(AIZU – dagligdag i Japan): Det sikreste og smukkeste efterårsvarsel, jeg kender i Japan, er spredte kaki-træer med orange frugter på bjerg- og bakkeskråninger og i kanten af landmændenes små marker. Ofte ser man dem også inde i byerne i folks smalle forhaver.
Altid har træerne tabt alle bladene, mens frugterne stadig hænger der og lyser lokkende op i den kølige og klare efterårshorisont. Der er intet så lækkert som nyplukkede kaki-frugter her i deres allerbedste sæson.
I danske supermarkeder har kaki-frugter nogle gange heddet sharon, når de kom fra Israel, og nogle har engang forsøgt at indføre betegnelsen ferskenblomme for dem. Men i Den Danske Ordbog på nettet kaldes de kaki.
Her i Aizu har man sin helt egen sort, Mishirazu, større og endnu sødere end den almindelige kaki, man får andre steder. Høstsæsonen er normalt oktober og november, og i disse uger prydes skråningerne overalt i disse uger af pittoreske frugttræer. Der er så mange af dem, at man ofte lader frugterne hænge på træerne uden at høste dem – blot af dekorative årsager. Hvilket lige i år ulyksaligvis i flere tilfælde har lokket bjørne til. Bærvæksten i skovene er af vejrmæssige årsager gået helt skævt i år i denne region, og bjørnene sulter. Mere om bjørne i en senere klumme.
Aizu-egnens Mishirazu-frugter smager lige godt og frisk, om de er hårde og modne, eller om de er blevet bløde og lidt overmodne. Men ved de fleste kaki-sorter spiser man dem normalt ikke lige fra træerne. Efter at være plukket skal frugterne først overhældes i et par uger med enten shochu (japansk snaps), kuldioxid eller et andet middel med samme effekt. Herved fjernes frugternes naturlige garvesyre, der ellers godt kan snerpe sammen i munden på en og få den til at føles tør. Denne forunderlige proces, hvor smagen så at sige færdiggøres til menneskebrug, mens frugterne samtidig modnes yderligere, kan lykkes bedre eller mindre godt. Når den lykkes, får frugterne en magisk sødme.
Og når de er klar til at blive spist, så er kaki-frugter sunde, sprængfulde af A-, B- og C-vitamin, og gode for ens øjesyn, siger lægevidenskaben.
Man har kendt til fremstillingen i århundreder, og en lokal anekdote fortæller, at kaki-frugter fra Aizu helt tilbage i 1400-tallet blev transporteret hele vejen til Kyoto for at blive serveret for den regerende shogun, Askikaga Yoshimitsu. I vore dage er der tradition for hvert år at sende en leverance til det kejserlige hof i Tokyo.
Ideelt set bruges der i dag så megen naturgødning – og så lidt kunstgødning – som muligt. Jo mere kløver der er i jordbunden, jo bedre. Og man forsøger i væksttiden om sommeren at stimulere, at der er masser af insekter omkring træerne. Alt sammen bidrager på den ene eller den anden måde til den karakteristiske smag.
Timing af høsten er ligeledes vigtig, fortæller de, der har årelang erfaring med at dyrke kaki. Frugternes sødme forstærkes i efterårets løb af Aizu-regionens store temperatursvingninger mellem dag og nat, så det er alt andet lige en god ide at lade dem hænge på træerne så længe som muligt. På den anden side ødelægges de af frost, så de skal plukkes, inden kuldegraderne for alvor sætter ind.
Kaki-frugten har gennem tiden fået sin egen kulturelle rolle og betydning i det japanske samfund. Den er ingrediens i mange traditionelle retter, især i efteråret og vinteren, og den er i klassisk haiku-digtning ofte selve symbolet på efterår. Hoshigaki, skrællet og tørret kaki, hængende uden for folks huse, er et elsket motiv for klassiske malerier og træsnit. Hoshigaki har ofte været benyttet ved teceremonier til at skabe en sød balance i forhold til den lidt bitre grønne te, og det er den dag i dag en populær form for slik i mange japanske familier om vinteren.
Og endnu en god ting lige nu ved kaki-frugterne: De skal spises, mens de er friske, de har normalt ikke godt af at blive opbevaret længe og transporteret over lange distancer, og der er mildest talt rigeligt af dem i sæsonen. Så de er ikke så vanvittigt dyre i supermarkederne, som andre frugter godt kan være her i Japan.
Foto: Kazuyuki Sekizawa
Mine NYUUSU-klummer om Japan og Østasien udkommer på hjemmeside og facebook en eller to gange om ugen - undtagen når jeg arbejder som rejseleder i Japan. Så vil der være længere mellem dem. En eller to gange om måneden vil jeg udsende et NYUUSU-nyhedsbrev. Danske mediers professionelle dækning af den del af verden er desværre svækket i de senere år. Jeg håber, at jeg med min lange erfaring kan bidrage en smule til at udfylde dette hul.
Prisen for at modtage nyhedsbrevet er et engangsbeløb på 300 kroner. Så modtager I det i årevis, indtil jeg segner. Skriv til mig på arc@asgerrojle.com – og sæt beløbet ind på mobilePay 26360251, mærket NYUUSU og jeres email-adresse. I er velkomne til at gå højere op i pris, alt efter pengepung. Beløbet vil indgå i mit firmas regnskab, og jeg får tid og ressourcer til at holde mit lille nyhedsmedie i live. I givet fald tusind tak. Alle vil uanset betaling kunne følge med i NYUUSU-indlæggene og deltage aktivt med råd, ideer og kritik ved at melde sig ind i facebook-gruppen af samme navn.