(NYUUSU – news): Japan har revideret sin forsvarspolitik radikalt inden for de seneste femten år, og den afgørende faktor bag disse ændringer har været den skærpelse af landets territoriale strid med Kina, som skete i årene fra 2010 til 2012.
Det skriver den amerikanske politolog, professor Paul Midford fra Meiji Gakuin-universitetet i Japan, i en ny bog, som han i de senere uger har præsenteret ved flere foredrag i Tokyo. Jeg har venligt fået adgang til hans powerpoint-slides fra disse foredrag.
I 2010 var der en meget voldsom episode i nærheden af de omstridte japansk-kontrollerede klippeøer nord for Taiwan, som man i Japan kalder Senkaku og i Kina Diaoyu, mellem et skib fra den japanske kystvagt og et kinesisk fiskerfartøj, som måske var andet og mere end et fiskerfartøj. Det får vi aldrig at vide.
Indtil da havde der i årtier eksisteret en slags fælles forståelse mellem Kina og Japan om ikke at rode op i den gamle strid. Øernes strategiske betydning er ikke særligt stor – men nu pirrede episoden til de nationalistiske følelser på begge sider, så striden fik en stor symbolsk betydning, den hidtil ikke havde haft.
Kina begyndte at patruljere rutinemæssigt omkring øerne med fly og militære skibe, og har gjort det lige siden. Det har fået den politiske elite i Japan til at se Kina som en militær trussel, hvilket man i realiteten ikke gjorde for alvor indtil da.
I 2012 opkøbte den daværende japanske regering de sidste privatejede grunde på de ubeboede øer og ”nationaliserede” på sin vis øerne. Det skete egentlig for at lukke munden på nationalistiske røster i selve Japan og gyde olie på vandene, men det kom til at virke som en alvorlig provokation i forhold til Kina.
Begivenhederne i 2010 og 2012 ”katalyserede” ifølge Paul Midford ”en forvandling af Japans forsvarsstrategi”. De satte gang i, hvad han kalder en ”deglobalisering”, hvor Japan vendte tilbage til den kolde krigs fokus på at forsvare sine egne nationale grænser og gradvist trak sig ud af de foregående tyve års aktive bidrag til FN-fredsstyrker over hele verden. Siden 2017, hvor den sidste japanske soldat vendte hjem fra Sydsudan, har Japan ikke deltaget aktivt med soldater på landjorden i nogen FN-aktion.
Nu handlede det først og fremmest om forsvar af Japans eget territorium. Meningsmålinger har vist stigende opbakning i befolkningen til dette skifte og omvendt en vigende opbakning til efterkrigstidens isolationistiske pacifisme.
I første omgang blev daværende premierminister Shinzo Abes nye militære ”retningslinjer”, de såkaldte ”krigslove”, godt nok kun vedtaget i 2013 og udmøntet i 2014 efter stor debat og bitre moddemonstrationer. Men siden da har Japan forpligtet sig til store stigninger i forsvarsbudgettet og i samspil med USA opbygget en langt mere aktiv militær tilstedeværelse i Det Østkinesiske Hav.
I 2015 blev der åbnet en permanent japansk base på den lille ø Yonaguni tæt ved Senkaku/Diaoyu. Og i 2022 blev der vedtaget en ny fortolkning af retningslinjerne fra 2013, som gav Japan mulighed for at erhverve sig en udvidet ”counterstrike”-kapacitet over for trusler fra Kina og Nordkorea.
Ifølge Paul Midford er der imidlertid intet, der tyder på, at Japan med alle disse ændringer i hemmelighed forbereder sig på en dag at blive aktivt involveret i forsvaret af Taiwan, hvis Kina ulykkeligvis skulle finde på at angribe den omstridte ø, der ifølge kineserne er en umistelig del af Kina. Japans militær har siden 1954 været defineret som ”selvforsvarsstyrker”, og ingen af de mange kreative nyfortolkninger i mellemtiden af landets antikrigs-forfatning har for alvor rokket ved det.
”Der har siden 2021 været en åben politisk debat om vigtigheden af Taiwan for Japans sikkerhed, men der er ikke for alvor nogen debat om, hvorvidt Japan selv skal forsvare Taiwan”, som Paul Midford ifølge den amerikanske militæravis Stars&Stripes sagde i sidste uge ved et foredrag i Yokosuka vest for Tokyo.
LÆS: Referatet i Stars&Stripes om Midfords foredrag i sidste uge – med fokus på Taiwan
Foto: comseventhflt/flickr
Mine NYUUSU-klummer om Japan og Østasien udkommer på hjemmeside og facebook en eller to gange om ugen - undtagen når jeg arbejder som rejseleder i Japan. Så vil der være længere mellem dem. En eller to gange om måneden vil jeg udsende et NYUUSU-nyhedsbrev. Danske mediers professionelle dækning af den del af verden er desværre svækket i de senere år. Jeg håber, at jeg med min lange erfaring kan bidrage en smule til at udfylde dette hul.
Prisen for at modtage nyhedsbrevet er et engangsbeløb på 300 kroner. Så modtager I det i årevis, indtil jeg segner. Skriv til mig på arc@asgerrojle.com – og sæt beløbet ind på mobilePay 26360251, mærket NYUUSU og jeres email-adresse. I er velkomne til at gå højere op i pris, alt efter pengepung. Beløbet vil indgå i mit firmas regnskab, og jeg får tid og ressourcer til at holde mit lille nyhedsmedie i live. I givet fald tusind tak. Alle vil uanset betaling kunne følge med i NYUUSU-indlæggene og deltage aktivt med råd, ideer og kritik ved at melde sig ind i facebook-gruppen af samme navn.