Kapitalisme a la Aizu – langsigtet overlevelse er vigtigere end vækst

(AIZU – dagligdag i Japan): Vi definerer normalt i Vesten kapitalisme, som man gør det på CBS og andre handelsuniversiteter i vores del af verden. Det handler om at skabe vækst. Når der ikke er økonomisk vækst, går man nedenom og hjem. Det er den grundlæggende vestlige forståelse af begrebet kapitalisme.

Men i det kapitalistiske Japan, som har udviklet sig gennem det seneste halvandet århundrede, har der hele tiden været nuancer i denne gamle læresætning. Der er mange store virksomheder, men relativt få enkeltpersoner med helt vilde formuer, sammenlignet med for eksempel Kina. Og da der pludselig under den såkaldte bobleøkonomi i 1980’erne var tale om kæmpestore fortjenester, viste de sig at være resultat af spekulation og ikke reelle værdier. Japan gør sig umage med at undgå at gentage den fejltagelse.

For mange japanske kapitalister har formålet med såvel store som små virksomheder aldrig været vækst i sig selv, men snarere overlevelse i lang tid. At sikre beskæftigelse og en sikker tilværelse for de stiftende familier og deres ansatte – gennem generationer.

Dette perspektiv er ikke blot forankret i den moderne kapitalisme, men også i Japans ældgamle sociale institution med familiedrevne virksomheder (kagyō). En tradition, der er flere århundreder ældre end vestlig kapitalisme. I Japan har kagyō længe betydet at give et erhverv eller en forretning videre gennem husstanden og dermed danne en kultur, der værdsætter kontinuitet frem for ekspansion og overlevelse frem for stor skala. Den ledelsesfilosofi, der ses i mange japanske virksomheder i dag – hvor udholdenhed prioriteres frem for hurtig vækst – kan ses som en direkte arvtager til dette ældgamle kulturelle fundament.

Går man en tur i det centrale Aizu-Wakamatsu, får man et billede af Aizu som en afsnøret enklave fra verdensøkonomien, hvor denne opfattelse af kapitalisme har domineret. Her bliver der langs de smalle, krogede gader reklameret med gammeldags neonlys for små butikker, små cafeer, små izakayaer (drikke-spise-steder) og små snakku (mini-natklubber), ofte drevet af de samme familier gennem årtier eller ligefrem generationer. Det afspejler, at den gamle japanske morale om at ”bevare huset” frem for at udvide forretningen har overlevet i højere grad end i Japans store byer.

”Vi har kun to Starbucks-cafeer i hele byen. Vi har ikke brug for Starbucks. Vi har historie her, og vi har smag her. Vi har fine gamle cafeer i traditionel stil”, siger Jun Yamadera, en af de mest succesrige erhvervsfolk i byen nu om dage og en internationalt kendt internetfigur.

Jun Yamadera fortæller om en lokal sake-producent, som han kender godt. Sake-producenten kunne få langt større indtjening ved at producere langt mere sake, end han gør. Efterspørgslen er der. Hans produkt er ”superpopulært her”. Men nej, det ville gå ud over kvaliteten, hvis man skruede op for produktionen, mener han – og dermed virksomhedens anseelse og overlevelse på lang sigt. Det handler for ham og den slags virksomheder i byen med Yamaderas ord om ”at etablere et lokalt økosystem” omkring deres produkt og have det som stabilt grundlag for deres forretninger.

”Efter min mening skal det at drive forretning ikke være det samme som at gamble. Jeg leder efter en mere menneskelig måde at drive forretning på, hvor min egen og mine ansattes overlevelse ikke er i spil”, siger han.

57-årige Jun Yamadera er selv vokset op i byen. Som 26-årig stiftede han, der ikke havde kunnet komme ind på universitetet, fordi han ikke gad læse til eksamen, og som på sit CV primært havde et års karriere bag sig som kaptajn på Tokyo Disneylands Jungletur, i 1995 software-virksomheden Eyes JAPAN, en af de mest levedygtige og længst eksisterende internetvirksomheder i verden. Det var to år, før Google blev skabt.

Unge Jun var på det tidspunkt flyttet hjem til forældrene i Aizu efter nogle søgende og formålsløse ungdomsår i Tokyo, som ikke havde gjort ham afklaret om, hvad han i virkeligheden ville med sit liv. Han fik efter sin hjemkomst sin daglige gang på byens nyoprettede it-orienterede universitet som tolk for universitetets udenlandske professorer.

Gradvist gik det op for ham, at det helt nye fænomen, som blev kaldt et internet, fascinerede ham. Hans firma, ”den første start-up fra Aizu Universitet”, som han kalder det, gik i gang med at lave websider til internettet om Aizus dramatiske historie, inklusive så avanceret computergrafik om Tsuruga-borgen, byens ikoniske vartegn, som man var i stand til at lave den dengang. I de måneder var der på den tids søgemaskiner tre gange så mange globale hits på en søgning på ”aizu”, som der var på ”tokyo”, fortæller han.

En sake-købmand bad det nye firma om at lave en hjemmeside til sit firma, selv om ingen dengang søgte efter firmaers hjemmesider – som en slags støtte til den unge entreprenør og hans projekt. Det samme gjorde et lokalt hotel af samme årsag. Selv knoklede Yamadera pludselig topmotiveret fra morgen til aften og faldt tit i søvn ved siden af computeren. Han havde endelig fundet ud af, hvad det var, han ville.

Det er nu over 30 år siden, og firmaet har adresse i den samme lejede bygning, som det flyttede til allerede efter to år. I dag er der cirka 30 ansatte, de fleste talentfulde unge udlændinge, der har studeret og forsket på byens universitet, hvor Yamadera har headhuntet dem og tilbudt dem fastansættelse med det samme, så de via Japans visa-system for ”højt-kvalificerede professionelle” har kunnet få permanent opholdstilladelse efter få år. Holdet består i dag af ansatte fra 17 forskellige lande, heraf kun fire japanere.

Arbejdssproget har fra begyndelsen været engelsk, ikke på grund af en ledelsesbeslutning, men helt naturligt efterhånden som flere og flere internationale ansatte kom til. Man har aldrig behøvet kunne tale japansk for at være ansat der.

”Jeg taler efterhånden kun japansk med min hund”, som Yamadera siger med et smil.

Virksomheden Eyes JAPAN koncentrerer sig i dag primært om to områder. Det ene er ”medicinsk it”, og det andet er ”fysisk AI” for robotter og droner. To meget specialiserede felter.

”Vi er software-ingeniører, som godt kan lide at kaste os ud i de sværeste udfordringer i verden”, forklarer Yamadera.

Erhvervslivet i Aizu lever ud fra denne tankegang sit eget isolerede liv fra andre steder. Langt flere af byens små familieejede steder overlever, end det ville være tilfældet andre steder.

Store samarbejdsprojekter, promoveret af centrale og lokale regeringer, ofte med vellydende navne som ”Smart City” og lignende, har Yamadera ikke ret megen tillid for. Den slags ting er ”ubrugelige”, siger han.

”Alle den slags projekter har tendens til at mislykkes. I virkeligheden fungerer de ofte som mekanismer, hvor store Tokyo-baserede konsulentfirmaer smart udvinder offentlige midler under bannere som ’regional revitalisering’. Jeg holder med vilje altid en vis afstand til den slags initiativer”.

”Mange af mine venner bor i Tokyo. For mig må det være kedeligt på en måde at bo i Tokyo. Der er så mange mennesker, og man har alting. Men her er der store problemer med det aldrende samfund og alle de ting, man ikke har. Udfordringen her er mere kompliceret, og jeg startede derfor min virksomhed her. Jeg er en slags entreprenør, og jeg troede fra begyndelsen på, at internettet kan bidrage til at løse de problemer, der findes i det lokale samfund. Jeg føler det nogle gange, som om det er mig, der lever midt i fremtiden”.

På denne måde fortsætter Yamadera med at drive sin virksomhed i Aizu-Wakamatsu, der på trods af byens afstand fra større bycentre jo i vore dage via internettet er lige så tæt forbundet med hjertet af den globale digitale verden, som man er i centrum af en millionby. Det, som udefra kan virke som et perifert sted, er for ham en frontlinje, hvor nye løsninger for fremtiden kan afprøves.

Yamadera siger, at han føler, at han “lever på kanten”, og han tror fuldt og fast på, at ”ægte forandring altid begynder ude ved kanten”.