(AIZU – dagligdag i Japan): Det er blevet fashionabelt blandt især yngre turister i Japan at gå i ”konbini”, døgnbutikker. De er overalt i bybilledet, de er blevet en fast del af hverdagen for alle på arbejde og på farten, og de byder på langt flere forskellige varer, end for eksempel en dansk Seven-Eleven gør.
Men når man bor og arbejder i Japan i længere tid, begynder ens begejstring for begrebet konbini gradvist at fordampe. Det er de samme ting i alle de forskellige kæders forskellige butikker. Madpakkerne er godt nok friske, men kedelige, sammenlignet med madpakker i bento-butikker og supermarkeder. Der er så godt som ingen frugter og grøntsager. Og så mange snack-poser har man alligevel ikke behov for på en dag.
At gå i supermarked er derimod en god oplevelse overalt i Japan, hvis man kommer lidt tættere på kvarterer, hvor folk bor. Supermarkederne, som i daglig tale bare hedder ”super” på japansk, er generelt, uanset størrelse, forbløffende velforsynede, også hvis man kommer langt væk fra de store bysamfund.
Her i Aizu er der adskillige supermarkeder spredt i byen, et enkelt af dem kæmpestort, og man har ligefrem sin egen supermarkedskæde med hovedsæde i byen, Lion D’or, som jeg aldrig har set andre steder i landet – men lige velforsynede er dens butikker overalt.
Lion D’or blev startet efter krigen i 1950 af et familiefirma af købmænd, der hidtil havde solgt lakarbejder. I dag har kæden i den lokale selvstændigheds navn fokus på friske grøntsager og frugter fra lokale landmænd, lokale mejeriprodukter, ”Aizu-ramen”, lokalt produceret sake og andre lokale produkter.
Den har i dag over 3000 medarbejdere i sine butikker i den vestlige del af Fukushima samt i mindre grad i naboamterne, inklusive et fuldkommen uundværligt antal ”tekniske praktikanter” fra Vietnam og andre asiatiske lande. Virksomheden spiller en stor rolle i det lokale erhvervsliv.
Min japanske kone har engang sagt, at hvis hun nogensinde skulle få lyst til at bo i Japan igen, så ville det skyldes udbuddet i supermarkederne.
Her er altid – således også her i Aizu – en hel afdeling med frisk fisk hver eneste dag. Her er mange hyldemeter med varianter af soyasovs, tofu, miso og nori-tang at vælge imellem. Her er ostehaps og små søde yoghurtflasker til børnenes madpakker. Her er en stor afdeling med sake, øl og i de senere år også rød- og hvidvin at vælge imellem. Og her kan man vel at mærke få masser af frugt og grønt.
Men det koster. De fleste varer i supermarkedet er med dansk målestok relativt billige. I de senere år er de blevet ekstra meget billigere på baggrund af den lave yen. Men frugter og grøntsager har, flotte og indbydende, som de er udstillet, altid været dyre, også hvis man omregner til danske kroner. Uanset om de er produceret i nabolaget eller importeret fra udlandet.
Japanske forbrugere synes bestemt også, at de er skrækkeligt dyre – og det synes de i disse tider i øvrigt også om alle de andre varer på hylderne. Japan har fået inflation.
Gennem 30 år kæmpede man med at undgå deflation. Da jeg flyttede til Japan for anden gang i 2013, kostede tingene stort set det samme, som da vi i sin tid var flyttet hjem til Danmark i 1995. Og deflation er jo skidt for et lands økonomi. Forsigtige virksomheder venter lidt med at investere, forsigtige forbrugere venter lidt med at forbruge, og det hele risikerer at gå i stå. I årevis forsøgte skiftende japanske regeringer at føre en økonomisk politik, der havde som mål at nå op på to procents inflation – men uden den store effekt.
Først i kølvandet på Ukraine-krigen, da vi andre på verdensplan fik galoperende inflation, mærkede Japan også konsekvenserne. Ikke så voldsomt som hos os, men når man ikke for alvor i husholdningerne har skullet tænke på prisstigninger i årevis, så er det et chok pludselig at skulle det.
Især prisen på ris er blevet et politisk spørgsmål, og alle politiske partier har hver deres bud på, hvordan man kan lempe følgerne af de stigende priser for japanske familier. For os andre ser det stadig billigt ud – undtagen i grøntafdelingen – men sådan opleves det bestemt ikke af japanske forbrugere i øjeblikket, hvor det strammer til i husholdningerne.
Om nogle dage besøger jeg en lokal risproducent her i Aizu.
Mine NYUUSU-klummer om Japan og Østasien udkommer på hjemmeside og facebook en eller to gange om ugen - undtagen når jeg arbejder som rejseleder i Japan. Så vil der være længere mellem dem. En eller to gange om måneden vil jeg udsende et NYUUSU-nyhedsbrev. Danske mediers professionelle dækning af den del af verden er desværre svækket i de senere år. Jeg håber, at jeg med min lange erfaring kan bidrage en smule til at udfylde dette hul.
Prisen for at modtage nyhedsbrevet er et engangsbeløb på 300 kroner. Så modtager I det i årevis, indtil jeg segner. Skriv til mig på arc@asgerrojle.com – og sæt beløbet ind på mobilePay 26360251, mærket NYUUSU og jeres email-adresse. I er velkomne til at gå højere op i pris, alt efter pengepung. Beløbet vil indgå i mit firmas regnskab, og jeg får tid og ressourcer til at holde mit lille nyhedsmedie i live. I givet fald tusind tak. Alle vil uanset betaling kunne følge med i NYUUSU-indlæggene og deltage aktivt med råd, ideer og kritik ved at melde sig ind i facebook-gruppen af samme navn.