januar 6

Religiøs sekt har haft stor politisk indflydelse i Sydkorea

0  comments

Asger Røjle Christensen

(Dette interview er skrevet til og offentliggjort af Kristeligt Dagblad)

Dansk religionshistoriker kalder religiøs bevægelse i centrum af sydkoreansk skandale for en ”pseudo-kristen og pseudo-shamanistisk sekt”

Maria Hasfeldt er en ung dansk religionshistoriker, som netop har afsluttet en kandidatuddannelse på Sogang-universitetet i Seoul i koreansk konfutsianisme og shamanisme. Hun har boet i Sydkorea i tre år og har fulgt udviklingen omkring den aktuelle skandale tæt, hvor rigsretssagen mod præsident Park Geun-hye torsdag officielt blev indledt.

Hvad er det for en sær religion, som tilsyneladende har haft så stor indflydelse på præsidenten?

Choi Tae-min (1912-1994) har skabt en pseudo-kristen, pseudo-shamanistisk sekt, som indtil i dag har haft ekstremt megen magt.

Han blev i 1954 buddhistisk munk. I 1970’erne blev han imidlertid salvet til at være katolsk præst. Han har aldrig taget teologi-studiet, men betalte sig fra det, da kirkerne på den tid levede af, hvad deres medlemmer betalte.

Senere blev han udstødt af det kristne samfund i Sydkorea, da han begyndte at praktisere ”kultiske” seancer. I 1975 påstod han, at han havde opdaget metoden til at ”forene sjælen”. Han stiftede den ny religiøse bevægelse ”Åndens Kirke” eller ”Det evige livs Kirke”.

Choi erklærede, at han havde spirituelle evner. Han havde opnået nirvana og ”opnået guddommelighed gennem Helligånden”. Han havde realiseret menneskets guddommelighed gennem Chonto-kyo, læringen om himlens vej, den oprindelige traditionelle religion i Korea.

Vi plejer at skrive ”en blanding af elementer fra kristendom, buddhisme og shamanisme”. Hvad vil det sige?

Choi Tae-min efterlignede elementer fra muisme (koreansk shamanisme), samt fra den katolske kirke og buddhismen. Disse elementer var blandt andet kristen eksorcisme og healing og det buddhistiske koncept om fremtidens Buddha. Men det er de shamanistiske elementer, der fyldte mest.

Choi mente, at han kunne kommunikere med ånder i drømme, som en karismatisk shaman kan. Han kunne yderligere spå om fremtiden og modtage varsler fra himlen. Ifølge den afdøde okkultekpert Tak Myong-hwan var sektens ritualer simple. Ofte sad menigheden og stirrede på en cirkel i en rum tid.

Han stiftede også missionærgruppen Kukuk (Red landet), som var både ”kristen” og anti-kommunistisk.

Har denne religion reelt haft politisk indflydelse?

Den skal have haft ret megen magt over Park-familien og dens udøvelse af politik.

Choi Tae-min var efter sigende meget optaget af politik. Han kom i kontakt med den nuværende præsidents far, mens han var diktatorisk præsident i 1960’erne og 1970’erne. Park ville gerne have mere magt over de kristne grupper og især dem, der var imod regeringen. Han lavede en aftale med Choi om at lave en Pro-Park kristen missionærgruppe.

(Den nuværende, suspenderede præsident) Park Geun-hye blev landets førstedame i 1975 efter sin mors død. Hun meldte sig ind i Choi Tae-mins missionærgruppe og blev æresmedlem. Her mødte hun Choi Soon-sil. Hun var Choi Tae-mins femte datter og udråbt til at blive hans efterfølger. Efter sigende skulle hun have arvet sin fars spirituelle kræfter. Choi Tae-min blev den unge Parks mentor, efter han på overbevisende vis hævdede, at han talte med hendes afdøde mor i drømme, og at den unge Park kunne kommunikere med hende direkte gennem ham. Ud over at have Choi Tae-min som mentor integrerede hun også hans religiøse ideer i en bog, hun senere udgav med sine taler.

Park Chung-hee blev i 1979 dræbt af sin egen sikkerhedschef ved at attentat. Deres strid skal blandt andet have handlet om Choi Tae-mins indflydelse på præsidenten.

Hvad ligger der i rapporterne i skandalens begyndelse om, at Choi Soon-sil skulle have taget varsler, som har haft afgørende indflydelse på præsident Parks beslutninger som statsoverhoved?

Choi Soon-sil skal have ”arvet” sin fars ”kræfter”, især inden for spådom og kommunikation med ånder. Hun kan spå om fremtiden og tage imod ”varsler” fra himlen ligesom sin far. Det har været og er stadig et af de shamanistiske elementer i religionen.

Choi Soon-sil har også lavet små farverige poser til præsidenten for at beskytte hende imod onde ånder, hvilket er en folketro i Korea.

 

 Fakta: Sydkoreas aktuelle skandale

* Sydkoreas præsident, Park Geun-hye, er suspenderet, og landets forfatningsdomstol tog i går fat på rigsretssagen mod hende.

* Hun anklages for at have givet sin nære veninde og religiøse mentor, Choi Soon-sil, økonomiske privilegier og politisk magt. Også retssagen mod Choi blev indledt i går.

* Hun er datter af Choi Tae-min, som i 1970’erne skabte en omstridt religiøs sekt, og som i samme periode var tæt forbundet med Park Geun-hyes far, den daværende præsident, Park Chung-hee.

* Chung Yoo-ra, den unge kvinde, der i denne uge blev anholdt i Aalborg og fængslet i fire uger, er datter af Choi Soon-sil og anklages for at have fået uretmæssige privilegier på grund af sin mors indflydelse over præsidenten.


Tags

choi, korruption, maria hasfeldt, park, religion, skandale, sydkorea


Dette kunne måske også interessere dig?

Nyt foredrag: Hokkaido

Nyt foredrag: Hokkaido
Kommentarer er meget velkomne

Your email address will not be published. Required fields are marked

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}