(NYUUSU – news): I den nylige overhusvalgkamp i Japan, hvor udlændingepolitik for første gang for alvor var et tema, lykkedes det politikere, medier og internetkrigere at rode indvandrere og turister godt og grundigt sammen. Jeg er heller ikke sikker på, at jeg fik skillet de to ting tilstrækkeligt ad i mine skriverier.
Men i Japan – som i andre lande – er de to ting ikke det samme. Det er altså ret vigtigt at stille skarpt på. Ellers mudrer diskussionen.
Forleden dag var der en nyhed om, at der nu er næsten 3,7 millioner fastboende udlændinge i Japan, en stigning på mere end ti procent på et enkelt år. Samtidig faldt antallet af japanske statsborgere med næsten en million. Sandheden er, at indvandrere er hamrende nødvendige for at få det japanske samfund til at fungere, og at der i dag i det politiske miljø er en relativt bred accept af denne sandhed.
Den gamle myte om, at det er en af Japans styrker, at landets befolkning etnisk er så ”homogen”, lever måske videre i nogle af de allermest konservative fraktioner i parlament og regeringsparti inde i hovedstaden. Men ude omkring i landet ser de valgte politikere anderledes på tingene.
”Vi appellerer kraftigt til regeringen om at tage ansvar og arbejde for en accept af udenlandske borgere og en virkeliggørelse af et multikulturelt samfund”, hed det i en erklæring fra sammenslutningen af valgte amtsguvernører, da de for alvor blev bekymrede over tonen i valgkampen. For to uger siden fremlagde amtsguvernørerne et katalog med konkrete initiativer for at gøre livet lettere for udlændinge og integrere dem bedre. Langt de fleste af disse amtsguvernører er konservative politikere, valgt for det liberal-demokratiske regeringsparti LDP.
Generelt er de senere års stigning i antallet af indvandrere i Japan sket bemærkelsesværdigt gnidningsfrit, når man sammenligner med Europa og USA. De fleste indvandrere lærer sig det nødvendige sprog og arbejder i ufaglærte job i døgnbutikker, på byggepladser og plejehjem samt i landbruget. De holder lav profil, lærer de lokale normer og skaber ikke konflikter. Enkelte steder som Kawaguchi i Saitama-amtet er kendt for ghetto-lignende boligområder med først kinesere og nu også kurdere. Men det er undtagelsen mere end reglen.
Vi er på den baggrund som turister og aktive i turistbranchen nødt til at se i øjnene, at det først er med de seneste års eksplosionsagtige vækst i turister udefra, at der nogle steder er kommet sammenstød og utryghed, og at det er disse følelser, som den generelle udlændingedebat fødes af. De har givet mange stemmer ved valget til Sanseito, det nye udlændingekritiske parti, som havde et godt valg. Som det er sket i andre lande, så har udlændingedebatten i sig selv skabt en del frygt og utryghed, der ellers ikke har været der.
”Sanseito må holde op med sin frygtskabende ’Japanere Først’-politik”, hed en leder i den store avis Mainichi Shimbun. ”Politikere må afholde sig fra metoder, som skaber sociale bekymringer og uddyber splittelser”, skriver avisen.
Også turismen er blevet en nødvendig del af vore dages japanske samfundsøkonomi. På få år den blevet Japans næststørste eksportvare. Mange, dvs. de fleste, opfører sig ordentligt og prøver at undgå at være en belastning for lokalbefolkningen, men der er alt for mange eksempler på, at andre ikke gør det. I langt de fleste tilfælde fordi de ikke ved nok om, at Japan er et samfund, hvor man lægger stor vægt på ”manners”, som det hedder på engelsk og ny-japansk. Når nogle turister larmer, fylder for meget med deres store kufferter og smider deres affald forkerte steder, skaber det forståeligt nok irritation.
En nylig meningsmåling viste, at over halvdelen af den japanske befolkning i dag ikke er entydigt glade for væksten i turisme, og her var turisternes ”dårlige manerer” med 65 procent den væsentligste årsag.
Her må man som vestlig gæst i Japan også være opmærksom på en anden skelnen mellem på den ene side os selv og på den anden side asiatiske indvandrere og turister.
Japan er et fantastisk land at bo, arbejde og rejse i. Det er effektivt, trygt og service-minded – og derfor ideelt for dem af os, der måske fra naturens hånd er forsigtige og tålmodige og ikke har behov for den høje profil hele tiden, og derfor har formået at lære os selv at leve mere eller mindre op til de strenge sociale krav, som man i Japan er opdraget til at stille til hinanden. Krav om at gennemskue og respektere lokale hierarkier, krav om at styre uden om alle tilløb til skænderier og pinlige situationer. Helt ned til krav om uden vrøvl at bære rundt på sit affald, indtil man kan komme af med det.
Men hvor der er en generel lempelig holdning over for dem, der ser vesterlandske ud, som ikke hundrede procent behøver at leve op til disse krav – man ved godt, at vesterlændinge ikke fatter forskellen på, hvor dybt man bukker, og hvilket høflighedsfraser, man bruger i den ene og den anden situation – så er der en tendens til i langt stærkere grad at forvente, at indvandrede asiater og asiatiske turister forstår og respekterer og fra den første dag lever op til disse sociale krav.
En britisk journalistkollega i Tokyo har engang sagt, at for sådan nogle som ham og mig rummer Japan det bedste af to verdener. Man oplever på den ene side trygheden og ordentligheden, og man behøver på den anden side ikke leve så stramt op til de sociale krav, der for fastboende japanere er en del af pakken, hvis bare man viser god vilje til at forsøge at gøre det.
Så godt som hele stigningen i antallet af indvandrere er asiater. Hvis man ser bort fra turisterne, er der ikke ret mange flere hvide ansigter i mængden, end der var i 1980’erne og 1990’erne, hvis der overhovedet er det. Når det handler om turister, er den største stigning også asiater, men på det område er der en markant og synlig stigning af europæere, amerikanere og australiere.
Hvis vi som vesterlandske turister skal give vores bidrag til, at denne proces, som med Japans aktuelle demografi, økonomi og geopolitiske position er både nødvendig og uundgåelig, fortsat skal udvikle sig så harmonisk, som den i det store og hele har gjort hidtil, så handler det ganske enkelt om på god gammeldags manér at se sig til højre og venstre, se, hvad andre mennesker gør, og gøre sig umage for at opføre sig nogenlunde pænt.
LÆS: Nikkei Asia’s nyhed om de seneste tal for befolkning og indvandrere i Japan.
Mine NYUUSU-klummer om Japan og Østasien udkommer på hjemmeside og facebook en eller to gange om ugen - undtagen når jeg arbejder som rejseleder i Japan. Så vil der være længere mellem dem. En eller to gange om måneden vil jeg udsende et NYUUSU-nyhedsbrev. Danske mediers professionelle dækning af den del af verden er desværre svækket i de senere år. Jeg håber, at jeg med min lange erfaring kan bidrage en smule til at udfylde dette hul.
Prisen for at modtage nyhedsbrevet er et engangsbeløb på 300 kroner. Så modtager I det i årevis, indtil jeg segner. Skriv til mig på arc@asgerrojle.com – og sæt beløbet ind på mobilePay 26360251, mærket NYUUSU og jeres email-adresse. I er velkomne til at gå højere op i pris, alt efter pengepung. Beløbet vil indgå i mit firmas regnskab, og jeg får tid og ressourcer til at holde mit lille nyhedsmedie i live. I givet fald tusind tak. Alle vil uanset betaling kunne følge med i NYUUSU-indlæggene og deltage aktivt med råd, ideer og kritik ved at melde sig ind i facebook-gruppen af samme navn.