I næste uge udkommer min bog, ”Geisha – kunstner i kimono”. En historisk og kulturhistorisk gennemgang af et af de mest misforståede dele af den japanske kulturarv. Som en lille smagsprøve får I her de første sider af dens første kapitel.
Hvis I kunne have lyst til allerede nu at købe bogen direkte hos mig, eventuelt med signatur, så er det muligt. Den koster 200 kroner på mobilepay 26360251 (250 kroner inklusive fragt, hvis jeg skal sende den)
I 1997 udkom Memoirs of a Geisha (Mit liv som Geisha), en murstensroman af den amerikanske forfatter Arthur Golden. Otte år senere blev bogens fortælling genfortalt i en stort anlagt Hollywood-film, set af millioner af mennesker på verdensplan. En fortælling, som har præget flere generationer af ikke-japaneres billede af, hvad en geisha er og ikke er.
Blandt japanere og Japan-kendere i den øvrige verden var der mange, der hverken brød sig om bogen eller filmen. Historien havde så voldsomt et seksuelt fokus, at de ikke kunne genkende det geisha-miljø, de kendte – og så var det en særligt udsøgt fornærmelse, at alle tre kvindelige hovedroller i filmen blev spillet af kinesiske skuespillerinder.
Mere grundlæggende følte mange japanere, at der var noget fundamentalt forkert ved hele projektet. Hele meningen med det at være geisha er at være diskret. Det handler grundlæggende om en relation mellem en geisha og hendes mandlige gæster i dæmpet belysning i et tehus eller en restaurant. Det har aldrig været meningen, at hvad der foregik der, skulle ud i den store internationale offentlighed – og det er det også sjældent kommet. Geishaer er og har alle dage været diskrete og hemmelighedsfulde. Deraf omverdenens blanding af fascination og fremmedgjorthed.
Men Arthur Golden havde faktisk gjort sin research. I hvert fald giver bogen et ganske vist pladrende romantisk, men ikke helt misvisende billede af geisha-verdenen i Gion og omegn i 1920’erne og 1930’erne. Når danske turister i vore dage besøger den del af Kyoto, er det ofte dette billede fra bog eller film, læst eller set for mange år siden, som rumsterer i baghovedet, når de prøver at forstå, hvad en geisha er.
I en helt central scene i såvel bog som film falder hovedpersonen, en lille pige, på en lille bro, Tatsumi-broen, over det idylliske Shirakawa-vandløb, der løber gennem Gion med udløb i Kamo-floden. Hun er havnet i Gion, fordi hun er blevet solgt af sine fattige forældre til et geisha-hus, hvor hun siden skal vokse op til at blive en af de mest populære geishaer.
Den lille pige samles op på broen af en midaldrende forretningsmand, som hun herefter bare kalder ”chefen”. Han køber en is til hende og giver hende et tørklæde, og hun fascineres af ham og knytter sig til ham. Tørklædet bliver hendes hemmelige skat og får stor betydning i fortællingen.
Til allersidst får bogen en eventyrlig happy end, hvor den nu voksne og meget populære geisha, Sayuri, efter mange genvordigheder endelig får chefen som ”danna”, sponsor og elsker, og hun forlader geisha-verdenen og flytter til New York, hvor det skal forestille, at hun sidder og fortæller sin historie.
Den fotogene lille Tatsumi-bro findes i virkeligheden, og den pågældende scene er en af de eneste scener i Hollywood-filmen, hvor optagelserne er lavet i selve Kyoto.
Den del af handlingen husker alle, der har læst bogen eller set filmen. Når jeg sammen med mine grupper af danske turister besøger Kyotos geisha-kvarter i skumringen, er jeg begyndt at indlede besøget der – også fordi det simpelt hen er et af de smukkeste af alle smukke steder i Kyoto.
Der bliver taget en masse fotografier i halvmørket af broen, omkranset af piletræer og gamle træhuse. Alt efter årstiden er der kirsebærblomster eller skiftende efterårsfarver ned langs vandløbet i retning mod Kamo-floden. Et smukt billede, der ovenikøbet rummer en smuk fortælling, er for os alle et endnu bedre minde at have med hjem end blot et billede, der er smukt.
Store dele af Gion-kvarteret er i dag blevet kommercielt og nutidigt med souvenirs, tingeltangel, spillemaskiner, kimonoudlejninger og døgnbutikker mellem de mange klassiske butikker og træfacader. Men to steder, dels kvarteret omkring Tatsumi-broen og dels ‒ lidt senere på rundvisningen – Gions ”hovedgade”, Hanamikoji, er det faktisk lykkedes at genskabe et miljø, der fremtræder rimeligt autentisk ‒ som Gion anno 1850 – især hvis man kan abstrahere fra de mange taxaer, der hele tiden skal frem og tilbage. Selv det filterværk af elkabler, der ellers hænger over gader og stræder overalt i resten af byen, er fjernet.
”Hvad er en geisha?” spørger jeg, mens jeg på Hanamikoji gør holdt foran den diskrete facade til et af gadens stadig eksisterende tehuse. Deltagerne, nogle af dem fascinerede, andre ret fremmedgjorte i situationen, kommer med forskellige forsigtige bud – de færreste er helt skråsikre.
Sammen finder vi ud af, hvad en geisha er – i hvert fald på overfladen. Geishaer er uddannede kunstnere, der på charmerende og indsmigrende vis optræder med dans, sang, skuespil og mimik. Oprindeligt fandt deres optræden oftest sted omkring lave veldækkede borde på bløde og behagelige tatami-gulve (gulve med rismåtter) inde i tehusene. Ozashiki, et ”siddeværelse”, blev disse rum kaldt, og derfor kom en geisha-seance i et tehus til at hedde det samme: en ”ozashiki”.
Geishaer danser, synger og spiller på shamisen, et klassisk japansk strengeinstrument, men de er ikke kun kunstnere. De er frem for alt ved en sådan ozashiki-seance hyret som ”underholdningsfacilitatorer”, som en vesterlandsk ekspert i vore dage har kaldt dem.
Før og efter deres optræden sætter de sig ned mellem tehusets gæster og hælder rigeligt med sake, japansk risvin, i gæsternes bægre. De fortæller vittigheder, ofte af den grovkornede slags, og sætter gang i fjantede drikkelege, der får gæsterne til at drikke endnu mere sake. Men samtidig er de imponerende nok i stand til at konversere kompetent og fornuftigt om dagens vigtige politiske eller økonomiske nyheder, hvis det er det, gæsterne har mest behov for. Det er ofte magtfulde personer, som er under stort pres i hverdagen, der er til stede på tatami-gulvene.
Det handler alt sammen om at skabe en behagelig, afslappet atmosfære og give en god oplevelse til den mandlige kunde og hans mandlige gæster. I vore dage er nogle af de mest fascinerede geisha-tilhængere i både Japan og udlandet af hunkøn, men historisk set handler det om at give mænd nogle gode timer ‒ fri for hverdagens stress og pres.
”Er det flot, fascinerende eller bare mærkeligt?” spørger jeg rejsegruppens mandlige deltagere.
Kimonoer er klart flotte. Det synes de fleste. Men der er ingen tvivl om, at de hvide ansigter, de opsatte frisurer og den trippende gangart derudover er med til at skabe en vis fremmedgjorthed blandt danskerne. Hvad skal man mene? Det ender tit med, at det er alle tre ting: flot, fascinerende, men også mærkeligt.
Mine NYUUSU-klummer om Japan og Østasien udkommer på hjemmeside og facebook en eller to gange om ugen - undtagen når jeg arbejder som rejseleder i Japan. Så vil der være længere mellem dem. En eller to gange om måneden vil jeg udsende et NYUUSU-nyhedsbrev. Danske mediers professionelle dækning af den del af verden er desværre svækket i de senere år. Jeg håber, at jeg med min lange erfaring kan bidrage en smule til at udfylde dette hul.
Prisen for at modtage nyhedsbrevet er et engangsbeløb på 300 kroner. Så modtager I det i årevis, indtil jeg segner. Skriv til mig på arc@asgerrojle.com – og sæt beløbet ind på mobilePay 26360251, mærket NYUUSU og jeres email-adresse. I er velkomne til at gå højere op i pris, alt efter pengepung. Beløbet vil indgå i mit firmas regnskab, og jeg får tid og ressourcer til at holde mit lille nyhedsmedie i live. I givet fald tusind tak. Alle vil uanset betaling kunne følge med i NYUUSU-indlæggene og deltage aktivt med råd, ideer og kritik ved at melde sig ind i facebook-gruppen af samme navn.