(NYUUSU – news): Ris er stadig hovedingrediensen i de fleste japanske måltider. Derfor gør det ondt i husholdningernes økonomi, når prisen på ris kommer så meget ud af kontrol, at den i det seneste år reelt er fordoblet i supermarkederne. Derfor er ris i de senere uger blevet langt det vigtigste emne på premierminister Shigeru Ishibas politiske dagsorden. Juli måneds altafgørende overhusvalg nærmer sig, og meningsmålingerne ser truende ud for hans regering.

En landbrugsminister er blevet fyret. Og en ny er trådt til med et dristigt løfte om at halvere risprisen på få uger. Den nye landbrugsminister, Shinjiro Koizumi, befinder sig ligesom Ishiba på det regerende liberal-demokratiske parti LDP’s liberale fløj og vil formentlig være Ishibas foretrukne efterfølger, hvis han tvinges til at gå af. Nu har Koizumi fået chancen for at redde såvel regeringens flertal som sin egen popularitet. Men det kan også gå rent galt. Ris-prisen har vist sig vanskelig at styre.

I de senere måneder har regeringen i flere omgange taget det usædvanlige skridt at slippe ris fra sine sikkerhedslagre af ris ud på markedet i håb om, at mere ris på markedet ville få prisen til at falde. Der er sådan set ris nok, men problemet har været, at mange mellemhandlere holder ris tilbage i deres lagre for at holde prisen oppe og høste den høje pris så længe som muligt, og da regeringen har solgt risen fra lagrene ved auktion til højstbydende, som man plejer at gøre, har man nærmest bidraget til at holde prisen oppe. Japanske medier har været fulde af historier om, at en meget stor andel af den frigivne regeringsris er ophobet hos mellemhandlere og slet ikke er nået frem til supermarkederne.

Derfor har Koizumi for at vise handlekraft og med Ishibas opbakning sagt stop for auktionerne. Nu vil risen blive solgt til udvalgte distributører til en – lav – pris, som regeringen bestemmer, og den vil i en vis udstrækning blive fordelt ud på markedet ad utraditionelle kanaler. Koizumi holdt i går et møde med direktøren for nethandel-giganten Rakuten om muligheden for at få mere af risen ud til forbrugerne gennem Rakuten, uden prisen stiger alt for meget undervejs.

Det er stadig usikkert om denne gambling vil lykkes, eller om alle parter af forsigtighed vil foretrække at holde sig til de kanaler, man plejer at benytte sig af. Men ministerens løfter er ikke tvetydige. Han siger klart, at prisen for fem kilo japansk ris igen skal ned på godt 2000 yen, som den var for halvandet år siden. I øjeblikket ligger den for de fleste anerkendte rissorter på over 4000 yen.

Den afgåede landbrugsminister, Taku Eto, blev først kritiseret for en nonchalant bemærkning tidligere på ugen om, at han da ikke behøvede købe ris. Han kunne leve af de bidrag, som hans tilhængere forærede ham, sagde han. Bemærkningen afspejler, at mange handlende på rismarkedet slet ikke er spor kede af de høje priser, og den blev opfattet som følelseskold over for de problemer med budgettet, som mange almindelige familier slås med.

Siden hen viste det sig, at det slet ikke passede, hvad han havde sagt. Taku Eto fortalte selv dagen efter, at han havde fået en skideballe af sin kone, for hun købte da ofte ris ind i supermarkedet til de aktuelle høje priser. Han undskyldte, men det bidrog alt sammen til hans fyring. Den var blevet uundgåelig i det øjeblikkelige kogende politiske klima omkring ris og risdyrkning.

Topfoto: En landbrugsminister giver problemerne videre til en anden.

Bundfoto: Et kig ind i de statslige rislagre.

NIYUUSU NEWS

Mine NYUUSU-klummer om Japan og Østasien udkommer på hjemmeside og  facebook en eller to gange om ugen - undtagen når jeg arbejder som rejseleder i Japan. Så vil der være længere mellem dem. En eller to gange om måneden vil jeg udsende et NYUUSU-nyhedsbrev. Danske mediers professionelle dækning af den del af verden er desværre svækket i de senere år. Jeg håber, at jeg med min lange erfaring kan bidrage en smule til at udfylde dette hul.

Prisen for at modtage nyhedsbrevet er et engangsbeløb på 300 kroner. Så modtager I det i årevis, indtil jeg segner. Skriv til mig på arc@asgerrojle.com – og sæt beløbet ind på mobilePay 26360251, mærket NYUUSU og jeres email-adresse. I er velkomne til at gå højere op i pris, alt efter pengepung. Beløbet vil indgå i mit firmas regnskab, og jeg får tid og ressourcer til at holde mit lille nyhedsmedie i live. I givet fald tusind tak. Alle vil uanset betaling kunne følge med i NYUUSU-indlæggene og deltage aktivt med råd, ideer og kritik ved at melde sig ind i facebook-gruppen af samme navn.