juni 26, 2025

Af

(NYUUSU – news):  Ved det historiske NATO-topmøde i går, hvor NATO-landene over for USA’s præsident Trump forpligtede sig til at bruge fem procent af deres bruttonationalprodukt på forsvarsudgifter, glimrede en række asiatiske stats-og regeringsledere ved deres fravær.

Japans premierminister har ellers ligesom sine sydkoreanske og australske kolleger ved de seneste NATO-topmøder været til stede for at markere, at den tilspidsede verdenssituation og trusler fra Rusland og Kina har gjort et øget samarbejde mellem NATO-landene og USA’s alliancepartnere i Østasien nødvendigt. Men denne gang fandt de alle tre hver sin floromvundne begrundelse for at blive væk.

De vidste jo godt, at det ville ende med et løfte om fem procent fra de europæiske NATO-lande. Og sagen er, at de asiatiske alliancepartnere også fra Trump-regeringens side er stillet over for det samme krav om fem procent, og at ingen af dem har i sinde at makke så villigt ret, som europæerne gjorde i går. De er helt med på at opruste, men det er slet og ret umuligt at nå op på fem procent, har de hidtil sagt til amerikanerne.

Derfor ville en deltagelse ved NATO-topmødet i Haag have været det samme som frivilligt at stille op til et kollektivt pres fra de øvrige deltagende lande, som det i den nuværende komplicerede forhandlingssituation ville være rarest at undgå.

For den japanske regerings vedkommende handler det på den korte bane om at udskyde alle tegn i offentligheden på en dyb krise i forholdet til USA til efter overhusvalget 20. juli, hvor regeringen i forvejen står over for en valgkamp op ad bakke, og hvor det ikke vil se godt ud, hvis den også udsættes for en masse kritik for ikke at magte at håndtere udfordringen fra Trump.

Men at NATO på den ene side  og de vestligt orienterede østasiatiske lande på den anden side i hvert fald i øjeblikket har stillet de foregående års bestræbelser på at øge deres indbyrdes sikkerhedspolitiske samarbejde i bero, det kan de udeblevne stats- og regeringschefer ikke undgå at blive opfattet som et tydeligt signal om.

Derudover spillede det i forhold til NATO-topmødet for Japans vedkommende en rolle, at krisen i Mellemøsten breder sig ude for uge, og man jo ikke kunne vide, hvilket humør Trump ville møde op med i Haag. Japans premierminister, Shigeru Ishiba, har så sent som forleden dag omhyggeligt undgået at lykønske – eller  overhovedet kommentere – USA’s bombardement i weekenden af iranske atomanlæg.

”Det er svært for Japan på dette tidspunkt at foretage en definitiv juridisk vurdering”, nøjedes Ishiba med at sige. ”Vi kan ikke eksplicit kritisere angrebet på Iran, men vi kan heller ikke udtrykke vores støtte”, sagde en lidt mindre kryptisk højtstående diplomat i det japanske udenrigsministerium.

Et bilateralt møde mellem Ishiba og Trump i forbindelse med topmødet i Haag ville på den baggrund godt kunne blive anspændt og meget lidt konstruktivt, frygtede man i Tokyo.

Japan får 93 procent af sin olie fra arabiske lande ved Den Persiske Golf, og derfor har det for japansk diplomati i mange år haft høj prioritet at holde sig gode venner med Iran, der jo potentielt vil kunne lukke Hormuz-strædet for dets arabiske nabolandes olieeksport og kvæle den japanske økonomi. Sydkorea, Kina og flere sydøstasiatiske lande står i en lignende situation.

Japan har pænt overholdt internationale sanktioner og ikke importeret en eneste dråbe olie fra selve Iran de sidste fem-seks år, men diplomatisk har man alligevel gjort sig umage med at have et godt forhold til den iranske regering af hensyn til leverancerne gennem Hormuz-strædet.

LÆS: Grundig analyse i Japan Times om det mistede momentum i NATO’s samspil med USA’s alliancelande i Østasien

NIYUUSU NEWS

Mine NYUUSU-klummer om Japan og Østasien udkommer på hjemmeside og  facebook en eller to gange om ugen - undtagen når jeg arbejder som rejseleder i Japan. Så vil der være længere mellem dem. En eller to gange om måneden vil jeg udsende et NYUUSU-nyhedsbrev. Danske mediers professionelle dækning af den del af verden er desværre svækket i de senere år. Jeg håber, at jeg med min lange erfaring kan bidrage en smule til at udfylde dette hul.

Prisen for at modtage nyhedsbrevet er et engangsbeløb på 300 kroner. Så modtager I det i årevis, indtil jeg segner. Skriv til mig på arc@asgerrojle.com – og sæt beløbet ind på mobilePay 26360251, mærket NYUUSU og jeres email-adresse. I er velkomne til at gå højere op i pris, alt efter pengepung. Beløbet vil indgå i mit firmas regnskab, og jeg får tid og ressourcer til at holde mit lille nyhedsmedie i live. I givet fald tusind tak. Alle vil uanset betaling kunne følge med i NYUUSU-indlæggene og deltage aktivt med råd, ideer og kritik ved at melde sig ind i facebook-gruppen af samme navn.