statslige skranker. Men mange steder lægges der et slags gruppepres blandt kolleger, som bevirker, at alle gør det – for en sikkerheds skyld. Især hvis nyhederne aftenen før har fortalt noget om en aktuel influenza-epidemi i ens område.

Det er almindelig god opdragelse at huske at bære maske for at undgå at smitte andre, hvis man er gået på arbejde, selv om man er lidt syg og snottet – hvilket man ofte gør i Japan. De fleste føler også, at man på den måde er lidt mere sikker på at undgå at blive smittet, hvis der er andre i toget, med eller uden maske, der hoster og nyser – selv om man også godt ved, at det er minimalt, hvor godt de virker den vej rundt.

Under alle omstændigheder sender man et positivt signal om, at man er indstillet på at vise hensyn, og sådan opfattes det også af de fleste andre. Sådan har det jo altid været ‒ også længe inden corona-årene. Man har i Japan og det meste af Østasien brugt masker i den slags situationer i mere end 100 år. Og derfor var det heller ikke under corona en så stor overvindelse at tage maske på, når regeringen krævede det, som det var for mange danskere og vesterlændinge.

Om foråret, mens der er skiftende former for pollen i luften, er der endnu flere, der bærer maske. Her er der slet ingen diskussion om, at maskerne virker fantastisk til at holde nogle – ikke alle – af de mange pollen ude og derved mindske symptomerne.

Og ved alle former for job bag en skranke, eller hvor man skal betjene folk, ser man det ofte – også selv om der ingen syge er i nærheden. Masken giver mulighed for at være anonym, og det kan man godt lide i den slags jobfunktioner.

Da jeg for ti år siden skrev min bog Seikatsu om den japanske hverdag, gav jeg i kapitlet om masker udtryk for respekt for den ansvarlige holdning, mange japanere udviser, når de bruger maske.

Men samtidig kan jeg i dag se, at jeg i al min underfundighed havnede i en unødvendigt hånlig tone, som jeg fortryder i dag. Belært af danske læger og sygeplejersker i mine rejsegrupper kom jeg til at beskrive troen på, at masker også kunne sikre en selv en lille smule mod at blive smittet, som ren overtro. Det var skrevet inden corona, og i dag ville jeg skrive det anderledes.

Forløbet omkring corona-smitten viste både japanere og os andre, at maskerne faktisk virker – i samspil med andre gode vaner som ikke at kysse og give kram offentligt og holde lidt fysisk afstand i hverdagen, når det er muligt.

I Aizu bukker man for hinanden, når man mødes. Der går aldrig skår af en ved at give et ekstra høfligt buk. Men man giver sjældent hånd, hvis det ikke er en vesterlænding, der kommer på besøg, og det vil være utroligt akavet, hvis man begyndte at give hinanden knus. Jeg har det personligt fint sådan.

Antallet af smittetilfælde under pandemien kan umuligt sammenlignes, fordi der var så forskellig praksis fra land til land, i forhold til hvordan man testede og vaccinerede. Men Japan havde stort set de samme ”bølger” af smitte, som vi havde i Europa, og dødstal kan i større udstrækning sammenlignes. Måske er enkelte Covid 19-dødsfald en gang imellem blevet diagnosticeret som noget andet, men det forklarer ikke, at der relativt var så mange færre, der mistede livet til sygdommen i Japan sammenlignet med i Europa. Den forskel er ikke til at komme udenom.

Eksperter har mange bud på forklaringer, men de gode vaner, inklusive maskerne, bliver næsten altid nævnt først.

I dag vil regeringen gerne af med de mange masker på gade og vej. Jeg tror, de føler, at det er umoderne og ugæstfrit. Politikerne har smidt maskerne for længst. Men kejserfamilien, som sætter en ære i at være tæt på befolkningen, selv om den reelt er meget langt væk fra dem, beholdt maskerne på meget længere – et tegn på ekstra omsorg og forsigtigt hensyn.

Lærerne i skoler og børnehaver må i dag ikke kræve af eleverne, at de skal have masker på i skolen – medmindre der er en aktuel influenza-epidemi eller lignende – men forældrene må godt. Og når man ser mange børn med masker, om ikke andet hængende nede på hagen, så er det noget, deres forældre har givet dem besked på.

Der er en tydelig generationsforskel overalt, også i Aizu. Ældre japanere er mere omhyggelige med at bære maske end deres yngre landsmænd.

”Kan du ikke forstå”, spurgte en taxachauffør engang, da jeg et andet sted i Japans provins uden maske satte mig ind i en taxa efter at have sagt hej til en stor rejsegruppe med lige så maskeløse danskere, ”at vi ældre mennesker bliver utrygge, når I alle sammen kommer langvejsfra uden maske?”

LÆS Mere om bogen her.