I dag publicerer Politiken i rejsetillægget en artikel, jeg har skrevet om et besøg i det nyligt renoverede Edo-Tokyo-museum i Tokyo. Her er et redigeret udpluk.
Edo-Tokyo-museet i Tokyo er genopstået. Man kan atter gå en tur i fortidens Tokyo og komme tæt på byens beboeres liv.
Det ligger som en modernistisk mastodont lige bag ved Tokyos nationale sumo-stadion. Museet har siden 1993 rummet en klassisk udstilling på 9000 kvadratmeter om millionbyens befolkning og historie. Her har turister fra ind- og udland fået gode oplevelser og megen ny viden.
Edo-Tokyo-museet har imidlertid været lukket ned for renovering i fire år, inden det i slutningen af marts atter slog porte og rulletrapper op for publikum. Strukturen i museet har altid været, at man som museumsgæst spadserer ind i byen for at lære om den, og strukturen er stadig den samme, selv om hele den historiske fortælling ved hjælp af skærme, tableauer og digitale virkemidler har fået et mere farverigt og moderne udtryk. Oplevelserne er blevet endnu flere. (…)
Det handler om det liv, som beboerne i den japanske hovedstad, Edo (1603-1868) og Tokyo (siden 1868), har levet. Hvilke bygninger de boede i, fra brandfarlige træhuse til jordskælvssikrede betonhuse. Hvilket tøj de havde på, fra enkle kimonoer til vestlige kjolesæt. Hvilken mad de fik at spise, der udstilles en lille grønthandel med spinat og kinaradiser. Alt samme meget konkret. De unge kan more sig med at bære åg på skulderen som i Edo-tiden og mærke, hvor tungt det var.
