Veje uden om Kyotos overturisme

(NYUUSU – news): Jeg sidder i Mister Donut med udsigt over Kyotos sært modernistiske, men flotte hovedbanegård. Om lidt tager jeg Shinkansen-lyntoget til Tokyo, og det går op for mig, at jeg i løbet af dette forår i otte omgange har tilbragt næsten en måned i Kyoto, dels med rejsegrupper, dels på egen hånd.

Kyoto er en magisk by. Gu er der alvorlige problemer med ”overturisme” nogle steder på nogle tidspunkter, som har givet byens ry som rejsemål skrammer – det skrev jeg en klumme om tidligere på foråret. Og gu er jeg generelt en stærk fortaler for, at rejsende i Japan bør sørge for ikke kun at besøge Tokyo og Kyoto, men også komme ”off the beaten track” i den ene eller anden retning. Men at besøge Kyoto er immervæk en særlig oplevelse – også når det er ottende gang på tre måneder.

Kyoto er magisk, fordi historien stadig er til stede. Ingen andre steder i Japan møder man så mange bevarede træhuse langs smalle gader – og et par populære bydele er dygtigt bevarede som deciderede levende frilandsmuseer. Og Kyoto er samtidig magisk, fordi byen har så megen nutid. Det sætter sit præg på atmosfæren – og det er noget, turister godt kan lide – at det er så livlig en universitetsby med så mange unge mennesker aktive i byens liv. Gå en tur langs Kamo-floden en eftermiddag med godt vejr – så ved I, hvad jeg mener. Den samme mix finder man ikke andre steder i landet.

Så jeg bliver ked af det, når jeg læser på de sociale medier, at folk ligefrem advarer andre mod overhovedet at besøge Kyoto længere. Byen er blevet helt uudholdelig af overturisme, hedder det.

Så lad mig komme med et par velmente råd om, hvordan man kan besøge Kyoto og opleve det magiske ved byen – uden at kløjs i andre turister og uden selv at bidrage unødigt til overturismen.

Overvej tidspunktet. Selvfølgelig er Filosofstien smukkest, når kirsebærblomsterne blomstrer, men lige nu i slutningen af maj er sæsonen for såvel udenlandske som indenlandske turister overstået for nogle uger siden, temperaturerne er behagelige, og her er faktisk stille og roligt.

Overvej at sende jeres tunge bagage med fragt fra hotel til hotel, ligesom de fleste japanere selv gør, når de rejser. Så undgår I at genere jeres medtrafikanter i toge og busser og bidrage til irritationen i lokalbefolkningen mod de alt for mange turister – og I slipper for en masse bøvl selv.

Og overvej, hvad I vil besøge af berømte templer, helligdomme og andre seværdigheder, mens I er i byen. Grav lidt dybere i guidebogen. Det er fuldt forståeligt, at man gerne vil se Guldtemplet, Sølvtemplet, Kiyomizu-templet, Inari-helligdommen i Fushimi, bambusstien i Arashiyama og ”geisha-kvarteret” Gion, når nu man er rejst så langt og omsider er i Kyoto. Men det foregår altså tit i sæsonen i decideret gåsegang på de steder.

Og lige under de nævnte turistmål er der et helt katalog af vidunderligt smukke steder med hver sin interessante fortælling, som også er berømte, men sjældent fuldkommen overrendte – og som måske kunne være lige så gode at besøge. Jeg tænker på steder som Toji-templet, Sanjusangendo-templet, Ryoanji-templet, Heian Jingu-helligdommen, Daitokuji-templet og Enryakuji-templet.

Og endelig er der alle de ukendte små og mellemstore helligdomme og templer, hvor der måske ligger et af dem lige rundt om hjørnet fra ens hotel. Kyoto siges at have mellem 2000 og 3000 templer og helligdomme. Langt de fleste får aldrig besøg af en eneste turist. De har derfor heller ikke de samme faciliteter og er måske heller ikke helt så velholdte – men måske kommer man derved tættere på den oplevelse af fred og harmoni, som disse steder egentlig er bygget for at formidle.

Selv havde jeg en sådan aha-oplevelse, da jeg for nogle uger siden i forbindelse med en foto-opgave til min kommende bog besøgte Joshoji-templet (se topfoto til denne klumme) i en lidt uvejsom ende af det nordlige Kyoto. Jeg var den eneste gæst den formiddag, det hele var små stille og smukt – og det var den bedste tempel-oplevelse, jeg personligt har haft i dette forår.