Den 27. august udkommer min bog ”Geisha – kunstner i kimono”, Nedenstående er et uddrag fra bogens kapitel om de mest kendte geishaer gennem historien, publiceret i dag hos POV International.
Lille Sada blev født i Tokyo i 1871. Hun var ud af en velhavende familie, som imidlertid var kommet i økonomisk uføre og derfor følte sig nødsaget til at sælge deres smukke datter til et geisha-hus i en alder af syv år. Geisha-husets ”moder” adopterede formelt den lille pige.
Hun var lærenem og blev ”voksen” geisha allerede som 12-årig. Hun kunne spille, danse og spille shamisen, men hun var også dygtig til judo, ridning, svømning og noget så vestligt som værtshusbillard.
Ovenikøbet havde den kvikke og selvbevidste pige insisteret på at lære at læse og skrive, og en venlig shintopræst blev af hendes geisha-moder indforskrevet til at lære hende det.
Hun fik geisha-navnet Yakko, heraf Sadayakko, og var indbegrebet af den tidlige Meiji-tids moderne, men omstridte geisha-type, som praktiserede de gamle dyder, men samtidig var helt med på noderne.
Hun var en attraktiv ”vare” at sælge på mizuage*-markedet for hendes økonomisk bevidste geisha-moder, og ved den tidlige japanske industri-pioner Eiichi Shibuzawas mellemkomst blev hendes mødom solgt til ingen ringere end den daværende Meiji-premierminister Hirobumi Ito, der i de følgende år blev hendes elsker og velgører.
Det fortælles, at hun, da hun blev anholdt for at svømme i Sumida-floden i en utidig vestlig badedragt, slap fri ved at erklære: ”Jeg er Yakko, grev Itos konkubine”.
Hun levede det vilde liv i Tokyos natteliv og havde ved siden af ministeren en række fashionable elskere i kabuki- og sumo-verdenen, indtil hun i 1892 mødte artisten, komikeren og impresarioen Otojiro Kawakami, som hun giftede sig med, hvorefter hun forlod geisha-huset.
Sammen med ham tog hun i slutningen af 1890’erne sin kunst til udlandet, hvor de sammen med en trup af japanske skuespillere optrådte i både Europa og USA med et japansk show bestående af melodramatiske kabuki-scener, i høj grad tilrettet et internationalt publikum.
Sadayakko, som hun kom til at hedde på teaterplakaterne i udlandet ‒ stadig kun 27 år gammel og meget smuk ‒ tog ikke mindst europæerne med storm. Europa var midt i sin ”japonisme”-periode, hvor man især i maleri og bildende kunst så mod Japan.
Pablo Picasso så hendes danseoptræden og blev inspireret. Det samme gjorde den berømte danserinde Isadora Duncan.
En fransk journalist spurgte hende i Paris, hvad kærlighed ville sige for en japaner:
”Det er forskelligt. Åh, så forskelligt”, svarede Sadayakko. ”I dette land (Frankrig, red.) elsker mænd og kvinder hinanden frit. Sådan er skik og brug. Men japanske piger viser ikke deres kærlighed så åbent. Ofte vil de hellere dø end erkende den. Ah, min ven, for mig er kærlighed i Japan meget ædelt, sublimt og helligt”.
Efter at være holdt op med at turnere og have flyttet basen hjem til Japan omkring århundredskiftet lavede hun og Otojiro Kawakami teaterforestillinger, hvor de introducerede vestlige forfattere som Shakespeare til et japansk publikum, og de blev sammen – trods affærer – indtil hans død i 1911.
Sadayakko havde personligt åbnet Japans første teaterskole udelukkende for kvinder, og hun blev i 1920’erne et progressivt forbillede for ”moderne japanske kvinder”, der ikke ville gemmes af vejen, men insisterede på at spille en synlig rolle i samfundet.
Sadayakko blev efter tidens målestok en gammel dame. Hun levede i Tokyo til 1946 og nåede at opleve alle verdenskrigens ulykker.
- En geisha er pr. definition ikke en prostitueret. Men helt frem til 1930’erne var det en brutal tradition, at mange af de mest populære unge maikoer, geisha-lærlinge, fik privilegiet at tage deres mødom bortloddet ved en auktion blandt geisha-husets faste kunder.
Mine NYUUSU-klummer om Japan og Østasien udkommer på hjemmeside og facebook en eller to gange om ugen - undtagen når jeg arbejder som rejseleder i Japan. Så vil der være længere mellem dem. En eller to gange om måneden vil jeg udsende et NYUUSU-nyhedsbrev. Danske mediers professionelle dækning af den del af verden er desværre svækket i de senere år. Jeg håber, at jeg med min lange erfaring kan bidrage en smule til at udfylde dette hul.
Prisen for at modtage nyhedsbrevet er et engangsbeløb på 300 kroner. Så modtager I det i årevis, indtil jeg segner. Skriv til mig på arc@asgerrojle.com – og sæt beløbet ind på mobilePay 26360251, mærket NYUUSU og jeres email-adresse. I er velkomne til at gå højere op i pris, alt efter pengepung. Beløbet vil indgå i mit firmas regnskab, og jeg får tid og ressourcer til at holde mit lille nyhedsmedie i live. I givet fald tusind tak. Alle vil uanset betaling kunne følge med i NYUUSU-indlæggene og deltage aktivt med råd, ideer og kritik ved at melde sig ind i facebook-gruppen af samme navn.