Jeg skrev en artikel om forholdet mellem turister og bjørne i Japan, som Politiken publicerede i juli måned. Her er et redigeret udpluk.
Japan har en fabelagtig natur, der er længere mellem folk derude, og tilbud om vandreoplevelser og ”adventure”-turisme har appelleret til dem, der gerne har villet undgå den værste trængsel i populære turistmål i byerne. Men denne tendens er på kort tid delvist vendt på grund af frygt for at møde bjørne.
Interessen er egentlig ikke mindre end før, fortæller australske Katy Shina, der gennem mange år har arrangeret vandreture og udendørs oplevelsesturisme i Tohoku, det nordøstlige Japan.
”Men vi får mange forespørgsler på, hvad bjørnespray koster”, fortæller hun. Det samme gælder klokker at hænge på rygsækken. De allerfleste bjørne undgår stadig kontakt med mennesker, når det er muligt, så klokkeklang og fællessang undervejs gennem skoven er et af de bedste råd til dem, der vover sig derud.
Katy Shina fortæller, at de rejsebureauer i Australien, som hun sælger sine ture igennem, ”får mange spørgsmål om bjørne i forbindelse med bookinger, og de har oplevet en reduktion i salget og et skift til gruppeture i stedet for at vandre på egen hånd”. (…)
De gode råd for dem, der immervæk vover sig ud af byerne og ud i bjergene, hvilket jo normalt ville være en oplagt god ide i sommerens fugtige hede, er at holde sig til de afmærkede stier, altid gå sammen i grupper, have en klokke hængende på rygsækken og (…) snakke og synge undervejs. Så er risikoen stadig minimal. Katy Shina fortæller, at hun selv aldrig nogensinde har mødt en bjørn.
LÆS: Hele artiklen hos politiken.dk (for abonnenter)
Foto: Guilhem Vellut/WikimediaCommons
Mine NYUUSU-klummer om Japan og Østasien udkommer på hjemmeside og facebook en eller to gange om ugen - undtagen når jeg arbejder som rejseleder i Japan. Så vil der være længere mellem dem. En eller to gange om måneden vil jeg udsende et NYUUSU-nyhedsbrev. Danske mediers professionelle dækning af den del af verden er desværre svækket i de senere år. Jeg håber, at jeg med min lange erfaring kan bidrage en smule til at udfylde dette hul.
Prisen for at modtage nyhedsbrevet er et engangsbeløb på 300 kroner. Så modtager I det i årevis, indtil jeg segner. Skriv til mig på arc@asgerrojle.com – og sæt beløbet ind på mobilePay 26360251, mærket NYUUSU og jeres email-adresse. I er velkomne til at gå højere op i pris, alt efter pengepung. Beløbet vil indgå i mit firmas regnskab, og jeg får tid og ressourcer til at holde mit lille nyhedsmedie i live. I givet fald tusind tak. Alle vil uanset betaling kunne følge med i NYUUSU-indlæggene og deltage aktivt med råd, ideer og kritik ved at melde sig ind i facebook-gruppen af samme navn.


