(AIZU – dagligliv i Japan): I Aizu er folk gevaldigt stolte over egnens ofte fortalte samurai-historier med al deres drama og alle deres sørgelige myter. Det ser og registrerer man ganske tydeligt. Ikke kun i turistbrochurer og festskrifter og ved besøg ved områdets mange seværdigheder fra den tid, men også når man nu om dage snakker helt almindeligt med almindelige borgere. At Aizu er en gammel samurai-stad, er en turistparole, ja, men det er ikke kun en turistparole. Stoltheden er reel.
Men det er vigtigt at huske på, at langt fra alle i det gamle Aizu-domæne var pligttro og privilegerede samuraier. Det ved man også godt i Aizu. Der var andre grupper, der fik samfundet til at fungere, og disse andre gruppers historie skal også fortælles.
Langt de fleste var bønder, men der var også i tidens løb flere og flere købmænd og håndværkere. Denne klumme er lidt af et opsamlingsheat, der handler om disse grupper – og deres arv og eftermæle i det nuværende Aizu.
Bønder
Bønderne var dem, der dyrkede jorden. De dyrkede mest ris, men også grøntsage. Det var et feudalt system, så mindst halvdelen af den dyrkede ris gik til herremanden. Langt mere end halvdelen i dårlige år.
Aizu-klanen på Tsuruga-borgen inddrev effektivt, hvad der tilkom den. Strenge inddrivere med pisk førte nøje opsyn med, hvad der foregik ude i rismarkerne i deres domæne. Domænet omfattede hele den nordlige del af den nuværende Aizu-region plus dele af det nuværende Niigata og Tochigi.
Langt det meste af tiden gik for bønderne med at dyrke ris. Det var hårdt arbejde med bøjede rygge i markerne, både ved udplantning og høst. Men det fortælles, at selv fik Aizu-domænets risbønder kun ris på bordet tre gange om året. Resten af tiden måtte de leve af hirse, nødder samt skyllede og kogte tochinomi, japanske hestekastanjer. Folk var permanent underernærede og lette ofre for smitsomme sygdomme.
Helt anderledes længere sydpå – i den sydlige del af nutidens Aizu. Risbønderne her hørte ikke under Aizu-domænet, men var direkte under den herskende shogun i det fjerne Edo (Tokyo). Det var ham, deres ris skulle leveres til. Her foregik inddrivelsen meget mere lempeligt end tæt ved Tsuruga-borgen, og folk kunne selv beholde en langt større andel af den høstede ris. Den dag i dag viser skilte på landevejen, hvor grænsen mellem Aizu-klanens og shogunens domæner i sin tid lå. En afgørende skillelinje i Aizus historie gennem århundreder.
Fælles for nord og syd var imidlertid, at bønder kun var bønder om sommeren – indtil høst.
Derefter dyrkede nogle skovbrug. Som ansatte i handelsfirmaer skar de høje egetræer ned og stødte dem derpå som tømmerflåder hundreder af kilometer ned langs floderne til Niigata-amtet ved kysten ud til Det Japanske Hav. Her blev tømmeret solgt.
Andre fik i den kolde vinter fast arbejde længere sydpå omkring Edo som tækkemænd, mens familien stod den kolde vinter i Aizu igennem. Det siges i Aizu, at det er det sted i verden med mest snefald, i hvert fald dengang. Dengang i Edo-tiden var der koldere vintre globalt, end der er i dag.
Da jeg i efteråret 2025 boede en måned i Aizu, havde alle i landbruget travlt med at nå de sidste forberedelser til vinteren i den sidste weekend, inden vejrudsigten havde varslet den første sne om tirsdagen. Den kom nu aldrig. Det begyndte først at sne efter min afrejse.
Men alt i alt levede Aizus bønder et hårdt liv under feudalismen, og det blev værre ved de jævnlige hunger-katastrofer, når høsten af den ene eller anden grund slog helt eller delvist fejl. Ved en sultkatastrofe i 1784 mistede 55.000 beboere livet i løbet af vinteren.
Alt det fortæller Yashuhito Watanabe om med solidariske og engagerede øjne og fægtende arme, mens vi går rundt i det lille lokale museum i Tajima i det sydlige Aizu. Han er tidligere direktør eller kurator eller noget i den stil på museet og kender hver eneste detalje i udstillingerne. Umiddelbart ligner Oku-Aizu Museum, som det hedder, et uhyre traditionelt etnografisk museum i sin indretning med en masse redskaber og klædningsstykker fra forskellige tidsperioder, men kun indtil Yashuhito Watanabe begynder sin enormt underholdende rundvisning. En fantastisk fortæller. Han gør den tids mennesker levende for øjnene af en.
Meningen med museet er at ”videregive vores forfædres livsstil, visdom og traditionelle kultur til fremtidige generationer”, som det hedder i et opslag lige ved indgangen. Det sidste rum, man kommer til under rundvisningen, handler bemærkelsesværdigt nok om kabuki, den folkelige og ikke-intellektuelle form for traditionelt teater i Japan.
Rundt omkring i det sydlige Aizu findes der ikke færre end 170 overlevende kabuki-scener i hver sin lille landsby. Den mest berømte ligger i Hinoemata, hvor der i vore dage hvert år holdes en traditionel kabuki-festival. Men der er for eksempel også en fin scene i landsbyen Omomo tættere ved museet i Tajima – se foto.
Skuespillerne på Edo-tidens små scener var bønderne selv i fine såkaldte ”asa”-hørdragter. De skiftedes til at optræde for hinanden. Trods shogunens landsdækkende forbud mod kabuki og den slags skørlevned var det en tiltrængt kilde til underholdning for fattige folk i det sydlige Aizu – men kun i den sydlige del. Her var der på 33.000 kvadratkilometer kun stationeret en politimand, så forbuddet kunne umuligt håndhæves.
Det blev imidlertid håndhævet med hård hånd i det nordlige Aizu omkring det nuværende Aizu-Wakamatsu, tættere ved Aizu-klanens hovedsæde, hvor man i dag ikke finder en eneste kabuki-scene. Man kunne ikke have, at de titusindvis af bønder, der skulle levere ris og grønt til herremanden på Tsuruga-borgen og hans samuraier, spildte deres tid med den slags.
Købmænd
I Edo-tidens officielle samfundshierarki rangerede købmænd i Japan under bønder. Det var det laveste, man kunne være, hvis man ser bort fra dem, der slagtede urene dyr. Det blev opfattet som alt andet end ærefuldt at tjene penge på at købe og sælge andre menneskers arbejde. Ikke desto mindre blev nogle købmandsfamilier rige, især i slutningen af perioden. En del blev endda meget rige.
Aizu havde et kæmpestort opland. Byen Aizu-Wakamatsu blev dermed knudepunkt for en masse handel og store forretninger, og købmænd kom til at spille en afgørende rolle i at skabe byens økonomiske vækst i 1700-tallet og 1800-tallet.
I begyndelsen af 1700-tallet flyttede købmandsfamilien Fukunishi til Aizu. Gennem hele Edo-perioden så den gennem flere generationer sin velstand stige og stige. Da Meiji-reformerne fra 1860’erne og frem gav friere bane for en mere vestligt-lignende kapitalisme, bidrog det blot yderligere til væksten i den driftige families handelsfirma, som med nye investeringer gik ind i Aizu Bys aktive og indbringende markeder for varer som miso, soya-sovs, lakarbejder – og sake. I løbet af de første årtier af 1900-tallet satte familien sig på afgørende poster i byens lokale bank og stiftede et lokalt jernbaneselskab. En anden gren af familien handlede med bomuld og sengelinned og tjente godt på det.
Midt i Aizu-Wakamatsu ligger stadig i dag den fornemme købmandsgård, Fukunishi Honten, der blev bygget i 1914 som et synligt monument over købmandsfamiliens dominerende rolle i det lokale erhvervsliv og dermed det lokale samfund på det tidspunkt.
Bygningen er velbevaret og i de senere år meget flot restaureret, og den fremviser på alle etager og fløje gedigent bygningshåndværk. At der er så højt til loftet, siger i sig selv noget om familiens velstand på det tidspunkt. Den kunne tillade sig at fråse med kubikmeterne, som ellers kun kejser og adel kunne på det tidspunkt.
Det er stadig efterkommere af familien Fukunishi, som ejer den imponerende bygning. I dag har man tilføjet turisme til handelsfirmaets mange aktiviteter, og den del af det gamle hovedsæde, som var familiens bolig, er blevet en imponerende seværdighed. Den fortæller ikke så lidt om, hvilken luksus den tids velstillede borgere i Aizu kunne tillade sig. Udstillingerne giver et glimt af tidens arkitektur, møbelkunst og udskårne vægudsmykninger. Den del af bygningen, hvor købmandsfirmaets aktiviteter fandt sted, er blevet til en af byens finere souvenirbutikker.
Håndværkere og kunsthåndværkere
Endelig udviklede Aizu sig i samme periode, hvor købmændene fik indkomst og magt, til et fornemt centrum for håndværkere og kunsthåndværkere i nordøst. Mange af de håndværkstraditioner, denne udvikling byggede videre på, rækker selvfølgelig længere tilbage i tiden, men købmændene skabte afsætningsmuligheder i hele Japan, og det gav dem et slags gennembrud ud over lokalområdet.
En af de mest lokale af disse traditioner er den robuste og holdbare Aizu-bomuldsvævning, kendt for sin ujævne og knudefulde overflade, særligt velegnet til det kolde klima om vinteren. Rundt om ganske få hjørner fra Fukunishi Honten kan man som besøgende i Aizu med egne øjne i vævefabrikken Yamada Momen Orimoto, der på mange måder fungerer som et lille industrimuseum, se og opleve den tidlige industrialisering af dette håndværk.
Geledder af oprindelige Toyota-vævemaskiner fra første halvdel af 1900-tallet – Nagoya-virksomheden Toyota lavede fine tekstilmaskiner længe før den begyndte at producere automobiler – er opmarcheret i et snævert lokale, og besøgende har mulighed for at betragte hele processen bag det vævede bomuldsstofs karakteristiske blå mønstre.
Værkstedets historie på samme adresse går mere end 400 år tilbage. Den grove bomuldstype blev opfundet i dette område. Den passer til Aizus klima, fordi den effektivt absorberer sved om sommeren og lige så effektivt holder på varmen i de kolde vintre. I de sidste hundrede år er produktionen ved Yamada-værkstedet foregået på samme måde som i dag.
Aizu er måske mindst lige så berømt for sine forfinede lakarbejder, lakerede skåle, fade, madpakker og små skabe i træ. Allerede i 1500-tallet blev der overalt i regionen på initiativ af herremanden i Aizu med føje plantet en masse såkaldte urushi-træer, hvorfra den karakteristiske mørkerøde lak bliver udvundet. Herremanden hyrede også lakarbejde-specialister fra områderne omkring kejserbyen Kyoto, som kom til Aizu for at undervise lokale kunstnere i det vanskelige håndværk.
Inden ret længe havde man udviklet en særlig lokal tradition for enkle og diskrete motiver, som typisk er udsnit af fyrregrene, bambus og blommeblomster, ofte med gyldne, grønne og orange farver på den mørkerøde bund, som adskiller Aizu-lakarbejder fra lakarbejder, der produceres andre steder i Japan. Allerede før Japan officielt blev åbnet for udenlandsk handel i 1860’erne og frem, var Aizu-lakarbejder kendt og påskønnet på fjerne markeder som Kina og Holland.
I dag er urushi-træer næste forsvundet i resten af Japan, og der importeres store tønder af urushi fra Kina for at holde lakarbejde-traditionen i live, men i det vestlige Fukushima kan man ligesom flere andre steder i nordøst stadig se lunde og plantager med urushi-træer. Og håndværket lever videre på værksteder og små fabrikker mange steder i landsdelen.
En tredje form for særligt Aizu-håndværk, som har vundet hævd i indland og udland, er den specielle Aizu-Hongo-keramik, den nordøstlige Tohoku-regions ældste form for pottemageri, også med rødder helt tilbage til 1500-tallet. Den udøves i dag især af specialiserede værksteder omkring landsbyen Misato.
Og endelig har Aizu-regionen gennem århundreder kendt for at være hjem for en lang række mestre i kunstarten kalligrafi, at skrive smukke skrifttegn, og selvfølgelig også sake-produktion, der også kræver et ganske særligt håndelag.
Foto: Asger Røjle Christensen, Yoko Nemoto og Oku-Aizu Museum
Mine NYUUSU-klummer om Japan og Østasien udkommer på hjemmeside og facebook en eller to gange om ugen - undtagen når jeg arbejder som rejseleder i Japan. Så vil der være længere mellem dem. En eller to gange om måneden vil jeg udsende et NYUUSU-nyhedsbrev. Danske mediers professionelle dækning af den del af verden er desværre svækket i de senere år. Jeg håber, at jeg med min lange erfaring kan bidrage en smule til at udfylde dette hul.
Prisen for at modtage nyhedsbrevet er et engangsbeløb på 300 kroner. Så modtager I det i årevis, indtil jeg segner. Skriv til mig på arc@asgerrojle.com – og sæt beløbet ind på mobilePay 26360251, mærket NYUUSU og jeres email-adresse. I er velkomne til at gå højere op i pris, alt efter pengepung. Beløbet vil indgå i mit firmas regnskab, og jeg får tid og ressourcer til at holde mit lille nyhedsmedie i live. I givet fald tusind tak. Alle vil uanset betaling kunne følge med i NYUUSU-indlæggene og deltage aktivt med råd, ideer og kritik ved at melde sig ind i facebook-gruppen af samme navn.