(NYUUSU – news): Japans nye premierminister, Sanae Takaichi, er kommet godt i gang. Der er altid pæn opbakning til enhver ny regeringschef i de første uger og måneder. De skal have en chance, synes japanske vælgere. Men Takaichi har markant bedre meningsmålinger i de første uger end de sidste mange forgængere, og unge kvinder har ligefrem oprettet fanklubber på internettet for Japans første kvindelige premierminister.
Der er lidt af en Sanae-feber i de japanske medier lige nu. Hun har været heldig, at den politiske kalender har kastet hende ud i højt-profilerede topmøder med både USA’s og Kinas præsidenter fra begyndelsen af. Og hun har gjort et indtryk, der får mange japanere til at opfatte hende som ”oprigtig”. Det kan de godt lide.
Men husk. Man kan være oprigtig på to måder. Ordet oprigtighed har to betydninger, i hvert fald når man taler om japansk politik.
Dels kan man oprigtigt sige, hvad man mener, uanset hvordan borgermusikken i øvrigt lyder. Det gjorde Takaichi konsekvent en dyd af at gøre indtil et par uger, før hun i oktober blev valgt til først partileder og derpå regeringschef. Det fik hendes tilhængere til at opfatte hende som en troværdig politiker. En, man altid vidste, hvor man havde. En konservativ og nationalistisk stemme.
Eller man kan – som Takaichis store læsemester, Shinzo Abe (premierminister 2012-2020), var en sand mester i – pludselig skifte ham til pragmatiker og oprigtigt gøre, hvad der kræves af en for så godt som muligt at udføre den utaknemmelige opgave, man har fået overdraget – også selv om det, man står og siger, måske strider mod ens indre overbevisning.
Denne form for omvendt oprigtighed skabte i perioder stor respekt i dele af befolkningen for Abe. Hans opbakning byggede på, at han mestrede at være ideolog og pragmatiker på samme tid.
Og jeg skal love for, at der i de seneste uger pludselig har optrådt en helt ny og overrumplende pragmatisk Takaichi på scenen. Så dygtigt, at Sydkoreas snarrådige præsident, Lee Jae-myung, efter sit møde med hende tidligere på ugen, erklærede, at ”alle hans bekymringer forsvandt”. I alle Japans nabolande har der ellers været store bekymringer over, at Japan havde kunnet finde på at vælge en så radikal nationalist som Takaichi som ny leder.
Takaichi har vundet opbakning på hjemmebanen på sin nye pragmatisme. Selv om hun med Abe som tydeligt forbillede smigrede og skamroste USA’s præsident Trump efter alle kunsten regler, uanset hvor meget han under sit besøg i Japan jokkede rundt og blæste på alle diplomatiske forskrifter, og selv om den 64-årige premierminister til tider lignede en forelsket lillepige ved Trumps side, så stod der efter topmødet tilbage, at hun tilsyneladende havde etableret begyndelsen til et personligt venskab med Trump, som lignede det, Abe i sin tid havde. Det sætter man pris på i Japan. Man ved, at Trump i høj grad fører politik på basis på sine personlige sympatier og antipatier.
Også med hensyn til den strammere udlændingepolitik, som ellers var en af de platforme, hun benyttede til at blive valgt, er hun pludselig mere pragmatisk efter at være blevet valgt.
”Over for en mangel på arbejdskraft, som skyldes et fald i befolkningstal, er det en kendsgerning, at der er sektorer, hvor der er behov for udenlandske arbejdere. Indkommende turister er også vigtige for økonomien”, siger hun nu.
En kovending så radikal, at en af de små firkantet fremmedfjendske grupper, som ellers havde bakket op om hende, forleden dag gik i demonstration foran premierministerens kontor i protest mod, hvad de opfattede som et løftebrud fra hendes side.
Efter de første hektiske uger skal hun nu formulere en politik, der slår bro mellem hendes mildest talt forskellige udmeldinger om såvel udenrigs- og sikkerhedspoltik som udlændingepolitik i løbet af få uger. Det bliver spændende at se, om hun kan holde sit troværdige og ”oprigtige” image i behold, uanset om man definerer oprigtighed på den ene eller anden måde.
Hun har jo slet ikke den samme usårlige magtbastion i regeringspartiet og parlamentet, som Shinzo Abe havde i sin tid, og hun vil næppe kunne steppe mange skridt forkert, før kritikken fra den ene eller anden side vil hagle ned over hende.
Men foreløbig går det godt for hende. Langt bedre, end de fleste havde forestillet sig.
Foto: White House
Mine NYUUSU-klummer om Japan og Østasien udkommer på hjemmeside og facebook en eller to gange om ugen - undtagen når jeg arbejder som rejseleder i Japan. Så vil der være længere mellem dem. En eller to gange om måneden vil jeg udsende et NYUUSU-nyhedsbrev. Danske mediers professionelle dækning af den del af verden er desværre svækket i de senere år. Jeg håber, at jeg med min lange erfaring kan bidrage en smule til at udfylde dette hul.
Prisen for at modtage nyhedsbrevet er et engangsbeløb på 300 kroner. Så modtager I det i årevis, indtil jeg segner. Skriv til mig på arc@asgerrojle.com – og sæt beløbet ind på mobilePay 26360251, mærket NYUUSU og jeres email-adresse. I er velkomne til at gå højere op i pris, alt efter pengepung. Beløbet vil indgå i mit firmas regnskab, og jeg får tid og ressourcer til at holde mit lille nyhedsmedie i live. I givet fald tusind tak. Alle vil uanset betaling kunne følge med i NYUUSU-indlæggene og deltage aktivt med råd, ideer og kritik ved at melde sig ind i facebook-gruppen af samme navn.