(NYUUSU – news): I de gode gamle dage med økonomisk vækst i Japan, altså i 1960’erne, 1970’erne og 1980’erne, blev japanske familiers store opsparinger ofte nævnt i økonomiske analyser som en vægtig forklaring på Japans gode økonomi. Det var et fast omkvæd i de fascinerede grundbøger om det opkommende Japan, som jeg læste, da jeg begyndte at interessere mig for Japan i begyndelsen af 1980’erne.
Den fastansatte far gav hele den bonus, han fik udbetalt i juni og december, til den hjemmegående mor, som var familiens økonomiske general, og hun placerede straks dem alle sammen i anerkendte og sikre opsparinger til børns uddannelse og forældrenes egen alderdom. Sådan var det naturligvis ikke i alle familier, men mønsteret var så udbredt, at det tydeligt kunne aflæses i statistikker over samfundsøkonomien.
De penge stod i banker, postvæsen og pensionskasser og kunne bruges af professionelle investorer til at investere strategisk, så industrien hele tiden kunne blive mere konkurrencedygtig.
Det var før bobleøkonomiens lokkende nemme penge, der i slutningen af 1980’erne fik mange af de fornuftige husmødre til at investere direkte og mere eller mindre uansvarligt på aktiemarkederne, og den lammelse af økonomien i 1990’erne og nullerne, som opgøret med bobleøkonomien førte med sig. Siden har en mindre og mindre andel af befolkningen haft fastansættelse, og færre og færre familier har haft råd til at spare op for alvor.
Mange af dem, der havde råd, sparede imidlertid stadig op. Opdragelsen sad dybt i folk. Det var det fornuftige at gøre. Men nu hed det pludselig i de økonomiske analyser fra banker og myndigheder, at japanerne sparede alt for meget op. Det ville være bedre, hvis de forbrugte noget mere og hver især gav deres bidrag til at sparke gang i økonomien. Og man forsøgte med den økonomiske politik at stimulere dem til at gøre det.
Mange af disse opsparede penge står der imidlertid stadig. Og ifølge Tomohiro Ota, der er cheføkonom ved den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs, kan de vise sig at være den stødpude, der bringer den japanske økonomi frelst igennem de aktuelle kriser, skabt af geopolitisk uro og usikre forsyningsveje for energi og andre essentielle varer.
Han kalder i en kommentar for et par uger siden i netmediet Nikkei Asia Japans aldrende befolkning for landets ”sølv-støddæmper”. I en tid, hvor økonomien ellers risikerer at gå helt i stå, skaber de gråhårede generationer en stabilitet i forbruget, der ellers ikke ville være der, ved omsider at skære i deres opsparede penge og bruge dem på dagligt forbrug.
Japan har som et resultat af de aktuelle internationale kriser for første gang i tre årtier fået mærkbar inflation, og det skulle alt andet lige ramme hårdest i den tredjedel af japanske familier, der udelukkende består af ældre mennesker over 70.
Mange af disse familier sidder i sandhed hårdt i det. Men ”trods faldende realindkomster er forbruget i ældre husstande forblevet påfaldende robust og er kommet sig til niveauet fra før COVID meget hurtigere end for midaldrende arbejdende husstande”, konstaterer Tomohiro Ota.
En betydelig andel af de ældre familier har rent faktisk en opsparing, som de – omend nødtvungent – kan trække penge ud af. De levede dengang, hvor næsten alle sparede op, og deres samlede opsparing overstiger ifølge Goldman Sachs’ analyser deres aktuelle udgifter. Den valgmulighed har den såkaldte ”istidsgeneration”, der kom ud af universiteterne i den ”økonomiske istid” i 1990’erne og begyndelsen af nullerne og i stor udstrækning aldrig fik fast tilknytning til arbejdsmarkedet, ikke.
På den måde lægger de ældre familier ifølge Tomohiro Ota ”et fast fundament under økonomien”.
”Sølv-støddæmperen leverer måske ikke en brølende genopretning, men den er med til at forklare, hvorfor Japans længe ventede farvel til deflation ser mere stabil, mindre volatil og mere robust ud, end mange forventede”, skriver han.
Mine NYUUSU-klummer om Japan og Østasien udkommer på hjemmeside og facebook en eller to gange om ugen - undtagen når jeg arbejder som rejseleder i Japan. Så vil der være længere mellem dem. En eller to gange om måneden vil jeg udsende et NYUUSU-nyhedsbrev. Danske mediers professionelle dækning af den del af verden er desværre svækket i de senere år. Jeg håber, at jeg med min lange erfaring kan bidrage en smule til at udfylde dette hul.
Prisen for at modtage nyhedsbrevet er et engangsbeløb på 300 kroner. Så modtager I det i årevis, indtil jeg segner. Skriv til mig på arc@asgerrojle.com – og sæt beløbet ind på mobilePay 26360251, mærket NYUUSU og jeres email-adresse. I er velkomne til at gå højere op i pris, alt efter pengepung. Beløbet vil indgå i mit firmas regnskab, og jeg får tid og ressourcer til at holde mit lille nyhedsmedie i live. I givet fald tusind tak. Alle vil uanset betaling kunne følge med i NYUUSU-indlæggene og deltage aktivt med råd, ideer og kritik ved at melde sig ind i facebook-gruppen af samme navn.