Kunsten at blive ved med at dyrke ris når man er ældre

(AIZU – dagligdag i Japan): Der eksisterer historiske dokumenter fra den feudale tid, der viser, at familien Nagao dyrkede ris i området Yanagihara i udkanten af Aizu-Wakamatsu allerede i begyndelsen af 1600-tallet.

Det gør familien Nagao stadig. 69-årige Yoshiaki Nagao passer sine økologiske rismarker på i alt fem hektar og lever af det.

Hans ældste søn har delvist overtaget familiens landbrug, men sønnen koncentrerer sig om dens grøntsagsmarker, hvor der på forskellige årstider dyrkes blandt andet aubergine, edamame-bønner og gulerødder. Grøntsagsmarkerne skal passes hver dag, og varerne skal høstes og sælges, mens de er friske. I dagene omkring mit besøg er der travlt, for efterårsgrøntsager som kinaradise og spinat skal høstes, inden sneen lægger sig jorden, og det er ifølge vejrudsigten et spørgsmål om få dage.

”Derimod er majroer, kål og gulerødder stærke over for kulde”, lyder det erfarent fra den ældre Nagao, ”Kulden fra sneen gør dem ligefrem sødere”.

Selv er han godt tilfreds med at kunne koncentrere sig om rismarkerne, som for længst er gjort klar til vinteren. Han står helt alene for risen. Som ung besluttede han af idealistiske årsager for godt 30 år siden at gå over til økologisk drift – af hensyn til natur og miljø. For ti år siden gik han skridtet videre.

Indtil da var både ris og grøntsager certificeret med det såkaldte JAS-mærke som ”organiske”, som det hedder herovre. Det betyder, at der hverken er brugt kemikalier eller kunstgødning. Men for ti år siden skiftede han på rismarkerne til det, han kalder naturlig drift, dvs. at han slet ikke bruger gødning overhovedet og på den måde slipper for det tunge arbejde med at køre naturgødning ud og sprede den på markerne.

”Det giver lidt mindre udbytte, men også mindre arbejde. Så det kan jeg klare alene, mens min søn koncentrerer sig om grøntsagerne, der kræver dagligt opsyn. Det gør mig i stand til at fortsætte med at arbejde, selv om jeg bliver ældre. Belastningen af min krop og min tid er mindre end dengang, hvor jeg drev organisk produktion”, forklarer Nagao.

Langt de fleste japanske forbrugere foretrækker stadig japansk ris på japanske spiseborde. Og det meste af den japanske ris, der dyrkes i Aizu og ude på landet i Japan i det hele taget, er dyrket af ældre mennesker i tresserne eller endnu ældre. Mange af dem får økonomisk støtte og beskyttelse mod konkurrence i forskellige forklædninger – og de fleste af dem har jo i hvert fald deres pension, som gør, at de økonomisk klarer sig.

Vi har i Danmark måske et billede af risdyrkning som noget med knokleri og bøjede rygge i markerne, både ved udplantning og høst. Men ikke hos familien Nagao. Der er risdyrkningen den fysisk mindst belastende del af produktionen. I vore dages Japan har man maskiner til både udplantning og høst. De er bygget til de små marker, og de fungerer godt. Nogle lejer dem i nogle dage i landbrugskooperativet – eller køber dem med rabat samme sted. Men Nagao har som økologisk landmand mere eller mindre meldt sig ud af kooperativet, og han har derfor købt sine egne maskiner ad andre kanaler. Hans marker ligger tæt ved hans hus, så han kører selv maskinerne ad de smalle veje i Aizu-Wakamatsus udkant.

Han sælger også sin brune ris ad andre kanaler end gennem kooperativet, der ellers mange andre steder i Japan spiller en central rolle i landbruget. Han sælger den til to specialbutikker i Aizu-Wakamatsu, som sælger videre til specialbutikker i resten af landet, og han forsyner enkelte gode restauranter i byen direkte. Det er en eksklusiv vare – den benyttes også til at producere en meget fin sake, som kun serveres på byens kendteste izakayer.

Og ellers sælger Nagao en betydelig del af sin ris-produktion fra en vægt i selve laden ved sit hus. Køberne er lokale forbrugere, som gerne vil støtte ham og være sikre på, at der ikke er brugt pesticider eller kunstgødning.

Det gælder ikke kun økologiske varer. Generelt har kooperativet ikke så dominerende rolle i Aizu som andre steder i Japan. De fleste i byen køber deres ris direkte fra ris-dyrkere blandt naboer og slægtninge, også hvis de producerer konventionelt.

”Hvis jeg skulle sælge til kooperativet, ville de blande det hele sammen og give samme pris”, fortæller Nagao. ”Det ville slet ikke kunne betale sig for mig. Normalt koster organiske ris tæt ved det dobbelte”.

Nu er ris-prisen på det almindelige marked sidste år og i år steget helt vildt, og alle forsøg på at regulere markedet har slået fejl. Så lige i øjeblikket er prisen på organisk ris faktisk næsten den samme som prisen på konventionel ris. Men det er et særsyn.

I Aizu-området er der mellem fyrre og halvtreds organiske ris-dyrkere. De fleste er kommet til efter en ny lov fra 2003, hvor JAS-mærket blev indført, og hvor der blev indført en vis støtte fra regeringen til omlægning til organisk brug, afhængig af markstørrelse. JAS-mærket gør det mere attraktivt og sikkert end før for supermarkeder at købe organiske varer hjem til de af deres kunder, der efterspørger den slags. På den måde blev det nemmere at sælge organiske produkter, end det havde været før.

Nagao har ingen ansatte. Han og sønnen klarer det hele. Men andre landmænd i området har deltids-arbejdere til at hjælpe sig. Her er ikke så mange udlændinge i landbruget, som det er tilfældet andre steder endnu længere ude på landet. Og når der er brug for deltidsansatte, uanset om det er tekniske praktikanter fra udlandet eller jobsøgende unge japanere, så er det i de mere arbejdskrævende grøntsagsmarker. Rismarkerne kan en ældre mand som Nagao sagtens selv klare.

Langt de fleste af landmændene i Aizu er gamle eller på vej til at blive det. Og deres store bekymring er, om der vil være arvtagere til deres marker, og om nogen overhovedet vil være interesserede i at drive deres landbrug videre, når de dør eller ikke orker mere.