Historien om hvordan et værdifuldt fortidsminde blev genskabt

(AIZU – dagligdag i Japan): Ouchi-juku ligger i det vestlige Fukushima en times tids kørsel syd for Aizu-Wakamatsu. Den pittoreske og fotogene landsby er en gammel rasteplads fra feudaltiden, en ”juku”, en lille by med 30-40 stråtækte landevejskroer langs begge sider af et stykke vej på en halv kilometer, hvor lokale herremænds delegationer af samuraier og andre rejsende gjorde holdt på vej til og fra den regerende shoguns hovedstad, Edo (Tokyo).

I Edo-æraen (1603-1867) lå der mange af den slags ”juku” rundt om i Japan. Men langt de fleste af dem er for længst forsvundet fra landkortet, og af de overlevende er Ouchi-juku i dag den, hvor man tydeligst kan se og fornemme den oprindelige ide med kroer på rad og række langs landevejen. Ved et lignende sted som det langt mere populære – til tider overrendte – turistmål, Shirakawa-go i Gifu-amtet, ligger de fine stråtag hulter til bulter i en smuk dal.

”Men en gennemført stråtækt gammel kro-by som den i Ouchi-juku ser man sjældent overleve”, som forfatteren og kunst- og arkitekturkenderen Alex Kerr skriver i sin bog fra 2023 om ”Hidden Japan”. Han tæller Ouchi-juku med som en af Japans skjulte skatte.

At den aflange bystruktur har overlevet, skyldes for det første den historiske tilfældighed, at de nordøstlige herremænds delegationer til shogun-hoffet, som tit talte hundreder af medlemmer, i løbet af 1700-tallet begyndte at gøre rejsen ad andre ruter. Der blev færre gæster på kroerne, og folk i Ouchi-juku kunne ikke længere udelukkende leve af indtægter fra krodrift. Det udviklede sig til, at de fleste indbyggere faktisk fik deres indtægt ved landbrug. Landsbyen blev glemt af historien, overset af fremskridtet – og fik bare lov at ligge.

Men den flotte bevaringsstand i dag, hvor mange af husene ud til vejen bruges som cafeer og butikker med souvenirs og lokale produkter, skyldes i høj grad også idealismen hos indbyggerne i selve byen, hvor der i vore dage kun bor 150 beboere. I de seneste årtier har de i respekt for historien gjort en kæmpe indsats for at genskabe det værdifulde fortidsminde, som byen i sin struktur og fremtræden er.

For 50 år siden, da byen i 1970’erne blev genopdaget af det officielle Japan og formelt fredet, var det kun halvdelen af bygningerne i byen, som havde stråtag, og halvdelen af dem så forsømte ud. Så først og fremmest gjaldt det om at få givet husene deres karakteristiske stråtækte udseende tilbage.

Norio Yoshimura ejede et af husene i landsbyen, som i dag er en soba-restaurant, og han var i mange år embedsmand på det lokale rådhus. Men han gik tidligt på pension, lærte sig det vanskelige håndværk, som stråtækning er, og satte sig i spidsen for at uddanne byens yngre generationer og etablere grupper af aktive borgere, der sammen gik i gang med at genskabe deres bys stråtækte image.

I dag er Yoshimura en ældre mand, men når man besøger byen i november i ugerne inden den første sne, som jeg gjorde i forrige uge, så møder man på en af markerne omkring byen femten mennesker, en tiendedel af byens befolkning, aktivt beskæftiget med at høste såkaldte ”kayaba”-strå ved håndkraft. De knoklede og havde tænkt sig at blive ved med at knokle hele dagen. En af de ihærdigste på marken var Yoshimuras søn, som også gav mig en powerpoint i hånden med hele historien om genoplivningen af Ouchi-jukus stråtækte tage.

Det næste hus, der står for tur, er et stort hus, der ejes af Masami Abe, formanden for landsbyens bevarelsesforening. Hans hus er en kombineret souvenirbutik og cafe, men dets indre fremstår som et slags museum. Han og hans familie bor ligesom andre af beboerne selv i et lidt mere moderne hus i andet geled i forhold til den gamle landevej.

Masami Abes hus var et af de første, der i sin tid fik stråtag, da gruppen med Yoshimura i spidsen begyndte sit arbejde for et kvart århundrede siden.

”Og nu trænger det til en ny udskiftning”, fortæller han. ”Et stråtag varer næppe længere end 30 år, før det skal erstattes af et nyt”.

De strå, som jeg så blive skåret i dette efterår, vil i de kommende måneder blive til et nyt tag på familien Abes hus.

I dag er hele byen fredet i den forstand, at folk tilskyndes til at blive boende og bruge husene som boliger og forretninger, samtidig med at de med føje bevares i traditionel stil. Stedet er i dag blevet et levende frilandsmuseum, hvor vore dages japanere kan komme og opleve fortidens måde at bygge stråtage på. Samtidig kan de med egne øjne se, hvordan man traditionelt har brugt langt flere forskellige træarter til at bygge forskellige slags huse med forskellige funktioner – og ikke kun ceder og cypres, som fortrinsvis benyttes i dag.

Det var først, da Yoshimuras grupper gik i gang med deres arbejde for 20-30 år siden, at antallet af turister i byen for alvor steg, hvilket jo også var en del af formålet. Antallet er steget, men der er grænser for, hvor mange turister der kan komme til et sted som Ouchi-juku på en gang. Stedet er svært tilgængeligt, hvis man ikke kommer i bus eller bil, og parkeringskapaciteten er begrænset.

Stedet er smukt året rundt, så man forsøger at styre turiststrømmen, så der ikke kommer alt for mange på samme tid. Beboerne diskuterer løbende, hvornår nok er nok, men mange af dem er reelt økonomisk afhængige af, at der kommer turister.

Indsatsen for løbende at forny de stråtækte tage og bevare de gamle bygninger i pæn stand kræver selvfølgelig store ressourcer. Beregnet i penge koster det, hvad der svarer til 830.000 danske kroner at udskifte et stråtag i byen. De ressourcer har man faktisk i Ouchi-juku, men netop kun fordi turisterne kommer og bruger penge i cafeer og butikker.

Stedet rummer en spændende fortælling om fortiden, som den lokale befolkning har påtaget sig at gøre en imponerende indsats for at holde i live for andre japanere og for os alle sammen. Hvis det ikke var deres indsats og for turisternes komme, ville Ouchi-juku og stedets fortælling utvivlsomt allerede nu være tabt for os alle.