september 5, 2025

Af

(NYUUSU – news): En ny undersøgelse, foretaget af det japanske medieselskab Dentsu, viser, at 96,2 procent af udenlandske turister, som havde valgt kun at besøge mindre kendte turistmål i Japan, var tilfredse med deres rejse, og at 93,4 procent gerne ville komme igen.

Det er interessant i lyset af de japanske myndigheders aktuelle bestræbelser på at undgå den værste ”overturisme” i de mest besøgte centre ved bevidst at sprede turisterne ud over hele Japan. Japan har så mange smukke og spændende steder med fantastiske fortællinger, at dette bestemt kunne være en væsentlig del af løsningen på de problemer med overkoncentration af turister på steder som Kyoto, bestemte dele af Tokyo samt Fuji-regionen, som man har oplevet i de senere år.

Dentsu-undersøgelsen, der bygger på besvarelser fra 10.000 adspurgte i tyve forskellige lande, viser, at det stadig er amter som Kyoto, Tokyo, Osaka og Hokkaido, de fleste turister forbinder med at rejse i Japan. Men det er tankevækkende, at Fukushima-amtet som noget nyt er helt oppe på en femteplads foran Okinawa og Hiroshima. Det er muligt at flytte efterspørgslen nye steder hen.

Det er imidlertid ikke nemt for nye rejsemål at forberede sig på det rykind af udlændinge, man gerne vil fremme. Der er sjældent den fornødne infrastruktur og de fornødne overnatningsmuligheder. Det skal først arrangeres, og det sker ikke fra dag til dag. Dentsu-undersøgelsen viser, at usikker wifi-adgang og manglende sprogkyndighed hos de ansatte ved hoteller og seværdigheder også er begrænsende faktorer.

”Regional turisme har stort potentiale, men det er ikke nemt at overkomme alle disse udfordringer”, udtaler en Dentsu-medarbejder til avisen Sankei Shimbun.

Et eksempel på en sådan udfordring, som fremhæves i en rapport fra World Economic Forum om Japans forsøg på at sprede turismen, er havnebyen Hakodate i det sydlige Hokkaido. Her er et af de mest attraktive besøgsmål den flotte udsigt over byens havnefront fra Hakodate-bjerget ved aftenstide (se foto).

Men en stor stigning i antallet af besøgende i løbet af få år har betydet, at der nu ofte er et decideret ubehageligt mylder på såvel udsigtspunktet som i rebbanen, der fører derop. Det kan jeg som rejseleder på flere ture til Hakodate bevidne.

I januar i år opstillede man derfor rundt om i byen videoskærme, så folk på hoteller og transportknudepunkter til hver en tid skulle kunne følge med i, hvor slemt mylderet var lige på det tidspunkt oppe på udsigtsplatformen og ved otte andre udflugtsmål i byen – og planlægge deres dag derefter. Man kan også se de samme direkte videooptagelser på sin mobil ved at scanne QR-koder forskellige steder i byen.

Den slags lokale og lavpraktiske løsninger eksperimenteres der med mange steder i Japan i disse år. Disse bestræbelser ”bidrager til en bæredygtig udvikling af turisme-industrien og giver en vision om at forstærke samfundets modstandsdygtighed og støtte til økonomisk udvikling”, hedder det i rapporten fra World Economic Forum.

LÆS: En artikel om emnet på World Economic Forum’s webside

NIYUUSU NEWS

Mine NYUUSU-klummer om Japan og Østasien udkommer på hjemmeside og  facebook en eller to gange om ugen - undtagen når jeg arbejder som rejseleder i Japan. Så vil der være længere mellem dem. En eller to gange om måneden vil jeg udsende et NYUUSU-nyhedsbrev. Danske mediers professionelle dækning af den del af verden er desværre svækket i de senere år. Jeg håber, at jeg med min lange erfaring kan bidrage en smule til at udfylde dette hul.

Prisen for at modtage nyhedsbrevet er et engangsbeløb på 300 kroner. Så modtager I det i årevis, indtil jeg segner. Skriv til mig på arc@asgerrojle.com – og sæt beløbet ind på mobilePay 26360251, mærket NYUUSU og jeres email-adresse. I er velkomne til at gå højere op i pris, alt efter pengepung. Beløbet vil indgå i mit firmas regnskab, og jeg får tid og ressourcer til at holde mit lille nyhedsmedie i live. I givet fald tusind tak. Alle vil uanset betaling kunne følge med i NYUUSU-indlæggene og deltage aktivt med råd, ideer og kritik ved at melde sig ind i facebook-gruppen af samme navn.