Japaneres engelskfærdigheder sakker agterud i verden

(NYUUSU – news): Japaneres engelsk-færdigheder er ikke ret gode, og det er ikke i de senere år blevet bedre i sammenligning med andre lande i verden. Tværtimod.

I elleve år i træk er Japan dumpet nedad på den rangliste over ”non-native” folkeslags engelsk-færdigheder, som hvert år udgives af den schweiziske sprogskole-kæde EF. På den nyeste rangliste fra december 2025, der baseres på 2,2 millioner testpersoner verden over, er Japan nede på en 96nde plads blandt de 123 lande, der testes, et fald på fire pladser siden året før. Japan er nu for første gang klassificeret i ranglistens laveste kategori med et ”meget lavt færdighedsniveau” på niveau med Mongoliet og Afghanistan, betydeligt under nabolande som Sydkorea (nummer 48) og Kina (nummer 86).

Når man ser på de resultater, er det vigtigt straks at understrege, at der er tale om to meget forskellige sprog i såvel struktur som tanke. Det er forbandet svært for de fleste japanere at lære sig den grundlæggende grammatik og de gængse lyde i engelsk og andre vestlige sprog. Det er med forlov temmelig storsnudet af os andre at komme rejsende og forvente, at de i den internationale dialogs hellige navn bare har at sætte sig hen og lære sig bedre engelsk.

Men den måde, undervisningen i engelsk foregår på i japanske skoler, gør det ikke nemmere. Der er kun skriftlige eksaminer, og ved disse eksaminer behøver man i de fleste tilfælde ikke engang at skrive egne sætninger, men typisk skal man besvare en række ”multiple-choice”-spørgsmål, hvor en sætning er skrevet på forhånd, og man skal blandt flere muligheder vælge den grammatisk korrekte udfyldning af tomme felter i sætningen.

Derved kommer undervisningen, der selvfølgelig retter sig mod den eksamen, man skal op til, til at handle om regler og undtagelser i den engelske grammatik. Unge japanerne vil lige op til eksamen nok kende flere af disse regler og undtagelser, end de fleste danskere gør. Men de lærer engelsk som en øvelse i memorering, ikke som et sprog, beregnet på at blive brugt i mundtlig praksis. Lærerne er resultat af samme uddannelse – og tit ikke meget for at vove sig ud i alt for megen konversation.

Dette fokus på skriftlig indlæring kan synes idiotisk i sammenhæng med EF-ranglisten, men den rationelle forklaring er jo, at adgangseksaminer til mellemskole, gymnasium og universitet, hvor engelsk ofte indgår som et prioriteret fag, i det japanske skolesystem er altafgørende for et ungt menneskes muligheder i livet.

Derfor er disse adgangseksaminer i japansk optik nødt til at være millimeter-retfærdige. Færdighederne i de forskellige fag skal kunne måles og vejes og sammenlignes med hinanden, så de, der har gjort den største indsats, er dem, der kommer ind på de pågældende skoler. Her dur mundtlige eksaminer ikke, for det ved vi alle sammen er et stort lotteri. Konversation og mundtlige øvelser bliver derved en lavt prioriteret del af undervisningen.

I 80’erne og 90’erne herskede der i Japan ligesom andre steder i den industrialiserede verden en begejstring for den tids globalisering, hvor forældre investerede formuer i lektiehjælp og ekstraundervisning i engelsk konversation for deres børn, så de skulle kunne klare sig i den nye tids globale arbejdsmarked, som man dengang så for sig. Det skabte i Japan et jobmarked for engelsklærere, der gav beskæftigelse til en masse unge native-speakers og i mange tilfælde også for unge danskere.

Men i dag er årgangene små og arbejdsmarkedet presset, og japansk er et tilstrækkeligt stort sprogområde til, at de unge sagtens kan få job efter uddannelsen, hvor de reelt slet ikke behøver kunne tale eller forstå engelsk. Samtidig vil man i de fleste familier ikke længere have råd til at investere det samme i børnenes og de unges uddannelse, som man gjorde dengang.

Resultatet er, at de fleste som 22-årige efter universitetet går ud i samfundet med en manglende tiltro til egne evner i engelsk og meget gerne vil undgå at tale og bruge sproget, selv blandt professionelle inden for butikshandel, restaurantliv og turisme.

Hvis man ser specifikt på turistsektoren, hvor der jo er kommet et hav af nye job i løbet af de sidste ti års boom af indkommende udenlandske turister, er billedet ikke meget bedre. Det største rykind er jo – i hvert fald indtil for nylig – kommet fra Kina, så rejseselskaber, hoteller og spisesteder har prioriteret at lære deres ansatte et elementært kinesisk. Samtidig mistede man en masse løstansatte i de to et halvt år under corona-pandemien, hvor Japans grænser var lukkede, så man i stor udstrækning har skullet begynde forfra med at opbygge en kvalificeret stab med fornødne sprogkundskaber, da grænserne igen for godt tre år siden blev åbnet. Mange af de nye ansatte kommer fra andre asiatiske lande, hvor færdighederne i engelsk måske er bedre end i Japan, men heller ikke gode.

Mange er i den situation begyndt at manøvrere dygtigt med en oversættelses-app på deres mobiler eller små digitale oversættelsesapparater, som faktisk virker ganske godt. Det er en stor hjælp i en masse situationer, men det giver samtidig mange unge japanere en følelse af, at det i virkeligheden slet ikke er nødvendigt med alt det hårde arbejde med at lære så fremmedartet et sprog som engelsk.

Hele debatten om engelskundervisningens kvalitet, som jo er foregået i årevis og gennem tiderne har givet anledning til flere bekymrede regeringsrapporter, mødes derfor i dag ofte ude blandt folk med et irriteret spørgsmål om, hvorfor det skal være så vigtigt at knokle med at lære et vanskeligt sprog, når nu man kan klare sig udmærket uden, eventuelt med digital hjælp. Hvis nogen har et meget stærkt ønske om at kommunikere direkte mundtligt med folk i Japan, jamen, så har de værsgo selv at gøre sig umage med at lære sig japansk. Hvilket for de allerfleste danskere og vesterlændinge kræver en lige så kæmpestor indsats, som det gør den anden vej rundt.

Det medvirker til at forstærke den udbredte opfattelse, at ”vi japanere kan nu engang ikke lære engelsk”. Den har i flere generationer kunnet opleves helt ned i de skoleklasser, hvor man først stifter kendskab med det besynderlige udenlandske sprog. Denne opfattelse har mange steder fået dem, der faktisk kan noget engelsk, til at være de mærkelige, dem, der er udenfor – og det vil man jo tit helst ikke være i Japan.

Mange toppolitikere, erhvervsfolk og nobelprismodtagere fremviser også et usikkert engelsk, inklusive de af dem, som har tilbragt en del af deres studietid i et engelsktalende udland. Det gælder blandt andet den nuværende premierminister, Sanae Takaichi, som gerne bruger sit engelsk ved internationale møder. Det er hun på den politiske hjemmebane imidlertid blevet kritiseres for, fordi nogle synes, at hendes engelsk er pinligt dårligt og repræsenterer Japan dårligt. En nationalistisk politiker som hende bør tale japansk og lade sine ord oversætte, mener kritikerne.

(Disclaimer: Ovenstående klumme er skrevet af en dinosaurus blandt udenlandske Japan-korrespondenter, som selvfølgelig i løbet af fyrre år har samlet en del japansk op, men aldrig har haft tid og råd til at lære sproget fra grunden af, og som derfor gennem årene har været dybt afhængig af, at der trods alt har været en del af den japanske befolkning, som har lært sig godt engelsk og har kunnet fortolke og forklare om systemer og tankegange i deres fascinerende samfund over for os andre. Tak til dem. Jeg anerkender, at det for de fleste har krævet en stor indsats.)