Jeg har netop i går afsluttet fem forrygende dage med guide-opgaver her i Tokyo for en fin gruppe interesserede Japan-rejsende fra rejselskabet Parnassos, som jeg efter planen også skal arbejde sammen med næste år i september.
Parnassos er kendt for sine kulturrejser, og lægger ved sine specialrejser i Tokyo først og fremmest vægt på at give sine kunder en række kulturoplevelser med alt fra klassisk musik til smukke haver og sumobrydning. Men vi har også besøgt parlamentet, og der er i programmet en række usædvanlige madoplevelser på eksklusive restauranter, som er med til at gøre rejserne anderledes.
Jeg har i år været hyret som rejseleder på fem af rejsens dage i Tokyo, og indtil videre er det meningen at gøre det på samme måde næste år i september. Det glæder jeg mig til.
"Jeg elsker følelsen af at præsentere deltagerne for steder, som er smukke, spændende og interessante, og så give dem noget ekstra. Ekstra forståelse for kulturen, ekstra indsigt i historien, ekstra underholdende vinkler på gængse turistmål. Det er min opgave at give en forklaring på ting, der kan virke sære og anderledes, men som alle sammen har en god forklaring. Samtidig er det en tilfredsstillelse at få det praktiske ved en rejse til at virke og give mit bidrag til at at få mennesker med forskellige interesser og aldre til at have det godt og hyggeligt sammen".
Asger Røjle Christensen er journalist og forfatter og har boet og arbejdet i Japan i 13 år af sit liv. Han har været rejse- og kursusleder i Japan gennem mange år.


