(NYUUSU – news): Japan overvejer seriøst at opgive at rekruttere så mange soldater til sine militære selvforsvarsstyrker, Jieitai, som det hidtil har været meningen. Man har forsøgt og forsøgt i årevis, men befolkningstallet falder, årgangene af unge japanere er mindre og mindre, og det ser ikke ud til nogensinde at lykkes.
I forbindelse med den revision af tre centrale nationale sikkerhedsdokumenter, som i øjeblikket diskuteres i toppen af det liberal-demokratiske regeringsparti, LDP, er der derfor forslag om at reducere det antal medlemmer af Jieitai (SDF), som man stræber efter. Det nuværende maksimale og optimale mål for Jieitai-bemanding er 247.000 medlemmer, men i 2024 var det reelle antal 220.000 medlemmer, ikke engang 90 procent af den kapacitet, man i øvrigt planlægger efter.
Forsvarsministeriet har lavet et regnestykke på basis af befolkningstallets fremtidige udvikling og den forventede arbejdskraftmangel i det japanske samfund, og det førte til et realistisk antal Jieitai-medlemmer i 2035 på 180.000 og i 2045 på omkring 130.000.
Mange af Jieitais baser ligger typisk ude på landet, væk fra de store byer. Og LDP-politikere, som er valgt i de områder, vender sig i de aktuelle diskussioner mod planerne om at skære ned. Det er arbejdspladser i lokalområdet, der er i spil, hvis en sammenlægning og integration af nuværende baser, som er placeret i landdistrikter, kommer på tale. Det vil uundgåeligt have store konsekvenser for de lokale samfund.
En tidligere forsvarsminister har til avisen Asahi Shimbun udtalt, at “et sådant skridt aldrig kunne realiseres tidligere på grund af den voldsomme modstand, som lovgivere har rejst fra distrikter, hvor baserne er placeret”.
Samtidig med at man planlægger at bruge en betydelig del af Japans kraftigt øgede forsvarsbudget på at hæve soldaternes løn og give dem bedre forhold i barakkerne i håb om trods alt at tiltrække så mange nye rekrutter som muligt, så satser man i de nye planer om at mindske behovet for arbejdskraft på forskellige andre måder. Det er uundgåeligt, mener man.
Jieitai vil i fremtiden skulle lære at benytte sig endnu mere end i dag af robotter, drone-teknologi, kunstig intelligens og automatiseret udstyr.
Man diskuterer også at integrere forskellige hovedkvarterer og forenkle organisationen og derved spare en masse arbejdskraft, der i dag er optaget af bureaukratiske opgaver.
„På baggrund af den stadigt mere alvorlige sikkerhedssituation, der omgiver Japan, landets lange grænser og dets enorme eksklusive zoner (i farvandet omkring Japan, red.) og i lyset af vanskelighederne med at sikre tilstrækkeligt nyt personale til ’selvforsvarstyrkerne’ på grund af den faldende fødselsrate og den aldrende befolkning, burde indførelsen af ubemandede systemer og robotter aktivt overvejes i vores land“, forklarede professor Ken Jimbo fra Keio-universitetet, en tidligere rådgiver for det japanske forsvarsministerium, allerede i november 2022 ved en briefing for udenlandske korrespondenter i Tokyo.
Og nej, der er ingen, der overvejer at indføre værnepligt. Det ville være for alvorligt et brud på hele tankegangen omkring militær i efterkrigstidens Japan. En højtstående embedsmand i forsvarsministeriet siger til Asahi Shimbun, at det er utænkeligt at indføre værnepligt i Japan, og at alle andre måder at sikre arbejdskraft til Jieitai må overvejes.
LÆS: Avisen Asahi Shimbuns grundige artikel om de aktuelle overvejelser
Foto: Phil Sussman/U.S. Army public domain
Mine NYUUSU-klummer om Japan og Østasien udkommer på hjemmeside og facebook en eller to gange om ugen - undtagen når jeg arbejder som rejseleder i Japan. Så vil der være længere mellem dem. En eller to gange om måneden vil jeg udsende et NYUUSU-nyhedsbrev. Danske mediers professionelle dækning af den del af verden er desværre svækket i de senere år. Jeg håber, at jeg med min lange erfaring kan bidrage en smule til at udfylde dette hul.
Prisen for at modtage nyhedsbrevet er et engangsbeløb på 300 kroner. Så modtager I det i årevis, indtil jeg segner. Skriv til mig på arc@asgerrojle.com – og sæt beløbet ind på mobilePay 26360251, mærket NYUUSU og jeres email-adresse. I er velkomne til at gå højere op i pris, alt efter pengepung. Beløbet vil indgå i mit firmas regnskab, og jeg får tid og ressourcer til at holde mit lille nyhedsmedie i live. I givet fald tusind tak. Alle vil uanset betaling kunne følge med i NYUUSU-indlæggene og deltage aktivt med råd, ideer og kritik ved at melde sig ind i facebook-gruppen af samme navn.

