(NYUUSU – news): Et af de steder i Japan, hvor der er berettiget fokus på overturisme, og hvor der åbenlyst er alt for mange turister til den eksisterende infrastruktur, er i Kyotos bybusser.
Kyoto har kun to metrolinjer, så den offentlige transport i selve byen foregår primært med bybusser. Ofte oplever byens egne borgere, især de gangbesværede eller dem med små børn i klapvogn, at der simpelt hen ikke er plads til dem i busserne for udenlandske turister med store kufferter.
Ligesom mange andre steder i Japan forsøger man i Kyoto at finde praktiske løsninger på de problemer, som det øgede antal turister skaber – således også i busserne. Der er skilte på engelsk på de fleste busser, hvor man opfordrer turisterne til at lade være med at tage deres store kufferter med i bussen. Der er indført særlige turistbusser med direkte ruter fra byens hovedbanegård til de mest populære seværdigheder (Det nederste foto forestiller en maiko, en geishalærling, i en sådan turistbus. Billedet blev rundsendt af Kyoto By, da man sidste år lancerede en sådan direkte bus til geisha-kvarteret Gion).
Spørgsmålet er, om det er nok. Måske burde man i Kyoto overveje at gøre som i Barcelona, hvor man simpelt hen har fjernet en populær busrute fra Google-maps og andre lokale rejseplan-app’er, så turisterne ikke aner, at den eksisterer, foreslår lektor Toshinori Tanaka fra Kyushu Universitet, der sidste år udgav en bog på japansk om, hvordan gør Japan til et mere bæredygtigt rejsemål.
”I Barcelona har det haft en effekt. Det er kun relativt få af Kyotos buslinjer, der for alvor er fyldt op med turister. Så hvis man gør det samme her, kan man også forvente en effekt”, vurderede Toshinori Tanaka ved en online-briefing om overturisme for udenlandske korrespondenter i Tokyo.
Sidste år rundede det samlede antal udlændinge, der rejste ind i Japan, 36,9 millioner. Langt de fleste var turister, og de formøblede under deres ophold i alt for et beløb på næsten 350 milliarder danske kroner. Næst efter bileksporten er turismen i dag Japans næststørste eksportsektor. I år bliver beløbet efter alt at dømme endnu højere. Den dag, et jordskælv eller en ny pandemi lukker grænserne for turister, vil det få alvorlige konsekvenser for Japans samfundsøkonomi.
Toshinori Tanaka peger på, at de mange udenlandske turister jo i vid udstrækning udfylder et hul, der efterlades af et faldende antal indenlandske turister. Væksten skyldes ikke kun, at flere udlændinge er opmærksomme på Japan om et attraktivt rejseland. Det skyldes samtidig, at en større del af markedsføringsindsatsen fra japansk side retter sig mod udlandet, efter indbyggere i Japan af demografiske årsager selv er begyndt at rejse mindre.
Den lave fødselsrate medfører, at færre unge rejser. Den aldrende befolkning medfører, at færre ældre er i stand til at rejse. Og i det hele taget vil der i de kommende årtier blive færre og færre japanske indbyggere i Japan, som vil kunne rejse.
Japans regering har officielt sat som mål at nå op på 60 millioner indrejsende turister allerede i år 2030. Uanset hvad man mener om dette årstal, så er det ”uundgåeligt”, at man på et tidspunkt vil nå op på 60 millioner, spår Toshinori Tanaka. Og derfor vil der blive brug for tusinder af praktiske løsninger som i Kyotos bybusser, hvis turismen skal blive ”bæredygtig”.
Toshinori Tanaka er tilhænger af at sprede turisterne og begrænse antallet på bestemte steder på bestemte tidspunkter ved for det første at indføre flere regler om, at man skal booke tid ved seværdighederne på forhånd, og for det andet at indføre flere turistskatter, som skal sætte de lokale myndigheder i stand til at etablere den tilstrækkelige infrastruktur.
Han forventer, at der bliver langt mere af den slags i de kommende år, men at stigningen i antallet af indkommende turister på den baggrund – alt andet lige – vil fortsætte med at stige.
SE: Videobriefing med Toshinori Tanaka om, hvordan man gør masseturismen i Japan mere bæredygtig.
Mine NYUUSU-klummer om Japan og Østasien udkommer på hjemmeside og facebook en eller to gange om ugen - undtagen når jeg arbejder som rejseleder i Japan. Så vil der være længere mellem dem. En eller to gange om måneden vil jeg udsende et NYUUSU-nyhedsbrev. Danske mediers professionelle dækning af den del af verden er desværre svækket i de senere år. Jeg håber, at jeg med min lange erfaring kan bidrage en smule til at udfylde dette hul.
Prisen for at modtage nyhedsbrevet er et engangsbeløb på 300 kroner. Så modtager I det i årevis, indtil jeg segner. Skriv til mig på arc@asgerrojle.com – og sæt beløbet ind på mobilePay 26360251, mærket NYUUSU og jeres email-adresse. I er velkomne til at gå højere op i pris, alt efter pengepung. Beløbet vil indgå i mit firmas regnskab, og jeg får tid og ressourcer til at holde mit lille nyhedsmedie i live. I givet fald tusind tak. Alle vil uanset betaling kunne følge med i NYUUSU-indlæggene og deltage aktivt med råd, ideer og kritik ved at melde sig ind i facebook-gruppen af samme navn.


