Vore dages Kyoto er tre byer i en

(NYUUSU – news): Mange japanere i alle dele af landet er stolte af den gamle kejserby Kyoto. ”Du skal bestemt besøge Kyoto, mens du er i landet”, siger de. Kyoto har flere end 2000 templer og helligdomme, og her kan man opleve det ægte Japan. ”Kan man forestille sig et Japan uden Kyoto?”, som en god dansk ven, der har boet i mange år i Kyoto, sagde med et smil forleden dag.

Derfor er det ofte med særlige forventninger, at besøgende kommer kørende med Shinkansen og ud af togvinduet ser Toji-templets pagodelignende tårn varsle, at nu er man kommet til den romantiske gamle kejserstad med dens lave bygninger, smalle stræder, facader af træ og gammeldags vægtere, der går rundt i gaderne om natten og messer.

Og derfor er det også for mange af de besøgende lidt af en overrumplende oplevelse, at det første, man møder, er en enorm modernistisk betonbygning som Kyoto Station. Ingen bygning i byen rummer i dag det moderne Kyotos dilemma og dobbelthed tydeligere end netop den.

Kyoto overlevede de konventionelle bombardementer, der hærgede stort set alle andre japanske store og mellemstore byer i de sidste måneder af Anden Verdenskrig, fordi amerikanerne bevidst skånede byen på grund af dens historiske og kulturelle værdier. Mange kvarterer i vore dages Kyoto præsenterer sig i sandhed som et velbevaret og levende frilandsmuseum, et Kyoto, som det så ud midt i 1800-tallet. Også i mindre kendte kvarterer, hvor almindelige borgere bor, er der langt flere lave huse, bygget i træ, end det på grund af brand og jordskælvsregler har været lovligt andre steder i Japan i hele efterkrigstiden. Der gjaldt – og der gælder – særlige regler i Kyoto.

Men samtidig vil Kyoto gerne være en moderne industriby, der tiltrækker investeringer og skaber gode forretninger, især inden for dynamiske og ungdommelige sektorer som it og design. Computerspil-giganten Nintendo og elektronikkoncernen Kyocera stammer fra Kyoto og har deres hovedsæder i byen, der også rummer en underskov af værksteder for tegneseriemagere og andre former for digital og kreativ indholdsproduktion.

Endelig har Kyoto i hele den moderne periode fra Meiji-reformer for halvandet århundrede siden været en aktiv og levende universitetsby med anerkendte universiteter med mange unge mennesker og et aktivt ungdomsliv langs Kamo-flodens bredder. I Kyoto er der overalt livlige debatter og diskussionsklubber om emner som politik, religion, eksistens, globalisering og andre holdnings-spørgsmål, som ikke altid er så nemme at få øje på andre steder i Japan.

Kyoto er disse tre byer i et. Et levende frilandsmuseum, en moderne innovativ industriby og en åben, debatterende universitetsby på samme tid. Man møder alle vegne det gamle klos op ad det nye – og stationsbygningen illustrerer denne tredobbelthed.

Når man står i bunden af den enorme 70 meter høje betonkonstruktion, der udgør stationsbygningen, kigger man op på et imponerende skue af glas, stål og beton, der balancerer over hovedet på en. Man kan diskutere, om den massive bygning, der blev indviet i 1997 og ud over en jernbane- og en metrostation rummer to hoteller, et stormagasin, et teater, et museum, et stort turistkontor og et utal af restauranter og butikker, er smuk eller grim. Man kan også diskutere, om ønsket om at skabe en imponerende bygning, målt i kubikmeter en af de allerstørste i Asien, er prioriteret højere af den berømte arkitekt Hiroshi Hara end hensynet til brugervenlighed.

Men flot og imponerende er den, som man står der som et lille menneske i mylderet i bunden af dette højst nutidige monument. Kyotos stationsbygning er blevet en fabelagtig turistattraktion i sig selv.

Stationsbyggeriet var fra begyndelsen voldsomt omstridt i Kyoto, da projektet var på tegnebrættet i halvfemserne. Mange af munkene ved byens buddhistiske templer syntes ikke, at stationen og andre planlagte højhusbyggerier på det tidspunkt passede ind i det Kyoto, de kendte. Munkene gik simpelt hen i strejke og lukkede i en kort periode i 1994 det berømte guldtempel og en række andre templer for turistbesøg i protest mod planerne. Turister, der boede på det renoverede Kyoto Hotel, et andet omstridt højhusbyggeri, og andre hoteller i samme hotelkæde, blev nægtet adgang til flere af de berømte seværdigheder, som de var kommet til byen for at opleve.

”I genoplivningens eller internationaliseringens navn – eller hvad de nu kalder det – er de ved at omskabe Kyoto til noget, som ikke længere er Kyoto”, udtalte en talsmand for munkene, Kojo Nagasawa, direktør for byens buddhistiske sammenslutning, dengang. ”Vi præster er normalt fredelige mennesker. Vi læser vores sutraer og give vores prædikener. Men når der sker sådan noget som dette her, kan vi ikke være tavse”.

Andre var helt uenige med munkene, herunder et lille flertal i de folkevalgte råd i amt og by. ”Vi kan ikke klare os i fremtiden, hvis vi fortsætter med bare at være en by med geisha-piger og buddhistiske templer. Mens vi bevarer vores dyrebare image af at være en fortidig hovedstad, må vi ændre os for at leve op til tidens krav”, udtalte den daværende amtsguvernør, Teiichi Aramaki.

Protesterne i halvfemserne havde bestemt grobund i en del af befolkningen i byen. En kommunistisk kandidat, der var modstander af højhusbyggerierne, manglede kun 50.000 stemmer i at blive valgt til millionbyens borgmester. Og protesterne har haft den effekt, at ingen siden dengang har vovet at foreslå byggeri af virkeligt høje skyskraber-projekter i Kyoto.

(Ovenstående klumme er en gennemskrevet og opdateret version af en artikel, jeg skrev til Jyllands-Posten for fire år siden, hvoraf den sidste del er baseret på en nyhedshistorie i Politiken engang i 1990’erne)