Religiøs kult havde indflydelse på Sydkoreas præsident

(Denne artikel er skrevet til og offentliggjort af Kristeligt Dagblad)

Sydkoreas præsident, Park Geun-hye, beskyldes for at lade en gammel veninde fra en omstridt religiøs bevægelse redigere sine taler og modtage rundhåndede statslige penge.

Sydkoreas præsident, Park Geun-hye, har gennem alle sine fire år ved magten haft et image af at have været en svag præsident, som bag lukkede døre lod sig styre rundt i manegen af en lille gruppe rådgivere, som offentligheden ikke rigtigt havde kendskab til.

Disse anklager er her ved tærsklen til hendes sidste år på posten blevet mere højlydte – og ikke så lidt mere konkrete.

Hun beskyldes nu for at have ladet en god veninde fra en fælles religiøs bevægelse, som hun har kendt siden ungdommen, Choi Soon-sil, se alle vigtige regeringsdokumenter og skrive afgørende passager i sine vigtigste taler. Choi Soon-sil har også ad tvivlsomme kanaler modtaget store summer fra offentlige kasser til to non-profit-fonde.

I denne uge kom præsidenten med en offentlig undskyldning for at have benyttet sig af venindens råd og bistand, selv om denne aldrig har haft nogen formel position i regeringsapparatet.

Men det har blot fået alle de konkrete anklager til at vælte ud af skabet. Det viser sig, at familien Choi i årtier har spillet en omstridt rolle i sydkoreansk politik, særligt i relation til præsident Park og hendes far, Park Chung-hee, der selv var præsident i tresserne og halvfjerdserne.

Choi Soon-sils far, Choi Tae-min, skabte i halvfjerdserne en særlig religiøs bevægelse, Det Evige Livs Kirke, som kombinerede elementer fra kristendommen, buddhismen og koreanernes traditionelle naturreligion, en form for shamanisme. Kulten tror på, at man kan tage varsler i naturens gang, og et af kritikpunkterne mod præsident Park er, at hun har ladet profetier, som bygger på varsler, veninden har taget, få indvirkning på sine politiske valg.

Den gamle Choi Tae-min fik særlig stor indflydelse på den unge frøken Park i den periode i halvfjerdserne, hvor hun efter sin mors død i en ung alder var førstedame på præsidentpaladset. Han blev allerede dengang ifølge amerikanske efterretningsrapporter, som er kommet ud via Wikileaks, kaldt for ”Koreas Rasputin”, og den gamle præst, der havde seks ægteskaber bag sig, og den unge præsidentdatter fik ifølge rygter et overordentligt tæt forhold.

Park Geun-hye blev formand for den gamle mands religiøse bevægelses ungdomsafdeling, De Nye Hjerters Frivilliggruppe. Her mødte hun den gamle Chois datter, som blev hendes nære veninde gennem hele livet. Det er ingen hemmelighed, at Choi Soon-sil har været Park Geun-hyes mentale rådgiver gennem mange år, inden sidstnævnte blev præsident i 2013.

Den aktuelle skandale har fået lederen af oppositionens parlamentsgruppe, Woo Sang-ho, til at udtrykke bekymring for, at hvis præsidenten ”er fanget af hendes (Choi’s, red) profetier i gennemførslen af sin udenrigspolitik og sin Nordkorea-politik, har vi et alvorligt problem”.

”Dette er ikke et diktatur”, sagde oppositionslederen, Choo Mi-ae, torsdag til dagbladet Joongang Ilbo. ”Det er skrækindjagende teokrati”.

Der er ingen sikre beviser for, at præsidenten har taget andre beslutninger på grund af Choi Soon-sils påvirkning, end hun ellers ville have taget. Der er imidlertid mange tegn på, at Choi Soon-sil har brugt sin indflydelse på at skaffe bevillinger til sine religiøse gruppers aktiviteter og skaffe sin egen datter fordelagtig behandling på universitetet. Gennem alle årene siden den gamle Chois tid har familien Choi ifølge mange rapporter spillet en aktiv rolle i korruptionen i toppen af Sydkoreas samfund.

Choi Soon-sil befinder sig nu i Tyskland, hvor hun studerede i sin ungdom. Hun afviser anklagerne i medierne, men hun har på den anden side ikke tænkt sig at vende hjem til afhøringer hos anklagemyndigheden, hvis den skulle finde på at indkalde hende, siger hun. Hendes kontorer blev i denne uge ransaget af politiet.

(Foto: Koreanet/CreativeCommons)

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *